Katolske ledere opfordrer til beskyttelse af kristen landsby efter angreb i Bangladesh

Kirkelige repræsentanter og ledere fra oprindelige folk besøger Gazarikura efter angrebet.

Flere hjem blev plyndret og udsat for hærværk i en overvejende katolsk landsby, efter at liget af en muslimsk mand blev fundet i nærheden, og 19 landsbyboere fra et oprindeligt folk blev anholdt.

Den katolske Kirke og kristne ledere fra oprindelige folk i Bangladesh har opfordret myndighederne til at beskytte de familier, som er rædselsslagne efter et angreb på en kristen landsby, og til at stille de ansvarlige for retten.

Den 12. august blev huse i landsbyen Gazarikura – et lokalsamfund i bispedømmet Mymensingh i den nordlige del af landet, hvor muslimer udgør flertallet – angrebet, plyndret og udsat for hærværk. Lokale medlemmer af garofolket oplyste, at de stjålne ejendele omfattede kontanter, køer, geder og andre værdigenstande.

Familier fra garofolket oplyste, at angrebet og plyndringen blev udført af personer fra en muslimsk nabolandsby, efter at liget af en muslimsk mand var blevet fundet i deres landsby.

Pastor Simon Hacha, generalvikar i bispedømmet Mymensingh, besøgte landsbyen sammen med andre præster og ordenssøstre samt ledere fra garofolket og lokale ledere.

»Vi ønsker ingen uro; vi går ind for fred,« sagde Hacha, der selv tilhører garofolket, til EWTN News.

»Vi beder for den afdødes sjæl, hvis dødsfald har givet anledning til dette problem, og vi udtrykker vores medfølelse med hans familie,« sagde han.

Han opfordrede politiet til ikke at chikanere personer, der ikke er skyldige, men til at identificere gerningsmændene og træffe passende foranstaltninger.

»Jeg håber, at myndighederne vil sørge for sikkerheden for medlemmerne af garofolket i denne landsby, og at landsbyboerne vil bevare et godt indbyrdes forhold, så der fremover kan herske fred,« tilføjede Hacha.

Tab og anholdelser

Landsbyens ledere fortalte EWTN News, at seks huse i Gazarikura var blevet udsat for hærværk, og at møblerne i et af husene var blevet brændt. Angriberne tog 7 køer, 10 geder, en motorcykel, kontanter og dyre møbler med sig. Hændelsen skabte panik blandt de lokale beboere.

Under et besøg i landsbyen den 14. august fortalte pastor Lawrence Ribeiro, sognepræst i Mariamnagar, telefonisk EWTN News, at 11 huse var blevet plyndret, og at fjernsyn, køleskabe, køer og geder var blevet taget med. Familierne har ikke mad nok, sagde han. »Derfor bragte vi mad, sæbe og andre ting ud til disse familier.«

Ribeiro sagde, at familiernes tab var blevet opgjort til omkring 4 millioner taka. (omkring 206.000 DKK)»Vi er ved at forberede en anmeldelse af plyndringen,« sagde han.

Politiet bjærgede liget af den 40-årige rishandler Billal Hossain. Nitten personer, herunder mænd og kvinder fra garosamfundet, blev anholdt på mistanke om at have forbindelse til sagen. Politiet løslod senere 14 af dem.

Ifølge politikilder forsvandt Hossain, der boede i Jarultala-området i upazilaen (underdistriktet), den 4. august. Om eftermiddagen den 12. august bemærkede lokale landmænd, der arbejdede på en mark, en ubehagelig lugt nær en kanal. De undersøgte området og fandt liget begravet i jorden. Efter at politiet var blevet underrettet, rykkede det ud til stedet og bjærgede liget.

En organisation for studerende fra garofolket skrev i en erklæring: »Vi vil gerne sige helt klart, at ansvaret for en enkeltpersons forbrydelse aldrig kan lægges over på en hel etnisk gruppe, et helt samfund eller en hel befolkning.«

»Hvis nogen er involveret i en forbrydelse, vil vedkommendes medvirken blive fastslået gennem en uvildig og retfærdig efterforskning. Hvis forbrydelsen bevises, vil vedkommende blive stillet for retten i henhold til gældende lov. Men det strider mod retfærdigheden at mistænke, chikanere eller gøre en anden uskyldig person til offer på grund af vedkommendes identitet, etniske tilhørsforhold eller tilhørsforhold til et bestemt samfund,« udtalte studenterorganisationen.

S.M. Noor Mohammad, leder af politistationen i Jhenaigati, sagde, at der nu er ro i landsbyen, og at politiet er blevet indsat.

»Politiet efterforsker hændelsen og arbejder fortsat på at identificere de gerningsmænd, der var involveret,« sagde Mohammad.

Den 9. august havde medlemmer af oprindelige folk demonstreret for deres rettigheder og mod overgreb på dem i anledning af den internationale dag for verdens oprindelige folk.

Af Stephan Uttom Rozario · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark

Flere nyheder fra EWTN Danmark

Watch Live