Kardinal Battaglias kritik: »Vi bliver ved med at inddele mennesker efter deres nytteværdi«

Ærkebiskoppen af Napoli markerer 300-året for den hellige Gerardo Maiellas fødsel.

»Det gør os godt en gang imellem at træde ud af de forjagede rammer, vi har lukket os inde i, og indånde luften fra markerne og jorden. Det gør os godt at rette blikket mod en helgen som Gerardo – en helgen, der ikke søgte verdens scener, men tilbragte sine dage i hverdagens stilhed, midt i duften af brød, sliddet med jorden og modtagelsen af de fattige.« Det sagde kardinal Domenico Battaglia, metropolitærkebiskop af Napoli, i prædikenen ved den messe, der blev fejret i anledning af 300-året for den hellige redemptoristmissionærs fødsel. Han blev helgenkåret af pave Pius X i 1904.

»Hellighed«, mindede kardinal Battaglia om, »findes aldrig i specialeffekter. Den findes ikke i opsigtsvækkende handlinger, der larmer. Sådan levede den hellige Gerardo: med hænderne snavsede af jord og hjertet rent, åbent for Helligåndens pust.«

Den hellige Gerardo, bemærkede ærkebiskoppen af Napoli videre, »kendte til fattigdom, mistede sin far som tolvårig og lærte skrædderfaget. Sliddet var en del af hans liv, længe før nogen fortalte om hans hellighed. Da han bad om at blive optaget blandt redemptoristerne, så hans skrøbelige helbred ud til at være en hindring. Et brev beskrev ham som et ›unyttigt menneske‹. Den dom angår os. Vi bliver ved med at inddele mennesker efter deres nytteværdi. Et ungt menneske er noget værd, hvis det producerer. Et ældre menneske bliver en omkostning. En arbejdstager bliver udskiftet, så snart vedkommende sætter tempoet ned. Og så undrer vi os over, at ensomheden vokser. Den hellige Gerardo tvinger os til at standse op over for et menneske, før vi afgør, hvor meget det yder. Værdigheden kommer før præstationen. Den kommer også før vores behov for at føle os gavmilde.«

»Den hellige Gerardo fører os tilbage til en tjeneste, der får konkret form blandt mennesker. Hans navn bliver fortsat udtalt af dem, der søger hjælp. At fejre hans fødsel tre hundrede år senere betyder at påtage sig et ansvar for de liv, vi i dag risikerer at efterlade i udkanten. Fromheden kræver hænder, tid og beslutninger«, formanede han.

»Den hellige Gerardo kendte til sygdom og døde som 29-årig«, afsluttede kardinalen. »Hans skrøbelighed forhindrer os i at forveksle hellighed med usårlighed. Et fællesskab, der lever efter evangeliet, kendes også på dette: på, hvordan det støtter den, der ikke kan mere. På, hvordan det fordeler byrden, i stedet for på afstand at klappe ad den, der bærer hele byrden.«

Af Marco Mancini · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark