Et halvt årti efter COVID-19-pandemien er det stadig nik, akavede smil og kontaktløse V-tegn, der dominerer. Det rejser spørgsmålet: Hvad er det egentlig, vi gør?
Den 11. august 2026 overværede titusinder af mennesker en udsolgt »Pope Hat Night«-kamp arrangeret af Chicago White Sox. Arrangementet byggede på forbindelsen til holdets mest berømte fan, som tilfældigvis er Peters efterfølger og nu står i spidsen for den universelle Kirke.
I femte inning deltog alle – anført af pastor Tom Hurley fra Chicago – i en fredshilsen, der omfattede hele stadionen.
»Vi giver hinanden en fredshilsen, fordi vi ønsker at bringe fred til verden, og jeg tror virkelig, at paven ville glæde sig over det, hvad enten man er katolik eller ej,« sagde pastor Hurley i en mikrofon.
Videoer på de sociale medier indfangede øjeblikket, da 40 000 smilende mennesker – de fleste iført de sorte og gyldne »pavemitrer«, der var blevet uddelt som souvenirs – vendte sig om og gav hånd til de fans, der sad omkring dem.
Hold da op! Sikke en vidunderlig måde at vise noget af det bedste ved at være katolik på! Man kunne være fristet til at sende en af videoerne videre til alle sine ikke-katolske venner med en besked: »Det er sådan, vi gør. Du er velkommen til at komme til messe sammen med os på søndag!«
Bortset fra, at det ikke er sådan, vi gør. I hvert fald ikke længere.
I mange – måske de fleste – katolske sogne i dag skal man lede længe efter den samme glade håndtrykken som på White Sox-stadionet. Skikken med at give hånd under fredshilsenen er en gestus med rødder i traditionen, som efter Det Andet Vatikankoncil blev genindført i den katolske messes romerske ritus i 1970, men nu synes den at høre fortiden til.
Det var COVID-19-pandemien, der til sidst gav håndtrykket nådestødet. Afhængigt af den enkelte er det under fredshilsenen i vid udstrækning blevet afløst af nik, højtidelige buk, vink eller ligefrem V-tegn. Sandt at sige var håndtrykket dog allerede på vej ud i mange sogne før COVID-19.
En gammel tradition
Selv om traditionen kan virke som et barn af 1970’erne, har den sine rødder i den tidlige kristendom. Omkring år 155 e.Kr. beskrev Justin Martyr i den tidligste skriftlige skildring af messen, hvordan kristne udvekslede et fredskys før konsekrationen af eukaristien. Kys mellem de troende skabte senere logistiske problemer, så mænd og kvinder måtte holdes adskilt. I det 12. eller 13. århundrede var skikken gået af brug og i vid udstrækning blevet erstattet af et såkaldt paxbræt eller en tavle, som blev kysset og derefter sendt rundt. Nogle mener, at stridigheder om, hvem der måtte kysse paxbrættet først, til sidst satte en stopper for hele skikken: I 1570, efter Tridentinerkoncilet, begrænsede pave Pius V riten til de gejstlige ved alteret.
Hundreder af år senere genindførte Det Andet Vatikankoncil skikken, der nu kendes som fredshilsenen, sammen med andre liturgiske ændringer, som skulle tilskynde lægfolket til at spille en mere aktiv rolle under den hellige messe. General Instruction of the Roman Missal (GIRM), der udkom i 1970, fremhævede fredshilsenens dobbelte formål: 1) at bede om den fred og enhed, som kommer fra Kristus, og 2) at forberede sig på at modtage kommunionen ved at lægge indbyrdes uoverensstemmelser til side. Tanken har rod i Skriften: »Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; kom så og bring din gave.« (Mattæus 5, 23-24).
Hvorfor håndtrykket?
GIRM fastsatte, at riten skulle finde sted umiddelbart efter Fadervor – hvor den havde ligget i den romerske ritus siden slutningen af det fjerde århundrede – men gjorde den valgfri. Det blev overladt til biskopperne at afgøre, hvordan fredshilsenen skulle udveksles, »i overensstemmelse med folkenes kultur og skikke«. Den nye vejledning rummede dog en næsten profetisk advarsel: »Det er imidlertid passende, at hver enkelt kun giver fredshilsenen til de nærmest stående og på en behersket måde,« står der i dokumentet fra Vatikanet.
Tim O’Malley, professor i teologi ved University of Notre Dame og akademisk leder af Notre Dame Center for Liturgy, fortalte NCR, at biskopperne i USA mente, at håndtrykket stemte bedst overens med de lokale skikke.
»Håndtrykket blev selvfølgelig anset for en behersket måde at udtrykke denne fred på i USA, hvor det er normalt at give hånd som en form for hilsen,« sagde O’Malley.
Ifølge nyhedsberetninger fra begyndelsen af 1970’erne tog det katolikkerne nogen tid at vænne sig til skikken. Mange sogne tog den dog efterhånden til sig: Efter Fadervor fulgte menigheden præstens opfordring til at »give hinanden et tegn på fred« ved at give hinanden hånden. Og ja, nogle gjorde det ikke på en »behersket måde«, men forlod deres kirkebænke og rakte hen over midtergangen for at give hånd, som om de var til et velkomstarrangement i Rotary Club.
Disse overdrivelser fik Benedikt XVI til i sin postsynodale formaning Sacramentum Caritatis fra 2007 at opfordre til »større tilbageholdenhed med denne gestus, som kan blive overdrevet og skabe en vis forstyrrelse i forsamlingen før modtagelsen af kommunionen«. Han var dog ikke rede til at anbefale, at man helt undlod den.
»Dette tegn har bestemt stor værdi. I vor tid, som er tynget af frygt og konflikt, er denne gestus blevet særlig talende, fordi Kirken i stigende grad er blevet bevidst om sit ansvar for vedholdende at bede om fredens og enhedens gave til sig selv og til hele den menneskelige familie,« skrev den hellige Fader i dokumentet fra 2007.
Samtidig bemærkede han, at han havde bedt Vatikanet undersøge, om det kunne give mening at flytte fredshilsenen til et andet sted i liturgien, eksempelvis før frembæringen af gaverne, sådan som det sker i de østlige Kirker.
»Det ville også være en tydelig påmindelse om Herrens krav om, at vi forsoner os med andre, før vi frembærer vores gaver for Gud,« skrev Benedikt.
I 2014 udsendte Kongregationen for Gudstjenesten og Sakramenternes Ordning imidlertid et brev, hvori den meddelte sin beslutning om at beholde fredshilsenen på samme sted mellem Fadervor og brødets brydelse, fordi denne placering på rette vis forbereder de troende på kommunionen.
Brevet fra 2014 advarede også mod en række konkrete overdrivelser: at indføre en »fredssang«, som ifølge brevet »ikke findes i den romerske ritus«; at præster forlader alteret for at udveksle fredshilsen med de troende; eller at de troende forlader deres kirkebænke for at hilse på hinanden.
Med Vatikanets godkendelse så fredshilsenen, sådan som koncilfædrene havde tænkt den, altså ud til at være kommet for at blive – lige indtil COVID-19 gav os »social afstand«. Men selv om mundbind fra pandemitiden bliver et stadig sjældnere syn, er det tydeligt, at et betydeligt antal katolikker mener, at man bør undlade at gribe fremmede i hånden under messen, om ikke af anden udtrykkelig grund, så af hensyn til menighedens sundhed.
I dag er vi uden en fælles måde at udveksle fredshilsenen på overladt til et broget udvalg af muligheder. Men er det egentlig et problem?
Ifølge pastor Andrew Menke, administrerende direktør for Den Internationale Kommission for Engelsk i Liturgien (ICEL), er det helt i orden – inden for rimelighedens grænser.
»Jeg mener stadig, at gestussen skal være passende, men jeg synes, der er et vist spillerum med hensyn til, hvilke gestus man kan bruge til at udtrykke fred over for sin sidemand,« sagde pastor Menke til NCR.
Pastor Menke bemærkede, at der allerede før COVID-19 var mennesker, som udvekslede nik eller buk i stedet for håndtryk, fordi de »ville opleve det som lidt forstyrrende lige før den hellige kommunion«.
»De vil måske gerne tone det lidt ned med en mindre gestus, så der bliver en roligere og mere fredfyldt pause før den hellige kommunion,« sagde han.
Tiden efter håndtrykket
For dem, der af den ene eller anden grund helst ikke vil give hånd, er det uden tvivl en stor lettelse, at skikken generelt er blevet lagt bort. De behøver ikke længere lade, som om de ikke ser en fremstrakt hånd, og de ser heller ikke længere ud til at afvise deres sidemand i kirkebænken, for alle er med på den nye ordning.
At fravælge håndtrykket er måske endda liturgisk rigtigt, snarere end blot et spørgsmål om personlig præference.
»Man kan argumentere for, at håndtrykket – som især bruges, når man møder nogen første gang – er mindre egnet som fredshilsen end et dybt buk eller at se sin sidemand i øjnene og sige: ›Fred være med dig‹,« sagde O’Malley til NCR.
O’Malley sagde, at han for sit vedkommende forsøger at være som den hellige Paulus og være »alt for alle« (1 Kor 9, 22).
»Jeg gør bare det samme som personen ved siden af mig,« sagde han. »Min datter rækker mig nogle gange bare sin lillefinger. Og det er så det, jeg får. Min søn giver ofte et kram. Jeg kan give min kone et kys. Jeg kysser ikke tilfældige mennesker omkring mig, men jeg giver dem hånden. Uanset hvad den anden gør, gør jeg det samme.«
O’Malley bemærkede, at selv om sogne på østkysten måske er holdt op med at give hånd, er det stadig almindeligt i South Bend i Indiana, hvor han bor.
Men hvad betyder det for dem, der oplever det som pinligt akavet at skulle improvisere under messen? Er vi for altid henvist til denne mærkelige udveksling af nik, buk, vink og V-tegn?
Måske ikke. På det seneste synes der ved søndagsmessen uge for uge at være nogle få flere, som skiller sig ud ved at række hånden frem. Måske måtte vi leve uden fredshilsenen for overhovedet at få øje på meningen med den. Uanset hvad er dette et kapitel i »liturgikrigene«, som på den ene eller anden måde ser ud til at gå en fredelig afslutning i møde.
Af Zelda Caldwell · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
