Katolikker burde lære af hans dybe indsigt og hengivenhed til den velsignede Moder.
Det mest afgørende »ja« i menneskehedens historie – Marias ydmyge lydighed mod Gud – banede vejen for menneskets frelse. Maria blev Guds Moder, og hendes fuldkomne lydighed kulminerede i hendes optagelse i himlen og kroning som himlens og jordens Dronning.
Ærkebiskop Fulton Sheens liv og skrifter viser, at Maria ud over Jesus var det eneste menneske, der nåede det fuldkomne ideal, som Gud kalder hver af os til. Den ærværdige Fulton Sheen levede efter sin overbevisning om, at Maria var indbegrebet af den frihed og kærlighed, som enhver troende katolik er kaldet til. Nu hvor hans saligkåring den 24. september nærmer sig, bør katolikker tage ved lære af hans dybe indsigt og hengivenhed for den velsignede Moder.
Ærkebiskop Sheens liv var præget af hans hengivenhed til Maria. Hans mor viede ham til den velsignede Moder, da han blev døbt i St. Mary’s Church i El Paso i Illinois.
Denne indvielse fik dyb betydning for hans liv. Han indviede sig på ny til Maria, da han modtog sin første kommunion. Da han blev katolsk præst, viede han hver lørdagsmesse til den velsignede Moder. Hans bispevalgsprog lød »Da per matrem me venire«, som betyder: »Giv, at jeg må komme til dig gennem din moder.«
Han forstod betydningen af Mariafesterne og bad om at måtte dø enten på en lørdag eller på en festdag for Vor Frue. Selv om denne bøn ikke blev opfyldt, lod Gud ham opleve en lidelse, der mindede om Marias, da han i 1977 på højfesten for Jomfru Marias optagelse i himlen gennemgik en operation for at få indopereret en pacemaker. Han var særligt hengiven mod Vor Frue af Lourdes og besøgte stedet for hendes åbenbaring omkring 30 gange. Han tilskrev hendes forbøn mange omvendelser.
Sheens hengivenhed for Maria kom diskret til udtryk i hvert brev og tv-program – fra indholdet i hans undervisning til det diskrete »JMJ« øverst på hvert ark papir og hver tavle, han brugte. Ærkebiskop Sheen bad om, at »JMJ« blev anbragt over hans grav efter hans død. Dette ønske blev opfyldt, da hans jordiske rester blev bragt til Peoria i Illinois i 2019.
Ærkebiskop Sheens egne livserfaringer og kærlighed til Maria hjalp ham til at se verden klarere. Det styrkede hans ønske om at hjælpe verden – og hvert enkelt menneske – til at blive sådan, som Gud håbede, de ville blive, i stedet for at gå i stå i modernitetens forvirring. Før sin død viste han gennem sit Emmy-belønnede program "Life Is Worth Living" millioner af mennesker verden over vej mod sandheden.
I sin bog "The World’s First Love": Maria, Guds Moder, mindede ærkebiskop Sheen på mesterlig vis katolikker om, at hengivenhed for den velsignede Moder er afgørende for dem, der søger sand frihed, kærlighed og fred.
Hans bog har hjulpet millioner af troende til at indse, at nutidens splittelse og forvirring er frugten af fordrejede opfattelser af frihed og en afvisning af Guds vilje. Den har vist katolikker vej til den sande frihed, som den velsignede Moder er indbegrebet af – friheden til at gøre det, vi bør, i lydighed mod Guds vilje.
Ærkebiskop Sheen skrev, at den velsignede Moder var det eneste menneske ud over Jesus, der fuldt ud svarede til det ideal, Gud havde tiltænkt hende. Da Gud bad hende om at blive mor til sin Søn, sagde hun lydigt: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord.«
Marias lydige »ja« kan efter verdslige målestokke virke begrænsende. Tværtimod understreger Sheens liv og lære, at Marias storhed lå i, at hun frit overgav sig til Guds vilje. Hendes »ja« til Gud var det fulde udtryk for hendes frihed. Fordi hun fuldt ud levede i overensstemmelse med Guds plan for sit liv, blev hun Kristi første og største discipel. Hendes herlighed afspejler den himmelske herlighed, som Gud ønsker for alle, der trofast følger ham.
Ærkebiskop Sheen skrev: »Maria er et vindue, gennem hvilket vores menneskelige natur for første gang får et glimt af Guddommen på jorden. Eller måske er hun snarere som et forstørrelsesglas; hun forstærker vores kærlighed til sin Søn og får vores bønner til at lyse klarere og brænde stærkere.« Han forstod, at man altid kommer Kristus nærmere, når man kommer Maria nærmere.
Gennem sit liv og sine skrifter minder han os om at vende blikket mod Maria for at lære, hvad der virkelig vil sætte vores hjerter fri.
Han minder os om, at sand frihed ikke består i at gøre, hvad vi har lyst til, men i at blive det menneske, Gud skabte os til at være. Hvis vi efterligner hendes ydmyghed, overgiver os til hendes moderlige omsorg og gentager hendes trofaste »lad det ske«, vil vi opdage den fred, glæde og mening, som verden ikke kan give.
Det var ærkebiskop Fulton Sheens overbevisning, og budskabet er den dag i dag en aktuel invitation til enhver kristen.
Monsignore Jason Gray er administrerende direktør for Archbishop Fulton J. Sheen Foundation.
Af Msgr. Jason Gray · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark




