“Desirée (til højre) forlader scenen efter at have talt med pave Leo XIV (til venstre) under aftenbønnen på Lluís Companys Olympiske Stadion i Barcelona den 9. juni 2026.
En ordveksling mellem en ung kvinde og pave Leo i Spanien inviterer os til at overveje: Hvor finder vi Gud i vores lidelse?”
Under en spørgerunde (Q&A) under pave Leo XIV’s besøg i Spanien delte en ung kvinde ved navn Desirée en hjerteskærende historie.
Da hun var lille, forsøgte hendes far at dræbe hendes mor. En ung mand trådte ind for at beskytte hende og blev i stedet dræbt. Hendes far kom i fængsel, og hendes mor blev afhængig af stoffer.
Da hun var 10 år, greb de sociale myndigheder ind. Efter en tid på et børnehjem blev Desirée anbragt i en kærlig familie og blev til sidst døbt. Men som hendes tro voksede, begyndte hun at stille Gud et spørgsmål, som mange af os har hvisket i mørket: “Hvor var du?”
Hun stillede to spørgsmål til paven: Hvordan kan jeg tilgive min far? Og hvordan kan jeg virkelig forsones med Gud?
Pave Leo sagde til hende: “Vi kan ikke tillægge Gud det, som er blevet betroet til vores ansvar.” Hvis vold sker, hvis kærlighed i familier forvandles til had, er det ærlige spørgsmål ikke “Hvor var Gud?”, men et spørgsmål om os — om en menneskehed, der undertiden bliver fange af sin egen ondskab. Og tilgivelse, mindede han hende om, er en rejse snarere end en enkelt handling, en, der aldrig kræver, at man vender tilbage til et farligt forhold eller lader som om såret aldrig fandt sted.
I mit arbejde med CatholicCounselors.com ledsager jeg ofte mennesker, der har lignende spørgsmål: Hvordan tilgiver jeg de mennesker, der har såret mig? Og hvordan kan jeg tilgive Gud for at have ladet det ske?
Lad os se på, hvordan vi kan begynde at besvare begge disse spørgsmål i mødet med vores egen smerte.
At tilgive andre
Pave Leos svar til Desirée om at tilgive hendes far mindede mig om, hvad både den hellige Augustin og pave Johannes Paul II har sagt om tilgivelse. Nemlig at tilgivelse simpelthen er beslutningen om at opgive vores ønske om hævn. Tilgivelse kræver ikke, at vi lader som om overgrebet aldrig fandt sted, eller at vi udsætter os selv for fare igen, eller nægter at holde personen ansvarlig. Det betyder ganske enkelt, som Katekismen lærer, at jeg forpligter mig til at opgive mit ønske om at skade nogen for at være blevet såret (2843).
Ligeledes er det muligt for en kristen at tilgive nogen uden at blive forsonet med vedkommende, især når personen ikke angrer eller er farlig. Som paven sagde til Desirée, kan vi arbejde på at afvise hadet i vores hjerte, reparere det, der kan repareres, og bede for personen — alt sammen uden at udsætte os selv for fare.
Tilgivelse er noget, vi kan gøre af egen kraft, men forsoning kræver, at alle involverede er villige og i stand til at gøre det arbejde, der kræves for at helbrede relationen.
At tilgive Gud
Men hvordan kan jeg forsone mig med Gud, når det, jeg har lidt, får mig til at føle, at han har forladt mig — eller det som er værre?
De fleste af os tror, at hvis Gud virkelig elskede os, ville han skåne os for lidelse. Lidelse føles som et guddommeligt svigt. Hvordan kan vi stole på Gud, hvis han ikke forhindrer, at dårlige ting sker for os?
Så naturligt som det er at stille dette spørgsmål, er det baseret på en misforståelse af Guds oprindelige plan for os, hvordan denne plan blev ødelagt, og hvad Gud gør — selv nu — for at virkeliggøre denne plan.
I begyndelsen
I Første Mosebog ser vi, at Gud først skabte en verden uden lidelse. Hans oprindelige plan for os var et liv uden smerte, slid og hårdt arbejde. Faktisk antyder Johannes Paul II’s Kroppens Teologi, at vores ubevidste forventning om et liv uden lidelse ikke er naivitet. Det er et ældgammelt, ubevidst kollektivt minde om den verden, vi oprindeligt blev skabt til.
Men da vores første forældre afviste Guds plan, afviste de også det smertefrie liv, Gud havde tilbudt dem. På trods af alt det gode omkring dem krævede Adam og Eva retten til at kende både godt og ondt (1 Mos 3, 5).
Som følge heraf blev den skrøbelige balance, der forhindrede lidelse, brudt. Jorden ophørte med at være Guds rige og blev fjendeland (Joh 18, 36). Lige siden har mennesket levet bag fjendens linjer og lidt under alt, hvad dette indebærer.
Derfor kalder katolikker Kirken på jorden for “den kæmpende Kirke”. Alle mennesker er under konstant angreb fra lidelse og ondskab.
Selv om kristne ikke er immune over for lidelse, har Gud placeret os i en privilegeret position. I stedet for at efterlade os magtesløse viser Kristus os, hvordan vi overvinder det onde og dets virkninger. Han giver os kraftfulde våben — tro, håb, kærlighed, sandhed, godhed, skønhed og alle dyderne — som gør os i stand til at frembringe godhed, helbredelse, fred og velsignelse selv ud fra det største onde.
Selv om vi stadig lever bag fjendens linjer og lider under fjendens angreb og pile, så undergraver og besejrer Gud konstant det onde — og viser os, hvordan vi kan bruge det godes kraft til at kæmpe sammen med ham.
At frigøre det godes kraft
Kristne tror ikke, at det gode “bare sker”. Ingen velsignelse er et uheld eller en tilfældighed. Alt godt, der sker — især i sporet efter en tragedie — er tegn på, at Gud arbejder aktivt (både direkte og gennem de mennesker, der følger ham) for at frelse os fra lidelse og hjælpe os med at overvinde ondskabens virkninger i alle dets former.
Siden de første øjeblikke efter menneskets fald har Gud uophørligt arbejdet på at skabe orden ud fra kaos, fred ud fra konflikt, helbredelse ud fra smerte og liv ud fra død. Gud lover: “Se, jeg gør alting nyt” (Åb 21, 5).
Eksistensen af det gode (gode handlinger, gode ting, gode resultater osv.) — især i en falden verden præget af ondskab — er et tegn på Guds konstante kærlighed og hans bestræbelser på at frelse og helbrede sine børn. Ydermere, er det et vidnesbyrd om hans ønske om at lære os at deltage med ham i denne noble kamp.
Og dette bringer os tilbage til vores spørgsmål: Hvor finder vi Gud i vores lidelse?
Lige midt i vores smerte. Vi møder ham i den lille stemme i hjertet, der siger: “Dette er uretfærdigt. Der må være mere i livet end dette. Helbredelse må være mulig. På en eller anden måde kan jeg få noget godt ud af dette.”
Det er ikke vores stemme (selv om det lyder som os). Det er Helligåndens stemme, der kalder os ud af fortvivlelse og lover helbredelse. Selv i de mørkeste øjeblikke, hvis vi lytter, kan vi høre Gud sige: “Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig, min sejrrige hånd holder dig fast” (Es 41, 10).
Den naturlige menneskelige reaktion på lidelse er at give op, og lade den vinde. Hvis du nogensinde er kommet igennem svære tider af enhver art, så gjorde du det, fordi Helligånden virkede inde i dig, viste dig hvordan du rejser dig igen, hvordan du holder fast i de gaver og styrker han har givet dig, og finde de mennesker der kunne hjælpe dig til at holde ud, frem mod et sted med helbredelse, styrke og helhed på trods af alt.
Og hvis du endnu ikke har fundet denne helbredelse, styrke og helhed, er det kun fordi Gud ikke er færdig med at skrive din sejrs historie. “Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os” (Rom 8, 37).
At tilgive andre. At forsone sig med Gud
Det bringer os tilbage til Desirées to tæt forbundne spørgsmål.
Hvad betyder det at tilgive dem, der har såret os?
Det betyder at afvise at såre dem som har såret os, at holde dem ansvarlige for deres handlinger, så de kan lære af og angre deres synder. Og være villig til at forsones, hvis det nogensinde bliver sikkert og passende at gøre det — men ikke før.
Og hvordan kan vi overvinde følelsen af sårethed og svigt vi føler overfor Gud i vores lidelse? Som pave Leo mindede os om i Spanien:
“Gud ønsker ikke lidelse; han bærer den sammen med os og inviterer os til at stole vedholdende på ham.”
Vi må åbne øjnene for at se, at Gud ikke kun aldrig ønskede, at vi skulle lide, men fra det første øjeblik, hvor fjenden påførte os smerte, dækkede Gud allerede et sejrsbord foran os midt i fjendens nærvær og viser os hvordan vi kan helbrede – og endda blomstre – til trods for det var har oplevet, og afslørede at med ham ved vores side har vi intet at frygt.
Af Greg Popcak 12. juni 2026 · Oversat af EWTN Danmark
