Dr. Gregory Popcak sætter fokus på den særlige dimension af åndelig skyldfølelse, som katolske mødre ofte oplever, når de kæmper med psykiske problemer efter en fødsel.
Som reaktion på den voksende nationale opmærksomhed på mødres psykiske sundhed har den katolske psykolog og populære vært på EWTN Radio Gregory Popcak udgivet en gratis e-bog, der skal give klinisk vejledning og åndelig støtte til kvinder med fødselsdepression (PPD).
Popcak fortalte National Catholic Register, EWTN News’ søsterpartner, hvorfor han følte sig tilskyndet til at bidrage med en katolsk stemme til denne meget omtalte debat.
»Jeg har skrevet den, fordi katolikker ikke er immune over for hverken fysiske eller psykiske lidelser, og fordi vi som katolikker har et særligt helhedsorienteret syn på helbredelse, som tilskynder os til at bruge de medicinske, psykologiske, relationelle og åndelige redskaber, vi har til rådighed, for at fremme vores helbredelse og trivsel.«
Popcak understregede behovet for en stemme med troen som udgangspunkt i en debat, der berører omkring hver syvende nybagte mor.
»Selv om vi måske gerne vil tro noget andet, rammes troende lige så meget af psykiske problemer som alle andre,« understregede Popcak.
»Forskningen viser faktisk, at troen er en beskyttende faktor … men vi rammes stadig af disse problemer. Jeg mente, at det var vigtigt, at vi kan forholde os til dette på en måde, der afspejler vores katolske tro og det katolske menneskesyn.«
Opgør med stigmaet omkring skyldfølelse
E-bogen fokuserer især på den særlige dimension af åndelig skyldfølelse, som katolske mødre ofte oplever, når de kæmper med psykiske problemer efter en fødsel.
Popcak forklarede, at mange katolske mødre opfatter deres symptomer som et personligt eller åndeligt svigt og fejlagtigt tror, at deres mistrivsel er tegn på manglende taknemmelighed for deres barn eller et svagt bønsliv.
»De følelser er ikke udtryk for, hvem moren er,« sagde Popcak i et interview på EWTN Radio. »Det er sygdommen, der angriber dine følelser. … Du svigter ikke, lige så lidt som du ville svigte, hvis du havde influenza. Du er heller ikke selv skyld i, at du har fået fødselsdepression. Det er din krops reaktion på det normale fald i hormonniveauet efter fødslen samt en række andre faktorer.«
Bogen indledes med en indtrængende advarsel, der opfordrer mødre, som befinder sig i en alvorlig krise eller har tanker om at skade sig selv, til straks at søge lægehjælp. Samtidig mindes de om, at »disse følelser er ikke dig; det er sygdommen, der taler«.
At skelne mellem »baby blues« og behov for behandling
Under udsendelsen redegjorde Popcak for de afgørende forskelle mellem almindelige, kortvarige humørsvingninger – ofte omtalt som »baby blues« – og klinisk fødselsdepression eller fødselspsykose. »Baby blues« kulminerer typisk omkring femtedagen efter fødslen og fortager sig inden for to uger, mens symptomer, der varer længere, kræver en lægefaglig vurdering.
Popcak anbefalede rutinemæssig screening ved besøg hos en gynækolog eller fødselslæge samt hos børnelægen og sammenlignede kontrol af den psykiske sundhed med grundlæggende fysiske undersøgelser.
»Når vi går til lægen, får vi målt blodtrykket, selv om vi ikke føler os svimle,« bemærkede Popcak. »Et screeningsskema for fødselsdepression tager omkring fire minutter at udfylde. … Det bør være lige så almindeligt som at få målt blodtrykket.«
Han understregede også, at behandlingen bør omfatte både fysiske og psykologiske aspekter. Han anbefalede psykologisk rådgivning sideløbende med medicinsk behandling såsom SSRI-præparater (almindelige receptpligtige lægemidler mod depression og angst), så mødre kan udvikle strategier til at håndtere situationen og bearbejde de bagvedliggende belastninger.
Forskellen på selvopofrelse og selvdestruktion
Da han talte om de åndelige spørgsmål, der knytter sig til mødres selvopofrelse, skelnede Popcak mellem sund selvhengivelse efter Kristi forbillede og skadelig selvforsømmelse.
»Der er forskel på selvopofrelse og selvdestruktion,« advarede Popcak og opfordrede ægtemænd og den øvrige familie til at træde til og støtte de nybagte mødre. »Gud giver os vores krop, så vi kan arbejde for andres bedste. På en måde er kroppen et redskab, men den kan kun udføre den opgave, den er skabt til, hvis vi passer på den. … Det er hverken uansvarligt, egoistisk eller selvforkælende, at tømreren sliber sin sav.«
Den nye e-bog stilles gratis til rådighed for mødre, familier og sjælesørgere.
Denne artikel blev første gang offentliggjort af National Catholic Register, EWTN News’ søsterpartner, og er blevet bearbejdet af EWTN News.
Af Alyssa Murphy · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark





