KOMMENTAR: At besvare Guds kald indebærer et offer. Det er den uundgåelige, personlige »pris for at være discipel«. Det kræver, at Jesus kommer før alt andet.
Vores datter gik stadig i grundskolen, da venner begyndte at antyde, at hun måske havde et kald til ordenslivet. Til at begynde med hæftede vi os ikke ved bemærkningerne, men senere indså vi, at de var ment som komplimenter. Allerede som barn var hun moden langt ud over sin alder, og det var tydeligt for alle omkring hende.
Hun var altid en naturlig leder – et retskaffent menneske, medfølende og empatisk. Jeg husker, at hun i dagene efter angrebet på tvillingetårnene den 11. september tilbragte tid alene på sit værelse med at lave små støttebånd af røde, hvide og blå bånd. Bagefter gik hun rundt i kvarteret og solgte dem, og hun sendte indtægterne til Røde Kors.
Hun blev født blot få timer efter, at min mor pludselig var død. Det var en sorgfuld og hellig tid, og jeg tror, at Gud stille lod nogle af min mors fineste egenskaber gå i arv til vores datter. Deres fælles kærlighed til de fattige blev en del af min datters arv. Min mor var med til at grundlægge et lokalt herberg for hjemløse, og to gange i årenes løb så jeg min datter løbe efter en hjemløs mand med 20 dollar i hånden, forvisset om, at han på en eller anden måde ville gengælde det.
Vores datter voksede op og begyndte på universitetet; det blev indledningen til en ny fase i hendes liv. Det var da, hun faktisk begyndte at føle sig draget mod ordenslivet. Da hun var hjemme til sin første jul, fortsatte vi den vane, vi havde haft, før hun begyndte på universitetet: at sætte juletræet op sammen. Hun pyntede det, mens jeg blev siddende i sofaen og kom med forslag. Traditionen med juletræet var hendes idé, og vi holdt begge af den.
Det år spurgte hun mig for første gang, om jeg troede, at hun havde et kald til ordenslivet. Hun var lige begyndt at ses med en, og hun begyndte at græde. Spørgsmålet gjorde hende tydeligvis oprørt, så jeg svarede, at det troede jeg ikke.
De følgende to år var det stort set det samme ved juletid. Hun satte juletræet op, og vi fortalte hinanden, hvad vi gik og tænkte på. Hun havde endnu ikke afklaret spørgsmålet om et kald til ordenslivet, så vi talte ganske enkelt om, hvad det kunne indebære for hende.
Hun var bange for at miste sine venner. Hun vidste, at hun aldrig ville blive gift og få sin egen familie. Hun elskede sin selvstændighed og spekulerede på, om hun ville miste den. Hun var også bekymret ved tanken om at skulle skifte navn.
Endnu vigtigere satte hun ord på sine tanker om, hvordan det ville være at give hele sit liv til Jesus. Hvad ville han bede hende om? At besvare hans kald ville indebære et offer. Det er den uundgåelige, personlige »pris for at være discipel«. Det kræver, at Jesus kommer før alt andet.
Som julegave i hendes sidste år på universitetet gav vi hende en billet til at besøge det kloster, hvor søstrene boede. Hun var urolig og tøvede med at tage af sted. Hun fældede endda et par tårer.
Vi hørte ikke fra hende i fire dage. Så ringede hun og fortalte, at hun havde elsket at være der. Vi var forbløffede. Vores datter, som ellers var mester i at udskyde tingene, spurtede nærmest hjem for at skrive brevet, hvori hun bad om at blive optaget. Inden måneden var omme, modtog hun brevet om, at hun var blevet optaget.
Da gik det endelig op for mig, at hendes kald ikke kun ville have en pris for hende, men også for min mand og mig. Vi gav hende bogstaveligt talt fra os til en verden, som vi ikke helt forstod. Det gjorde mig bedrøvet at vide, at hun fremover skulle kalde en anden »moder«. Hun skulle ikke længere pynte vores juletræ. Listen fortsatte i det uendelige, og det ville kræve et offer fra vores side.
Noget af det, der gjorde mig mest ydmyg ved denne oplevelse, var at se hende give alle sine ejendele væk – også alt det, vi havde givet hende gennem årene. Aften efter aften gennemgik hun sine ting og satte en seddel på hver enkelt med navnet på en anden.
Hun gav sine baseballkasketter, billetstumper fra biografen og alle de minder, hun havde samlet siden barndommen, væk. Alt sammen gik til venner, der betød noget særligt for hende. Hun gemte sin mest dyrebare ejendel til sidst – sin blå neglelak.
Til sidst var tiden inde til at sige farvel. Nu var det min tur til at græde, og jeg græd. Jeg hulkede. Den smukke lille pige – nu en smuk ung kvinde – som Gud havde givet os for at mildne smerten ved min mors død, vendte nu tilbage for at arbejde i hans vingård som søster Maria Paris fra Religious Sisters of Mercy.
Som sagt har det sin pris at være discipel.
Men jeg tror, at pointen er denne: Når jeg ser tilbage på det, jeg netop har skrevet, er der kun ét spørgsmål, der virkelig betyder noget: Har udbyttet været prisen værd – i hendes liv og i vores? Den, der lever med prisen, kender svaret – og glæden.
Af Terry Polakovic · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
