Søndag den 27. september sluttede den 18. udgave af Festival Francescano.
Søndag den 27. september sluttede den 18. udgave af Festival Francescano. Med 70 000 fremmødte og 60 000 visninger på Play2000, streamingplatformen for Tv2000 og InBlu2000, havde festivalen skabt liv i centrum af Bologna med over 100 gæster og snesevis af arrangementer for alle aldre. Her blev et så modigt emne som »søster død« sat til debat, sådan som banneret højt over Piazza Maggiore viste. I sin afsluttende kommentar sagde festivalens præsident, broder Giampaolo Cavalli: »Vi valgte at tale om døden, og Bologna gav os en stærk livslyst tilbage … Mange mennesker i alle aldre og med vidt forskellig baggrund valgte at standse op, lytte og gå i dialog om et spørgsmål, der angår os alle. Det er et tegn på, at der er et dybt behov for steder, hvor vi uden frygt kan reflektere sammen.«
Blandt de arrangementer, der samlede flest deltagere, var åbningen med den apostoliske vikar i Beirut, biskop César Essayan, den apostoliske vikar for Sydarabien, biskop Paolo Martinelli, og den latinske patriark af Jerusalem, kardinal Pierbattista Pizzaballa. Dertil kom en hidtil uset dialog mellem ærkebiskoppen af Bologna, kardinal Matteo Maria Zuppi, og Giovanni Allevi samt et møde mellem kunstneren Michelangelo Pistoletto og kardinal Pizzaballa. Festivalen sluttede med en aften præget af Gio Evans refleksioner. Overskriften for den næste festival er allerede klar. Den følger pave Leo XIVs opfordring til at leve i en »afvæbnet og afvæbnende fred« efter den hellige Frans’ eksempel, da han i juni 1219 under det femte korstog drog til Egypten for at møde den egyptiske sultan Malek al-Kamel.
Det mest glædelige var dog de unges tilstedeværelse. Med udgangspunkt i tanken om døden gik de i dialog med oplægsholderne, blandt andet ved åbningsmødet med Kafkanya, kunstnernavnet for Virginia Gambatesa. Hun er streamer og gamer med tusindvis af følgere på sociale medier og gamingkanaler – 55 000 på Instagram og 77 000 på Twitch – og reflekterede over forholdet mellem teenagere, videospil og sociale netværk: »Det er ikke rigtigt, at det at være vant til game over får os til at miste forståelsen for døden i det virkelige liv. Kender man døden, kan man tillægge livet betydning.«
Når man hørte de unges indlæg, stod det klart, at de elsker livet. Selv om de kender og spiller videospil med »død« som tema, ved de også, hvor grænsen går mellem det virkelige og det uvirkelige, mellem liv og død: »Det er et yderst følsomt, men meget interessant emne. Jeg tror, at videospil i højere grad, end man skulle tro, kan hjælpe med at håndtere sorg eller ligefrem tabet af sig selv. Nogle gange er det nemlig ikke blot et spil, men ofte en oase af fred og eftertanke, en ventil og et tilflugtssted. Spillet bliver dog ikke forvekslet med virkeligheden: Man er bevidst om den linje, der markerer grænsen mellem de to verdener.«
»At blive konfronteret med KO eller game over igen og igen får dig ikke til at tillægge dit eget eller andres liv mindre betydning. Tværtimod får det dig til at indse, at det blot er begyndelsen – en opfordring til at leve dit liv fuldt ud i bevidstheden om, at det er vigtigt, og at du kun har ét. Kender du døden, kan du tillægge livet betydning: Ville det andet dybest set give mening uden det første? Liv og død er to visheder fra det øjeblik, vi bliver født. Og vi værner om begge dele. Det er derfor slet ikke rigtigt, at videospil får en til at løsrive sig fra virkeligheden og overføre den vold, man for eksempel møder i et kampspil eller skydespil, til det ›virkelige liv‹. De sager, der omtales i medierne, handler om særlige situationer med unge, der har psykiske problemer … Også det er et emne, der bør behandles særskilt.«
Derfor er døden ikke længere et »tabu« for de unge: »Efterhånden som årene går, indser man naturligvis, at man ikke er udødelig, og at hver dag potentielt kan være den sidste. Det handler ganske enkelt om at indse, at døden findes, og at den kan vise sig, når man mindst venter det. Når jeg tager flyet, tænker jeg altid på, hvad der ville ske, hvis det styrtede ned, hvad jeg selv ville miste, og hvad de mennesker, der elsker mig, ville miste. Men jeg er ikke ked af det; jeg vurderer situationen og de forskellige muligheder objektivt. Hvis jeg kunne, ville jeg naturligvis altid holde døden på afstand, når den betragter mig langvejsfra. Der er endnu så megen tid til at skrive, tænke, elske, bygge, læse og skabe.«
»Gen Z er en sårbar generation, men den foregiver ikke at være andet. Jeg elsker dens ærlighed og det, at de unge uden tøven giver udtryk for deres frygt, siger, hvad de hader, og råber deres glæde ud. De er så ægte, som nogen kan være. Vi millennials har derimod en tendens til altid at sige, at alt er i orden, og at det har været en god dag, mens der indeni brænder noget, som en dag vil eksplodere. Vi lever i en kompliceret tid for alle, og det bedste, vi kan gøre, er ikke at rejse mure, men at inkludere og lytte. Lad os leve. Døden kan vente.«
Et andet møde, der vakte de unges opmærksomhed, var mødet mellem ærkebiskoppen af Bologna, kardinal Matteo Zuppi, og Giovanni Allevi. Allevi fortalte om betydningen af begrænsning og forgængelighed i en dialog, der udforskede »den skønhed, der frelser, og musikkens og kunstens under«: »Jeg har altid bevæget mig i samklang med den franciskanske spiritualitet, både i den måde, jeg møder publikum på – hvor jeg tager afstand fra den symbolik, der omgiver den fortryllede verden af klassisk musik – og ved at fordybe mig i tonernes afgrund. Lidt efter lidt har jeg udviklet en vis oprørskhed over for konventionerne og en grænseløs kærlighed til naturen, stilheden og meditationen.«
I den forbindelse fortalte han, hvordan musikken havde hjulpet ham under sygdommen: »I årene med sygdom, kroniske smerter og usikkerhed har jeg udviklet en filosofi om mørket og lyset, som ikke er blevet til ved et kateder, men er udsprunget af den daglige lidelse. Jeg ønsker at dele den, så de tilstedeværende kan få vished om livets hellighed og om betydningen af igen at sætte menneskelig solidaritet i centrum. Arbejdet med at komponere musik fulgte mig under hele min indlæggelse i forbindelse med kræftbehandlingen og førte mig til et sted i sjælens dyb, hvor der er hvile og lindring, og hvor smerten ikke slår rod. Et usynligt jeg, der ikke lader sig berøre.«
Derfor komponerede han et koncertværk for at vise, at musik og kunst hjælper med at »besejre« sygdommen, og sluttede med et løfte: »Under sygdommen komponerede jeg Concerto MM22 per Violoncello e Orchestra, hvor de syv bogstaver i ordet ›mieloma‹ er omsat til toner efter et mønster af Bach. En dagbog i musik, hvor jeg skildrede angsten, håbet, kampviljen, længslen, den nervepirrende ventetid og stræben mod det uendelige … Efter selv at have strejfet døden vil jeg råbe til verden, hvor smukt det er at leve. Derfor vil jeg give koncerter, så længe jeg kan, med smerter i ryggen, rystende fingre og den udmattelse, som kræftpatienter kender så godt, for at vise, at sårbarhed er styrke, at det forunderlige udspringer af ufuldkommenheden, og at ethvert menneske besidder en værdighed, der skal værnes om.«
Til sidst fortæller vi om mødet med psykoterapeuten Matteo Lancini fra Istituto Minotauro i Milano i panelet »Når unge søger grænsen for at overleve«. Jeg tager mødet med, fordi de unges opmærksomhed gjorde indtryk på mig. Selv om de sad lidt tilbagetrukket på katedralens trappe ved siden af scenen, lyttede de til oplægget. Kernen i psykoterapeutens budskab er nemlig en opfordring til forældre og andre voksne om at påtage sig deres ansvar over for de unge, som beder om at kunne give udtryk for deres følelser for ikke at »eksplodere«. De voksne undertrykker derimod følelserne, fordi de er alt for optagede af deres eget »ego« og bruger de bivirkninger, som brugen eller misbruget af digitale redskaber medfører for de unge, som undskyldning:
»Man hører tale om internetafhængighed, selv om denne afhængighed videnskabeligt set ikke findes. Man taler snarere om et onlife-samfund, som vi alle er en del af. Allerede mens børnene er små, ser de deres forældre diskutere i WhatsApp-grupper, der er oprettet af klassekammeraternes fædre og mødre, og hvor de voksne fornærmer hinanden. Det er tidlige erfaringer, som mobningen senere udspringer af. Helt fra børnene er små, bliver de filmet hele tiden og ved hver eneste milepæl – fra afslutningsfesten efter femte klasse til den første svømmetur uden svømmevinger. Når de bliver ældre og tager telefonen i hånden, siger de, at de vil bruge tid på den, sådan som de har set andre gøre. Men så siger vi til dem, at de er afhængige af den.«
Det var en opfordring til forældre, lærere og andre voksne om ikke at censurere de unges spørgsmål om døden. Ellers søger teenagerne svar ad andre veje. Han nævnte som eksempel ekstreme handlinger som at ræse af sted i bil og skabe farlige situationer for sig selv og andre: »Vi må stille os selv nogle spørgsmål: Gør jeg dette for min egen skyld eller for din? Hvem er du? Det er ikke sikkert, at den unge svarer på disse spørgsmål eller gør det med det samme, men hvis den unge siger noget i det øjeblik, skal vi blot tie stille og ikke dømme. Det sker ofte, at de unge i alle enkeltheder kan forklare, hvem deres forældre og lærere er, mens de voksne ikke kan gøre det samme med deres børn eller elever.«
Endelig var professoren kategorisk, når det gjaldt »drømmen« om fremtiden. De voksne kan ikke længere fortælle, at alt var bedre »dengang«, for det skaber spændinger: »Engang fandtes forestillingen om at opbygge et samliv, som man ville engagere sig i og bringe ofre for. Siden blev det vigtigt at skabe sit eget personlige projekt, som partneren skulle støtte uden at stå i vejen. Nu synes også denne horisont til tider at forsvinde. Man har ikke engang længere tillid til en plan for arbejdslivet, fordi man bliver udnyttet, dårligt betalt og ofte er nødt til at emigrere. Man vælger at flytte tilbage til landområderne og arbejde hjemmefra, og relationer tillægges stor betydning. Men det skaber meget stærke spændinger at finde ud af, hvordan man forener sit eget personlige projekt med den andens behov.«
Her bød broder Marco Asselle, grundlægger af projektet »Franciskansk lederskab«, ind. Under mødet »Én intelligens« med Vito Mancuso og Cristiano Boscato satte han fokus på de »kompasser«, der giver livet retning: »Vi kan træffe vores valg ud fra andres forventninger, vores lidenskaber – et farligt kriterium, fordi de ændrer sig med tiden – eller vores talenter. For at forstå, hvem du vil være, skal du forestille dig, hvordan du ønsker, at din begravelse skal være, og hvad du gerne vil have skrevet på din gravskrift. Inden du træffer et valg, skal du huske, at du efter døden skal forsvare det over for Jesus Kristus. Hvad vil du så sige? Hvilke kriterier styrede dit valg?«
Som forbillede pegede han på den hellige Frans: »Også han var en leder. Alle opsøgte ham og ønskede at følge ham. Han havde den hierarkiske benediktinske model for øje, men bruddet med faderen i hans eget liv førte ham til at udvikle en ny kultur. Også i dag ændrer tiderne sig, ligesom de gjorde dengang. Vi mener, at der mangler sande ledere og sande fædre, også på arbejdspladserne. I mødet med kunstig intelligens får arbejdspladserne mange impulser på ›know how‹-området, men de har brug for at genfinde et ›know how with‹, en ›viden om, hvordan man gør ting sammen‹: hvordan man plejer relationer, og hvordan man håndterer konflikter. Dertil kommer et ›know why‹, en viden om, hvorfor vi forfølger et bestemt mål i arbejdet og i privatlivet.«
Af Simone Baroncia · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
