Kirken verden over fejrer den 10. november den hellige Leo den Store, Roms 45. biskop og en af blot 38 kirkelærere.
I løbet af de seneste to årtusinder har Den katolske Kirke kun tildelt 38 helgener titlen »kirkelærer«. En af dem fejrer vi i dag, den 10. november: den hellige Leo den Store, Roms 45. biskop.
Pave Leo I var den første pave, der efter sin død blev husket som »den Store«. Han blev pave i 440 og varetog embedet frem til sin død i 461. Under sit pontifikat arbejdede han på at tydeliggøre læren om Kristi to naturer, den menneskelige og den guddommelige.
Paven var »en teolog-pave, men han er også kendt som en bemærkelsesværdig biskop«, fortalte Thomas Clemmons, professor i kirkehistorie ved The Catholic University of America, til EWTN News. Han tilføjede, at »paver, der er teologer, er sjældne«.
Sankt Leos pontifikat begyndte ni år efter koncilet i Efesos, som fordømte Nestorius og det nestorianske kætteri. Det førte mange af Nestorius’ tilhængere ud i skisma. Kætteriet afviste den nære forening mellem Kristi to naturer, den menneskelige og den guddommelige, og afviste desuden titlen »Theotokos« (»Gudsføderske«) om Maria med den begrundelse, at hun kun havde født Kristi menneskelige natur.
Det nestorianske skisma gav anledning til yderligere kristologiske stridigheder om forholdet mellem Kristi menneskelighed og guddommelighed. Eutyches, der var modstander af Nestorius, gik for langt i den modsatte retning og hævdede, at Kristi menneskelige natur og hans guddommelige natur var smeltet sammen til én eneste natur. Kristi menneskelige natur var ifølge Eutyches »opløst som en dråbe honning i havet«.
Denne kætterske forståelse gjorde ifølge Clemmons Kristus til en »tredje ting« eller »en slags monster« i stedet for den katolske forståelse af Kristus som »én person« med »fuldstændig sand menneskelighed og fuldstændig sand guddommelighed«.
For at imødegå Eutyches’ vildfarelse skrev pave Leo et brev til Flavian I, ærkebiskoppen af Konstantinopel. Her præciserede han den hypostatiske forening mellem Kristi to forskellige naturer, den menneskelige og den guddommelige. Brevet, der blev kendt som »Leo’s Tome« (Leos læreskrivelse), er pavens mest berømte værk og lagde grunden til formuleringen af den kristologiske lære ved koncilet i Kalkedon i 451. (Brevet, der blev kendt som »Leo’s Tome«,)
»Begge naturer bevarer deres eget særpræg uden tab; og ligesom Guds skikkelse ikke ophævede en slaves skikkelse, forringede en slaves skikkelse heller ikke Guds skikkelse«, skrev pave Leo i brevet.
»Fra Herrens moder modtog han naturen, ikke skylden; og hos Herren Jesus Kristus, der blev født af Jomfruens skød, gør det underfulde ved hans fødsel heller ikke hans natur forskellig fra vores«, fortsatte brevet. »For han, som er sand Gud, er også sandt menneske; og i denne forening er der ingen usandhed, eftersom menneskenaturens ydmyghed og guddommens ophøjethed mødes i den.«
For at understrege fylden af Kristi menneskelige natur henviser pave Leo i brevet til Kristi slægtstavle i Skriften og til hans menneskelige erfaringer, navnlig lidelsen og døden på korset: »Lad ikke Eutyches tvivle på, at Kristus er et menneske med et legeme som vores, eftersom han erkender, at Kristus var i stand til at lide; for fornægtelsen af hans sande kød er også en fornægtelse af hans legemlige lidelse.«
Pave Leo fremhævede trosbekendelsens ord, da han understregede fylden af Kristi guddommelige natur, og sagde: »Ikke alene tror man, at Gud er både den Almægtige og Faderen, men Sønnen fremstår også som værende evigt sammen med ham og adskiller sig på ingen måde fra Faderen, fordi han er Gud af Gud, den Almægtige af den Almægtige, og da han er født af den Evige, er han evigt sammen med ham.«
Paven underbyggede sit argument med citater fra Skriften, der peger på både fylden af Kristi guddommelige natur og fylden af hans menneskelige natur.
»At være sulten og tørstig, at være træt og at sove er tydeligvis menneskeligt«, sagde Leo. »Men at mætte 5.000 mænd med fem brød, at skænke den samaritanske kvinde levende vand, hvoraf den, der drikker, ikke mere skal tørste, at gå på havets overflade uden at fødderne synker og at dæmpe bølgernes oprør ved at irettesætte vindene er uden nogen tvivl guddommeligt.«
Clemmons roste Leo’s Tome som en »enkel og klar tekst«, der »stadig i dag er meget letlæst og meget lærerig«, selv mere end 1.500 år senere.
På det tidspunkt blev brevet dog mødt med fjendtlighed fra tilhængere af Eutyches’ standpunkt i Konstantinopel: »Det blev sendt dertil og læst højt, og de forkastede det«, sagde Clemmons. Kejser Theodosius II indkaldte i 449 til det falske andet koncil i Efesos, som forkastede den hellige Leos brev og forsvarede Eutyches. Eutyches’ tilhængere overfaldt ærkebiskop Flavian I brutalt, fordi han forsvarede Sankt Leos standpunkt. De afsatte ham og sendte ham i eksil. Han døde af sine kvæstelser.
Sankt Leo kaldte koncilet »Latrocinium«, »røverkoncilet«, og i 451 sammenkaldte Kirken koncilet i Kalkedon, som klart definerede den hypostatiske forening mellem Kristi to naturer, den menneskelige og den guddommelige, og forkastede det andet koncil i Efesos.
Dokumenterne fra koncilet i Kalkedon citerer pave Leos brev og stadfæster hans lære om Kristi to naturer. De fastslår, at Kristus »skal bekendes at være i to naturer, uden sammenblanding, uden forandring, udeleligt og uadskilleligt forenet … uden at forskellen mellem naturerne ophæves ved en sådan forening«.
Da pave Benedikt XVI talte ved en generalaudiens i 2008, omtalte han Sankt Leo den Store som en af de største paver i Kirkens historie. (omtalte han den hellige Leo den Store)
»Som det tilnavn, traditionen snart gav ham, antyder, var han virkelig en af de største paver, der har gjort Roms bispestol ære, og han ydede et meget vigtigt bidrag til at styrke dens autoritet og anseelse«, sagde Benedikt.
Denne artikel blev første gang offentliggjort den 10. november 2023 og blev opdateret den 10. november 2026.
Af Tyler Arnold · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
