I dag fejres mindedagen for den salige Jomfru Maria af Rosenkransen.
Den 7. oktober er rosenkransens dag for alle. I 1572 indstiftede pave Pius V festen for den hellige rosenkrans efter den kristne flådes sejr over de muslimske tyrkere ved Lepanto i 1571. Paven tilskrev sejren Marias forbøn og opfordrede folket til at bede til hende ved at bede rosenkransen. Efter åbenbaringerne i Lourdes i 1858, hvor Jomfru Maria opfordrede til at bede rosenkransen, spredte denne form for tilbedelse sig med endnu større intensitet. Rosenkransen og paverne er et tema, der har båret rig frugt i Kirkens historie. Rosenkransen er af mange blevet beskrevet som et »fredens våben«, en »bønnens skole« eller en »sammenfatning af hele evangeliet«. Gennem århundreder har talrige paver således fremmet rosenkransbønnen og uddybet dens teologiske, åndelige og pastorale betydning gennem vigtige encyklikaer og apostoliske breve.
Lad os derfor begynde denne historie med netop den hellige Pius V. Den officielle indførelse af rosenkransen i Kirkens liturgi skyldes denne dominikanske pave, som med bullen »Consueverunt Romani Pontifices« (1569) fastlagde rosenkransens klassiske struktur. Den er knyttet til meditationen over mysterierne i Kristi og Marias liv og forenet med bønnerne Fadervor og Ave Maria. En anden pave var Leo XIII, der huskes som »Rosenkransens pave«. Mellem 1883 og 1898 skrev han hele 12 encyklikaer, som udelukkende var viet til den hellige rosenkrans. I encyklikaen »Supremi Apostolatus Officio« (1883) fremstillede Leo XIII rosenkransen som et virksomt middel mod sin tids sociale onder: »Vi har altid næret stor tillid til den hellige rosenkrans som et middel til at helbrede de onder, der plager vor tid … Det er en fortrinlig måde at bede på, som er særdeles nyttig både for den enkeltes frelse og for det fælles bedste.« I encyklikaen »Iucunda Semper Expectatione« (1894) understregede han bønnens kontemplative og kristocentriske karakter. Han forklarede, at gentagelsen af Ave Maria ikke er en gold litani, men en rytmisk baggrund for meditationen over Kristi mysterier: »Rosenkransens væsentligste del består i at meditere over mysterierne i Jesu Kristi liv, lidelse og herlighed, hvorved den mundtlige bøn bliver næring for sindet og hjertet.«
Lad os derpå springe frem til det 20. århundrede og to betydningsfulde paver, der var meget forskellige fra hinanden: pave Pius XI og den hellige Paul VI. I perioden mellem de to verdenskrige udgav pave Pius XI encyklikaen »Ingravescentibus Malis« (1937). I dette pavelige dokument anbefalede han rosenkransen over for totalitære ideologiers og materialismens fremmarch. Pius XI beskrev bønnen som et redskab, der var tilgængeligt for alle og kunne samle familierne: »Den er en enkel bøn, der passer til de små og ydmyge, men samtidig er den så dyb, at man med den kan meditere over troens højeste sandheder.«
Et afgørende øjeblik i den postkonciliære fornyelse kom med den hellige Paul VI og hans apostoliske skrivelse »Marialis Cultus« (1974), en milepæl inden for mariologien. I dette dokument placerede pave Paul VI Mariafromheden inden for rammerne af den liturgi, som Det Andet Vatikankoncil havde reformeret, og bekræftede på ny rosenkransens klart evangeliske karakter: »Som en evangelisk bøn, der er centreret om den forløsende inkarnations mysterium, er rosenkransen en bøn med en klart kristologisk orientering.« Han tilføjede desuden en berømt præcisering om nødvendigheden af kontemplation: »Uden kontemplation er rosenkransen et legeme uden sjæl, og det at bede den risikerer at blive en mekanisk gentagelse af formularer.«
Endelig kommer en af Den Hellige Stols, ja Petersstolens, mariane »bastioner«: den hellige Johannes Paul II og hans berømte »Rosarium Virginis Mariae« fra 2002. Den polske pave udråbte Rosenkransens år og indførte de fem »lysets mysterier« (viet til Jesu offentlige liv). Dermed udvidede han rosenkransens traditionelle struktur på 15 mysterier.
Johannes Paul II beskrev rosenkransen som en vej til at »betragte Kristus med Marias øjne«: »At betragte Kristi ansigt sammen med Maria er den åndelige vej, vi foreslår de troende … Selv om rosenkransen har en tydelig mariansk karakter, er den en bøn med et kristologisk hjerte.« Han rettede også disse vigtige ord til familierne: »Rosenkransen har altid været en bøn for freden og familien … En familie, der beder sammen, forbliver sammen.«
Under sit pontifikat henviste pave Frans gentagne gange til rosenkransen og dens livgivende kraft i historiens vanskelige stunder: i 2018 under en vanskelig tid for Kirken, under covid-19-pandemien og – især i den sidste del af hans pontifikat – i forbindelse med konflikterne over hele verden.
Allerede fra de første øjeblikke af pave Leo XIV’s pontifikat stod det klart, at der var en dyb forbindelse mellem ham, Jomfru Maria og rosenkransbønnen. Man behøver blot at tænke på hans valg til Petersstolen. Datoen var bestemt ikke »tilfældig«: den 8. maj, dagen for Vor Frue af Rosenkransen af Pompeji. Da han den dag præsenterede sig for de troende, bad han et Ave Maria. Det sagde alt. Det samme sås ved udgangen af maj, måneden viet til Jomfru Maria, da han efter rosenkransbønnen gik til Lourdesgrotten i Vatikanets haver. Han kaldte det »en troshandling, hvormed vi enkelt og andægtigt samles under Marias moderlige kappe«.
Af Antonio Tarallo · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
