En kommentar af eksarken af Grottaferrata, Manuele Nin.
Af +P. Manuel Nin, apostolisk eksark af Grottaferrata
Den 21. november fejres i den byzantinske tradition en af de tolv store højtider, nemlig Guds Moders indvielse i templet. Højtiden har sin oprindelse i Jerusalem og er knyttet til indvielsen af en kirke i den hellige by Jerusalem. Mange af de aspekter af højtiden, der findes i de liturgiske tekster, stammer fra Protovangelo di Giacomo, et apokryft skrift, som har haft betydelig indflydelse på flere liturgiske højtider i både Østen og Vesten. Med udgangspunkt i dette skrift finder vi i dagens højtid en henvisning til processionen med de ti unge piger, der ledsager Maria, og dermed også en tydelig henvisning til Matt 25: »Jomfruer bærer lamper og baner glade vej 2 for den evigt jomfruelige …« Dernæst er der Zakarias, som fører Maria ind i templet og Det Allerhelligste: »I dag føres det tempel, som rummer Gud, Guds Moder, ind i Herrens tempel, og Zakarias tager imod hende …« Endelig er der den føde, som Maria får af ærkeenglen Gabriel. Den foregriber den føde, som er Guds Ord og de hellige gaver, der modtages i templet, det vil sige i Kirken: »Trofast næret med himmelsk brød, o Jomfru, i Herrens tempel har du født Ordet, livets brød, til verden …«
Fejringen den 21. november har én dags forfest. Her bebuder de liturgiske tekster det, der bliver et gennemgående tema i fejringen: glæden i himlen, i hele skaberværket og blandt englene og menneskene over det mysterium, som Gud virker i og gennem Guds Moder. Højtiden varer derfor til og med den 25. november.
Liturgien den 21. november anvender stærke bibelske billeder, ofte som kontraster, og viser os Maria, der modtages i templet og selv bliver et tempel, den, der tager imod. Hun er det helliggjorte tabernakel, barnet, som også er Guds bolig, arken, det åndelige tempel, tronen, paladset og brudesengen – alle betegnelser, som den kristne tradition har givet hende i mysteriet om hendes guddommelige moderskab: »… lad os ære hendes helliggjorte bolig, den levende ark, som har modtaget Ordet, som intet kan rumme …«; »… hun, der i sandhed er vor hellige Guds allerhelligste tempel, næres af en engel …« Den samme ærkeengel Gabriel, som senere skal sendes af Gud til Nazaret for at bringe Maria det glædelige budskab om Guds Ords fødsel i kødet, sendes også nu til Maria under hendes ophold i templet: »… du er kommet til Herrens tempel for at blive opfostret i Det Allerhelligste som en helliggjort skabning. Da blev Gabriel også sendt til dig, du ubesmittede, for at bringe dig føde …«; »… lyt, du rene, unge Jomfru: Lad Gabriel forkynde den Højestes ældgamle og sande plan. Gør dig rede til at modtage Gud, for gennem dig skal den Uendelige bo blandt de dødelige.«
Et af vesperens troparier sammenfatter hele højtidens mysterium med en næsten enestående skønhed: skaberværkets glæde, mysteriet om Maria, der er blevet Guds datter og Guds Moder, hendes jomfruelighed og hendes moderskab samt englen, der forkynder det glædelige budskab: »I dag fejrer vi, de mange troende, der er samlet her, en højtid i ånden, og fromt hylder vi Jomfruen, Guds datter og Guds Moder, som føres til Herrens tempel. Hun er blevet udvalgt blandt alle slægter til at være tabernakel for Kristus, hele verdens Hersker og Gud over alle ting. I jomfruer, ban vej med lamper for at ære den evigt jomfrueliges ophøjede gang. I mødre, læg al sorg bort og følg hende fulde af glæde for at fejre hende, der er blevet Guds Moder, årsagen til verdens glæde. Lad os derfor alle sammen med englen med glæde råbe til den nådefyldte, som altid går i forbøn for vore sjæle: ›Glæd dig!‹« Højtidens troparion fremstiller desuden denne dag som forspillet til Guds velbehag og frelse, det vil sige Guds Ords inkarnation: »I dag er forspillet til Herrens velbehag og den første forkyndelse af menneskenes frelse …« Fra den 16. november indleder den byzantinske tradition nemlig »julefasten«, den periode, hvor Kirken især gennem askese forbereder sig på fejringen af vor Herre Jesus Kristi fødsel.
Vesperens liturgi rummer tre læsninger fra Det Gamle Testamente: 2 Mos 40,1 ff. om indvielsen af vidnesbyrdets telt og den herlige skys tilstedeværelse som tegn på Herrens herlighed, der fylder det; 3 Kong 8,1 ff. om indførelsen af Herrens pagtsark i Salomos tempel; og Ez 43,27–44,4 om Herrens herlighed, der fylder templet, og den lukkede port, som kun Herren åbner. Hvad evangelielæsningerne angår, er læsningen ved morgengudstjenesten perikopen Luk 1,39–49.56 om Marias besøg hos Elisabeth. I den guddommelige liturgi læses Luk 10,38–42; 11,27–28, det vil sige perikopen om Martha og Maria og ordene: »Salige er de, som hører Guds ord.« [Frit oversat fra italiensk.]
Ved morgengudstjenesten forbinder den kanon, der tilskrives Giorgio af Nikomedia (+860), hver af de sungne oder med Guds Moder: »Jeg vil åbne min mund; den skal fyldes med Ånden, og jeg vil fremføre en tale til ære for Moderen og Dronningen … Som en levende og rig kilde, o Guds Moder, styrk dine sangere … Da profeten Habakkuk betragtede den uransagelige guddommelige plan for din inkarnation fra Jomfruen, o Højeste, udbrød han: ›Ære være din magt, Herre.‹« Desuden giver det sidste troparion i hver ode os den kristologiske nøgle til læsningen af den: »Kristus fødes, giv ham ære; Kristus stiger ned fra himlene, gå ham i møde; Kristus er på jorden, løft jer. Syng for Herren, hele jorden, og lovpris ham med glæde, I folkeslag, for han er blevet herliggjort. Til Sønnen, som før alle tider uforanderligt blev født af Faderen og i de sidste tider blev inkarneret af Jomfruen uden sæd, til Kristus, Gud, råber vi: ›Du, som har løftet vor pande, du er hellig, Herre.‹ Havuhyret udstødte Jonas fra sit indre som et foster, sådan som det havde modtaget ham. Efter at Ordet havde taget bolig i Jomfruen og antaget kød, udgik det fra hende og bevarede hende ufordærvet; for Ordet bevarede Moderen uskadt fra den forgængelighed, som hun ikke havde været underlagt.«
Højtidens ikon viser os Guds Moder, der modtages af ypperstepræsten i templet og føres frem af Joakim og Anna. Maria fremstilles som en voksen ung kvinde, der træder ind i det jordiske tempel for at forberede sig på at blive den Højestes tempel. I et hjørne af ikonet ser vi processionen af jomfruer, som har ledsaget Maria, og til højre englen Gabriel, der bringer hende føde.
Den 21. november fremstilles Guds Moder først og fremmest som den, der bliver et tempel, en bolig for Guds inkarnerede Ord, og dermed som et forbillede og et billede på det, enhver kristen bliver gennem dåben. Hendes indførelse og hendes liv i templet er også vores indførelse og vores liv i templet, det vil sige i Kristus, i overensstemmelse med hans evangelium. Dette er altså Guds velbehag, menneskenes frelse: at gøre dem til Kristi tabernakel, tempel, trone, palads og bolig – Kristus, Gud blandt menneskene – sådan som det synges i højtidens eget troparion: »I dag er forspillet til Herrens velbehag og den første forkyndelse af menneskenes frelse. For alles øjne viser Jomfruen sig i Guds tempel, og for alle bebuder hun Kristus. Også vi råber til hende med høj røst: ›Glæd dig, du fuldendelse af Skaberens frelsesplan.‹«
Af +P. Manuel Nin, apostolisk eksark af Grottaferrata · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark





