Kirkens vækst gennem et århundrede: Fra 10 millioner til 347 millioner katolikker i missionsområderne

To Comboni-missionssøstre i Mozambique.

Gennem de seneste 100 år er i gennemsnit mere end 9.000 mennesker hver dag blevet katolikker i missionsområderne. Samtidig har der dagligt fundet to præstevielser sted, og fem kvinder har aflagt ordensløfter.

Et århundrede efter at pave Pius XI indstiftede Verdensmissionssøndag, er Den katolske Kirke vokset kraftigt i missionsområderne: fra færre end 10 millioner katolikker til næsten 347 millioner.

Ifølge tal fra hjemmesiden Domund100.es, der er udarbejdet af Det Pavelige Missionsselskab i Spanien, havde Kirken i 1925 297 missionsbispedømmer, hvoraf nogle omfattede hele lande.

Der var 9.645.173 katolikker i disse missionsområder, svarende til 1,68 procent af befolkningen. Et århundrede senere er antallet af katolikker i missionsområderne nået op på 346.644.968, svarende til 8,6 procent.

Denne udbredelse af evangeliet ville ikke have været mulig uden indsatsen fra tusindvis af stiftspræster samt mandlige og kvindelige ordensfolk, som fulgte kaldet til at »gå ud i hele verden og forkynde evangeliet for hele skabningen«

For hundrede år siden var der blandt missionærerne færre end 10.000 præster, godt 2.300 mandlige ordensfolk og mere end 20.000 kvindelige ordensfolk. I dag er der i missionsområderne mere end 100.000 præster, over 76.000 mandlige ordensfolk og mere end 200.000 kvindelige ordensfolk.

Kirkens evangeliseringsarbejde har givet konkrete resultater. Antallet af sogne er eksempelvis vokset fra 627 til over 41.000 på et århundrede.

Selv om der ikke findes optegnelser fra dengang om skoler eller sociale institutioner – såsom hospitaler, børnehjem og plejehjem – som Kirken oprettede i disse områder, taler udviklingen gennem de seneste 50 år sit tydelige sprog: Antallet af skoler steg fra mindre end 50.000 til næsten 125.000, mens antallet af sociale institutioner steg fra 12.000 til mere end 26.000.

Gennem de seneste 100 år er i gennemsnit mere end 9.000 mennesker hver dag blevet katolikker i missionsområderne. Samtidig har der dagligt fundet to præstevielser sted, fem kvinder har aflagt ordensløfter, og én sognekirke samt tre nye skoler er blevet opført.

En missionspræst med et mobilt kapel i Afrika.
En missionspræst med et mobilt kapel i Afrika (udateret). Foto: De Pavelige Missionsselskaber.

1.133 missionsbispedømmer

I dag støtter De Pavelige Missionsselskaber 1.133 missionsbispedømmer. Det er bispedømmer, som efter den første forkyndelse af evangeliet endnu ikke har tilstrækkelige egne ressourcer til at opretholde sig selv og derfor er afhængige af Dikasteriet for Evangelisering.

Disse bispedømmer, der udgør en tredjedel af Den katolske Kirke, er fordelt på 138 lande og dækker næsten hele Afrika og Asien (med undtagelse af Filippinerne), Oceanien (med undtagelse af Australien) og Amazonasbassinet i Amerika.

Eftersom to tredjedele af verdens befolkning bor i disse områder, og den katolske tro vokser der, er Kirkens ansigt gradvist ved at forandre sig. Faktisk er 22 ud af 100 katolikker afrikanere, mens afrikanske katolikker for 40 år siden udgjorde knap 7 procent.

Denne artikel blev første gang offentliggjort af EWTN News Español, EWTN News’ spansksprogede søstertjeneste. Den er oversat og bearbejdet af EWTN News English.

Af Nicolás de Cárdenas · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark

Flere nyheder fra EWTN Danmark

Watch Live