Den lammede augustinerpræst forblev tro mod sit kald efter en ulykke, der ændrede hans liv, og gjorde et varigt indtryk på de mennesker, han tjente.
Da Bill Atkinson gik på high school, sprang han sit afgangsbal over. Hans storesøster, Joan Mullen, mindedes, at hun havde opfordret ham til at tage med og nyde sin sidste måned på skolen sammen med sine venner.
»Han sagde til mig: ›Nej, jeg skal nok klare mig; jeg bryder mig alligevel ikke om den slags fester,‹« fortalte Mullen, der nu er 85 år, til NCR. »Næste dag fortalte min mor mig, at han havde planer om at indtræde i præsteskabet i september.«
Nyheden overraskede både hende og resten af familien. Men Bills planer om at blive præst skulle snart tage en vending, som ingen i familien havde forudset.
Augustinerpræsten pastor Robert Hagan lærte oprindeligt pastor Atkinson at kende gennem venner af familien. I dag er han provinsialprior for augustinerprovinsen St. Thomas of Villanova. Han husker en mand, der »ikke sagde særlig meget«, men havde en tør humor og altid var parat til at lytte.
»Han plejede at sige: ›Man må spille de kort, man får på hånden,‹« mindedes pastor Hagan. »Han plejede at sige: ›Elsk det liv, Gud har givet dig.‹«
Nu, hvor Kirken behandler hans helligkåringssag, håber de, der kendte ham, at hans historie vil nå generationer, som aldrig fik mulighed for at møde ham.
William »Bill« Atkinson blev født i Philadelphia den 4. januar 1946 som den tredje af syv børn. Efter sin eksamen fra Monsignor Bonner High School (nu Monsignor Bonner and Archbishop Prendergast Catholic High School) i Drexel Hill indledte han i 1964 sin augustinske uddannelse som novice ved Our Mother of Good Counsel Novitiate i New Hamburg, New York.
Den 22. februar 1965 var Atkinson ude at kælke i sneen med to andre novicer, da hans kælk kom ud af kurs og ramte et træ. De to andre novicer blev slynget uskadt ud i sneen, men Atkinson ramte træet frontalt. Hans rygmarv blev revet over, og han blev næsten fuldstændig lammet fra halsen og ned.
Mullen fik besked om ulykken af en præst, mens hun stadig var ved at komme sig efter fødslen af sit første barn.
»Jeg var tavs i nogle minutter, og så spurgte jeg: ›Pastor, skal han dø?‹« mindedes hun fra sin hospitalsseng. Præsten svarede, at det kunne ske.
Da Mullen ikke kunne besøge sin bror, vendte hun sig mod Gud og tilbragte en stor del af de følgende uger i bøn. Først tre måneder senere, efter at hendes bror var vendt tilbage til Pennsylvania, kunne hun se ham.
I begyndelsen holdt Atkinson fast i håbet om, at han måske kunne komme til at gå igen. Lægerne havde taget et stykke knogle fra hans hofte og indsat det i nakken, så han kunne holde hovedet oprejst. Det gjorde ham i stand til at sidde i kørestol og tale med mennesker i stedet for at være bundet til en seng.
Til sidst accepterede han, at han ikke ville komme til at gå igen, sagde Mullen, men »han vidste, at han stadig skulle være præst, uanset hvad der skulle til for at nå dertil.«
Efter et år på et rehabiliteringshospital genoptog Atkinson sin uddannelse på St. Mary’s Hall ved Villanova University med hjælp fra sine medbrødre blandt augustinerne.
Mod alle odds
Det blev en del af dannelsen for dem omkring Atkinson at hjælpe ham gennem hverdagen. Augustinerpræsten pastor Frank Horn, der lærte Atkinson at kende som seminarist i begyndelsen af 1970’erne, blev af nogle af dem, der allerede hjalp Atkinson, bedt om at slutte sig til gruppen.
Hver morgen hjalp to personer Atkinson med at klæde sig på og blive klar, flyttede ham over i hans elektriske kørestol og fulgte ham til undervisning eller måltider. Mange bygninger var vanskelige at komme ind i, og nogle gange måtte hans kørestol bæres op ad trapperne for at få ham indenfor.
Efter at pastor Horn var blevet præsteviet i 1975 og tilknyttet Monsignor Bonner High School, hvor pastor Atkinson også gjorde tjeneste, organiserede han en gruppe på otte præster, som delte plejeopgaverne.
De skiftedes også til at hjælpe ham om natten. Pastor Atkinson brugte en tilkaldeknap under hagen, når han havde brug for hjælp, hvad enten nogen skulle rette hans pude eller tænde en ventilator. Han var ofte tilbageholdende med at bruge den, bemærkede pastor Horn, fordi han ikke ville forstyrre de andre præster.
»Han var altid taknemmelig for selv den mindste ting, man gjorde for ham,« sagde pastor Horn. »Mit forhold til Bill lærte mig ikke at klage.«
En særlig dispensation
Den 2. februar 1974, næsten ni år efter ulykken, blev pastor Atkinson præsteviet af kardinal John Krol i St. Alice Church i Upper Darby. Fordi hans fysiske begrænsninger forhindrede ham i selv at udføre visse dele af messen, fik han en særlig dispensation af pave Paul VI og blev den første lammede indviede præst.
Året efter vendte han tilbage til sin gamle skole, Monsignor Bonner, hvor han underviste i teologi, var assisterende skolepræst og koordinerede retræter for afgangselever. Han var også ansvarlig for holdet i amerikansk fodbold og havde tilsyn med eftersidning efter skoletid.
Pastor Hagan husker ikke blot pastor Atkinson som præst og mentor, men også som en mand, der forstod at nyde livet. Han elskede sport, tilbragte tid ved Jersey Shore og var en ivrig pinochlespiller. En hjælper lagde låget til en spilleæske under æskens bund, så der opstod en sprække, hvor pastor Atkinsons kort kunne stilles.
Derefter gav han personen ved siden af sig besked om, hvilke kort der skulle spilles, samtidig med at han holdt styr på modstandernes kort. Ved spillets afslutning vidste pastor Atkinson ofte, hvilke kort alle de andre havde, fortalte pastor Hagan.
Pastor Hagan arbejdede som advokat, da han begyndte at overveje ordenslivet. Han fortalte, at den glæde, pastor Atkinson fandt i at være augustiner, var med til at inspirere ham til selv at træde ind i ordenen.
I interviews med Steve McWilliams til bogen Green Bananas: The Wisdom of Father Bill Atkinson, O.S.A. gav pastor Atkinson selv et indblik i, hvordan han forholdt sig til sine livsvilkår.
»Alle får en dårlig hånd på et tidspunkt,« sagde pastor Atkinson. »Jeg vil vel gerne huskes som en person, der var tro mod det, han troede på. Som en, man kunne regne med ville finde det gode i andre, også når han indimellem havde svært ved det.«
Pastor Atkinson døde den 15. september 2006, 60 år gammel. Ni år efter hans død anmodede den daværende ærkebiskop Charles Chaput af Philadelphia om, at hans helligkåringssag blev indledt. Den 24. april 2017 indledte ærkebiskop Chaput formelt bispedømmets helligkåringssag under en messe i St. Thomas of Villanova Church, og pastor Atkinson blev erklæret »Guds tjener«.
Bispedømmets undersøgelse omfattede vidneudsagn og dokumenter om pastor Atkinsons liv og ry for hellighed. Under ærkebiskop Nelson Pérez blev den færdige dokumentation i oktober 2021 sendt til Dikasteriet for Helligkåringer i Vatikanet.
Flere år senere blev pastor Atkinsons jordiske rester flyttet fra Calvary Cemetery og i juni 2024 genbegravet i St. Thomas of Villanova Church på Villanova Universitys campus, hvor to mindetavler fortæller besøgende hans historie. Augustinerbrødre, familie og venner samler desuden i øjeblikket penge ind til at opføre tre skulpturer i naturlig størrelse af pastor Atkinson i hans kørestol.
»Vi er alle kaldet til at være helgener«
Helligkåringssagen er nu i sin romerske fase, hvor dokumentationen skal undersøges som led i processen med at afgøre, om pastor Atkinson levede et liv præget af heroisk dyd. Hvis Kirken bekræfter denne heroiske dyd, vil pastor Atkinson blive erklæret »ærværdig«. Næste skridt vil være en saligkåring, som kræver et bekræftet mirakel, der tilskrives hans forbøn. Derefter vil endnu et mirakel være nødvendigt for en helligkåring.
Mullen sagde, at det er usandsynligt, at hun vil leve længe nok til at opleve den dag, hvis den kommer.
»Men mine børn og børnebørn vil være her den dag,« sagde hun, »og de ved, hvem onkel Bill er, og hvordan han levede sit liv.«
Christine Wilmerding, der er leder af The Father Bill Atkinson, O.S.A. Guild, arbejder for at fremme pastor Atkinsons helligkåringssag og bevare beretninger fra mennesker, som mener at have modtaget nådegaver gennem hans forbøn.
Foreningen varetager også helligkåringssagen for Guds tjener pastor John McKniff, endnu en augustinerpræst fra Pennsylvania, som virkede som missionær i Filippinerne, Cuba og Peru. Under sit missionsarbejde i Peru lærte pastor McKniff den daværende pastor Robert Prevost, nu pave Leo XIV, at kende.
Wilmerding hørte første gang om pastor Atkinson, da hun talte med en ven om en kronisk sygdom, og vennen opfordrede hende til at bede til ham. Efter et besøg ved hans grav følte hun, sagde hun, at han var gået i forbøn for hende. Nogle måneder senere så hun et opslag om en ledig stilling som leder af foreningen, og hun tiltrådte i september 2026.
For Wilmerding har pastor Atkinsons eksempel særlig betydning for mennesker med handicap og for deres familier og omsorgspersoner.
»Han tog virkelig sit kors på sig ligesom Jesus og bar det hver dag med andre menneskers hjælp,« sagde hun.
Pastor Atkinsons eksempel gælder ikke kun mennesker med handicap, tilføjede pastor Hagan.
»Vi møder alle tilbageslag, når vores planer og liv bliver brat og gennemgribende afbrudt,« sagde han. »Vi fristes måske til at ryste næven mod Gud og spørge, hvor han var i vores modgang, men pastor Bill viser os, hvordan man lever med håb.«
Dette håb findes i Kristus, sagde pastor Atkinson.
»Vi er alle kaldet til at være helgener. Jeg tror ikke, at Gud ønsker, at vi skal gå rundt og være vældig tilfredse med os selv, blot fordi vi lever et godt liv. Det er hans plan for alle,« sagde han. »Men at leve et liv viet til Kristus? Jeg håber, at jeg har været tro mod det.«
Af Gigi Duncan · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
