»Hele messen kan forstås ud fra tre aspekter: invitation, fællesskab og mission.«
Redaktionens bemærkning: Denne artikel blev oprindeligt bragt på Substack. Den genoptrykkes her med tilladelse.
Vi længes alle – uanset om vi er religiøse eller ej – efter transcendens, fordi menneskehjertet er skabt til det. Med transcendens mener jeg bevidstheden om noget, der er større end os selv, noget, der rækker ud over os. Det er oplevelsen af noget så smukt og stærkt, at ordene ikke slår til, og vores hjerter bevæges. Måske har du oplevet det, mens du betragtede en stjernefyldt nattehimmel, vandrede i Ozarkbjergene eller trådte ind i en betagende smuk katedral. Sådanne naturlige oplevelser af transcendens er gaver, der peger os hen imod den transcendente Gud. Gud er den helt Anden – han er uskabt, uendeligt hellig og hinsides menneskelig forståelse. Han er også langt mere forskellig fra os, end han ligner os, og alligevel skabte Gud os i sit billede til at leve i fællesskab med ham. Selv om menneskehjertet længes efter alle slags møder med noget, der er større end det selv, længes det derfor især efter et møde med universets Gud.
Desværre trækker meget i nutidens kultur os i den modsatte retning – mod noget, der er mindre end os selv. Så meget reduceres til underholdning, nydelse og nytte. Der er naturligvis intet grundlæggende galt med det hverdagslige og det små. Det udgør størstedelen af dagliglivet, og sådan har Gud indrettet det. Men der opstår problemer, når det er alt, vi oplever, og det eneste, vores liv retter sig mod.
I modsætning hertil er den katolske tro centreret om liturgien, som fører os ud af det hverdagslige og ind i himlens forgårde, ind i evighedens herlighed! Hver messe er et møde: Gud inviterer os ind i den himmelske tilbedelse, vi får fællesskab med Kristus, og vi sendes ud i verden som missionerende disciple for at hjælpe andre til at møde Gud, sådan som vi selv har gjort.
Under messen inviterer Gud os til guddommelig lovprisning
Invitationen begynder i samme øjeblik, liturgien tager sin begyndelse, for hele messen er et møde med Kristus, som »altid er til stede i sin Kirke, især i dens liturgiske fejringer«. Vi retter med god grund ofte opmærksomheden mod Jesus, som er til stede i den hellige kommunion, men han er også til stede i præsten, i den forkyndte Skrift, i sangen og i den forsamlede menighed. Hele liturgien er et møde med Kristus, som først senere når sit højdepunkt i kommunionen. (1)
I det hellige messeoffer møder vi Jesus, som derpå inviterer os ind i sin egen tilbedelse af Faderen. Som den Katolske Kirkes Katekisme forklarer, »Gud forherliges fuldkomment og mennesket helliggøres, her knytter Kristus altid kirken, sin højtelskede brud, til sig, idet denne påkalder sin Herre og gennem ham dyrker den evige Fader« (KKK 1089). Men hvad består denne tilbedelse i?
Skriften fortæller, at apostlen Johannes i et syn så tilbedelsen i himlen med engle, helgener, røgelse, sang og »et lam. Det så ud, som om det var slagtet« (Johannes’ Åbenbaring 5, 6). Jesus fremtræder i himlen som offer, fordi han som den evige ypperstepræst frembærer sit offer på korset – bragt én gang for alle – for Gud Fader og uophørligt går i forbøn for os (jf. Romerbrevet 8, 34).
Det er netop dette offer i messen, som liturgien gør »sakramentalt« nærværende på kirkens alter: den korsfæstede og opstandne Herre. Derved får vi del i Kristi himmelske offer til Faderen! Det er ikke mærkeligt, at stadig flere unge mennesker drages af liturgiens overjordiske karakter – i messen rører himlen jorden, og den transcendente Gud bliver immanent. Her slutter englene og de hellige sig til den jordiske menighed, idet Kristus drager os ind i sit frelsesværk og himlens liturgi.
Hvordan deltager vi så helt konkret? Det er ikke nok at overvære messen som passive tilskuere; vi inviteres derimod til at frembære messen i forening med præsten. Efter læsningerne, mens alteret gøres klar, kan – og bør – vi lægge os selv på alteret sammen med vores egne offergaver: vores arbejde, glæder, lidelser, nederlag, sejre og familier. Alt uden undtagelse kan lægges på alteret. Når Kristi fuldkomne offer på Golgata gøres nærværende på det samme alter, optages vores ufuldkomne offergaver i hans offer og frembæres for Faderen i Jesu ene fuldkomne kærlighedshandling.
Forestil dig det sådan: Hvis du havde levet, da Kristus blev korsfæstet, og havde fået det store privilegium at stå under korset sammen med Moder Maria, hvad ville du da have gjort? Ligesom Vor Frue ville du uden tvivl have forenet dit hjerte med Jesu Hellige Hjerte og din kærlighed med hans fuldkomne kærlighedsoffer til Faderen. Messens forbløffende privilegium er, at Kristus sakramentalt giver os netop denne mulighed – en mulighed, som historisk kun blev givet en håndfuld disciple.
Selv om al denne tale om Golgata og offer kan virke lidt overvældende, er det i sandhed en stor glæde for Jesus at modtage vores kærlighedsofre og lade os tage del i hans fuldkomne tilbedelse af Faderen, ligesom det er en glæde for Faderen at modtage den. Intet skabt væsen kunne nogensinde frembære en tilbedelse, der er Guds uendelige majestæt værdig. Derfor lader Kristus os i sin nåde få del i sin egen fuldkomne tilbedelse af Faderen – netop fordi han ved, at det er her, vores sande glæde og det bedste middel til vores helliggørelse findes.
Utroligt nok nøjes Gud ikke med dette. Han ønsker et endnu dybere møde og kommer derfor til os i den hellige kommunion. Her kulminerer Guds invitation, idet han giver sig selv til os i eukaristien – legeme, blod, sjæl og guddommelighed.
Under messen giver Gud sig selv til os
Forestillingen om, at Jesus ville give os sit kød at spise, vakte forargelse blandt hans jødiske tilhørere; »Af den grund trak mange af hans disciple sig tilbage og vandrede ikke mere med ham.« (Johannesevangeliet 6, 66). Tanken forekommer stadig utrolig for mange nutidige kristne, der kun betragter eukaristien som et symbol. Men for katolikker er »eukaristien ›kilden til og højdepunktet i hele det kristne liv‹« (KKK 1324), fordi den er vores mest intime møde med Herren.
Jesu lære er helt klar: »Thi mit Kød er sand Mad, og mit Blod er sand Drik. Den, som æder mit Kød og drikker mit Blod, han bliver i mig, og jeg i ham « (Johannesevangeliet 6, 55–56). Når vi modtager Herren i den hellige kommunion, forbliver vi i ham, og han forbliver i os.
Når vi under messen hører ordene »Dette er mit legeme« og »Dette er kalken med mit blod«, gør Kristus sig gennem præsten sandt nærværende og tilbyder at forene sig med os. Som pave Benedikt XVI skrev: »I eukaristien giver Jesus os ikke en ›ting‹, men sig selv.« 2 Med andre ord rummer messen et stærkt møde med Herren, som tilbyder os den tættest mulige relation på jorden.
Det interessante er, at Kristi immanens i eukaristien selv er et udtryk for hans transcendens. Fordi Jesus er Guds evige Søn, kan han gennem tiderne være helt til stede på tusinder af altre samtidig, så hans ene offer kan gøres sakramentalt nærværende gennem resten af menneskehedens historie. Fordi han er Gud, kan Kristus skjule sin uendelige herlighed og give os sit opstandne kød at spise. Gud er så stor, at han kan gøre sig lille uden at ophøre med at være stor!
Lad os nu træde et skridt tilbage og spørge, hvorfor universets Gud valgte at møde os under brødets og vinens ringe skikkelser. Det er uventet og næsten pinligt materielt.
Den hellige Thomas Aquinas forklarer: »Det var passende, at Gud gennem visse legemlige tegn gav mennesket en åndelig medicin; for hvis åndelige ting blev tilbudt mennesket uden noget slør, ville dets sind, som er optaget af den materielle verden, ikke kunne rette sig mod dem.« 3 Gud underviser os gennem materielle ting, netop fordi vi både er legemlige og åndelige – vi er krop og sjæl. Jesu lignelser er fulde af konkrete billeder – får, en sædemand, der sår, vinsække og en fortabt søn – fordi vi når frem til immaterielle begreber gennem materielle ting. På samme måde forstår vi åndelige sandheder bedre gennem det materielle: Når vi døbes til Kristus, sker det med vand; når vi salves under sygdom, sker det med olie; og når vi tilbydes forening med Kristus, sker det gennem forvandlet brød og vin.
Men Gud kunne have valgt hvad som helst i den materielle verden. Hvorfor valgte han mad? Den mest nærliggende grund er måske, at mad nærer os, og Jesus ønsker at nære os i både krop og sjæl. Når vi spiser mad, bliver den en del af os. Men når vi modtager eukaristien, optager vi ikke blot Jesus i os – vi optages i ham. Den hellige Augustin forklarer dette mysterium fra Jesu perspektiv: »Jeg er de voksnes føde. Voks, og du skal næres af mig. Du skal heller ikke forvandle mig til dig selv, som du gør med legemlig føde; du skal derimod forvandles til mig.« 4
Mad spiller også en vigtig rolle i Bibelen. Måltider bruges til at knytte venskab, skabe fred og vise gæstfrihed. Endnu vigtigere er det, at måltider skaber fællesskab gennem pagter. 5 Under den sidste nadver forvandlede Jesus påskemåltidet til den nye pagts måltid (jf. Matthæusevangeliet 26, 28) og beseglede pagten med sit offer på Golgata. Den hellige Paulus udtrykker denne sandhed, når han spørger: »Velsignelsens Kalk, som vi velsigner, er den ikke Fællesskab om Kristi Blod? Det Brød, som vi bryder, er det ikke Fællesskab m Kristi Legeme?« (Første Korintherbrev 10, 16). Når vi modtager eukaristien, får vi virkelig del i Kristus selv – alt sammen gennem så almindelige, men forvandlede, midler som brød og vin.
Med alt dette i mente kan vi forståeligt nok spørge: Hvorfor ønsker Herren i så høj grad at være sammen med os? Svaret er enkelt: fordi han elsker os, og kærligheden længes efter forening. Adskillelse og splittelse volder mennesker, der elsker hinanden, smerte. Ud over at tage bolig i os gennem dåben længes Jesus derfor efter den forening, som kun kan opstå ved, at han bliver ét med os i krop og sjæl, om så blot for en kort stund. Eukaristien – vores mest intime øjeblik med Herren på jorden – foregriber vores evige og fuldkomne forening med ham i himlen.
Herren vil også være sammen med os, fordi han ved, at kun han kan gøre os virkelig lykkelige. Den hellige John Henry Newman skrev:
Mennesket kan ikke selv skabe sin lykke; det er ikke lykkeligt uden Guds nærvær. Da mennesket blev skabt, indblæste Gud det Åndens overnaturlige liv, som er dets sande lykke; og da det faldt, mistede det den guddommelige gave og dermed også sin lykke. Lige siden har mennesket været ulykkeligt; lige siden har det haft et tomrum i sig, som må fyldes, men det ved ikke hvordan. 6
Kun Gud kan udfylde dette tomrum – og han er ivrig efter at fylde det med sit virkelige nærvær: legeme, blod, sjæl og guddommelighed.
Jeg vil sammenfatte frelseshistoriens forløb med udgangspunkt i Guds nærvær, for når vi forstår udviklingen, kan vi bedre værdsætte, hvor velsignede vi er som katolikker. I Eden boede Adam og Eva på »det hellige Gudebjerg« (Ezekiels Bog 28, 14). Her vandrede Herren Gud omkring i haven (jf. Første Mosebog 3, 8). På tragisk vis begår de menneskehedens første synd og forvises fra Guds umiddelbare nærvær. Først da Moses fører israelitterne ud af Egypten, tager Gud igen bolig på jorden, denne gang i et flytbart tabernakel. Skriften understreger kontinuiteten i Guds nærvær ved at bruge det samme udsagnsord om Guds vandring i Edens have og om hans nærvær blandt israelitterne. 7 Efter årtusinder har en lille del af menneskeheden igen adgang til Guds bolig – men meget har ændret sig. Den tidligere frie adgang til Gud i Eden er blevet begrænset: Guds nærvær formidles gennem Moses og senere gennem de levitiske præster. Gud er ikke længere direkte tilgængelig; tabernaklet har fysiske barrierer, fordi synden har skabt afstand mellem Gud og mennesker. Det faldne menneske må tilmed nærme sig med forsigtighed og følge strenge regler, for Guds alhellige nærvær er nu farligt for menneskene. Det er bogstaveligt talt et spørgsmål om liv og død: I Det Gamle Testamente bliver mennesker ved flere lejligheder slået ihjel, når de tilsidesætter disse bud. 8
Med tiden bygger Salomo et permanent tempel, hvor Gud kan bo, og ligesom tabernaklet fyldes det af Herrens herlighed. Salomos tempel bliver verdensberømt, og selv fremmede kommer for at tilbede – det er et »bedehus for alle folkeslag«. Trods dette er adgangen til Guds nærvær fortsat begrænset. Hedninger kan kun gå ind i templets ydre forgård – Hedningernes Forgård. Israelitiske kvinder kan gå lidt længere ind, til Kvindernes Forgård. Israelitiske mænd kan gå endnu længere, til Israelitternes Forgård. Kun præster må regelmæssigt gå ind i Præsternes Forgård, selv om israelitter må gå derind, når de frembærer offer. Kun én gang om året må ypperstepræsten gå ind i Det Allerhelligste, den inderste helligdom, som var Guds jordiske bolig. Selv i templet står der altså helt bogstaveligt beskyttende mure mellem Guds nærvær og menneskeheden, og kun én mand kan én gang om året træde ind i Guds bolig.
På grund af israelitternes synd forlader Guds nærvær til sidst templet, som ødelægges omkring 587 f.Kr. Selv om det jødiske folk senere opfører et andet tempel, fyldes det ikke af Guds herlighed. I omkring seks århundreder er Gud således til stede i sit ord, sin lov og profeterne, men bor atter ikke hos sit folk.
Men som vi ved, vender Gud tilbage på dramatisk vis – ikke i en bygning fyldt med en sky, men gennem sin Søns inkarnation, da Sønnen kommer for at bo iblandt os. Nu behøver vi ikke længere rejse til Jerusalem for at frembære et offer; vi kan gå til et hvilket som helst af verdens 223 000 sogne. 9 Og når vi er der, befinder Jesus sig ikke i et afspærret område, som vi hverken kan gå ind i eller se – han er i tabernaklet, som har en fremtrædende plads i kirken. Han, som selv er det sande tempel, bor nu i tabernaklet i hver eneste katolsk kirke. Det er et markant brud med den historiske norm.
Men det går langt videre. Ved dåben tager Den Hellige Treenighed gennem den helliggørende nåde varigt bolig i os, så længe vi ikke begår en dødssynd. Ved vores første retfærdiggørelse i dåben bliver vi virkelig forvandlet – gjort retfærdige – så Gud kan bo i os, uden at vi behøver frygte at blive slået ihjel. Endnu mere forbløffende er det, at Jesus tilbyder sig selv til os i den hellige kommunion – hans sakramentale nærvær bor i os i et kvarter, hver dag hvis vi ønsker det! Men en barriere består: Kristus er skjult bag brødets og vinens skikkelser for at tage hensyn til vores svaghed, fordi vi endnu ikke kan se Gud ansigt til ansigt og leve (jf. Anden Mosebog 33,20).
Under messen sender Gud os ud
Efter kommunionen slutter messen ikke blot; den sender os ud med den opgave at fortsætte Sønnens værk i verden ved Helligåndens kraft. Når vi møder Gud gennem hans Søns fuldkomne tilbedelse og modtager Jesus i eukaristien, forvandles vi og sendes derpå ud for at dele det gode budskab, så andre kan møde Gud, sådan som vi har gjort. Som den Katolske Kirkes Katekismus forklarer: »›Kirken på sin pilgrimsfærd er ifølge sit væsen missionerende, da den selv udleder sin oprindelse af Sønnens sendelse og Helligåndens sendelse i overensstemmelse med Gud Faders plan. Og missionens endemål er intet andet end at gøre menneskene delagtige i det fællesskab, som findes mellem Faderen og Sønnen i deres kærligheds Ånd.« (KKK 850).
Det er ikke en opgave, der kun gælder præster, ordensfolk eller lægmissionærer. I kraft af vores dåb har vi alle fået til opgave at vidne om Gud, som har været så umådelig god mod os. Det indebærer, at vi følger den hellige Peters formaning: »Vær altid rede til Forsvar over for enhver, der kræver Regnskab af jer for det Håb som er i jer,« (Første Petersbrev 3,15).
Jeg forstår denne opgave som todelt: Vi bør have en kort version klar af fortællingen om, hvordan Herren har forandret vores liv, og vi bør være forberedt på kort at forklare, hvorfor vi på et intellektuelt plan tror, at Jesus er Gud og har grundlagt Den katolske Kirke – uafhængigt af vores personlige erfaring af ham. På den måde kan vi hjælpe andre til at møde Kristus gennem hjertet eller forstanden. Hvis du blot har et resumé på to eller tre minutter af hver del, er du klar til at dele evangeliet med andre. Så enkelt er det faktisk.
Jeg husker, at jeg som nyordineret præst engang var på vej ud ad døren og sagde til min første sognepræst: »Bevar troen.« Han svarede: »Nej, bevar ikke troen – udbred den!«
Det hellige messeoffer er vores mest intime møde med Herren her på jorden. Det, vi har brug for nu, er at huske, at hele messen kan forstås ud fra tre aspekter – invitation, fællesskab og mission – så vi i endnu højere grad kan værdsætte og opleve denne utrolige velsignelse og ønske at dele den med andre.
Af Biskop James Conley · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
