Ærkebiskop Sheen led mere på grund af Kirken, end han led for den – og gjorde det med sindsro og værdighed. Han forstod disse lidelser som det kors, han bar, og som en nødvendig del af det at være discipel. De var en vigtig del af hans hellighed.
Den salige Fulton Sheen vil være en passende skytshelgen for missionen, for prædikanter og for eukaristisk fromhed. Og i vor tids konfliktprægede kulturelle klima kan han også være en forbeder for enheden, både i og uden for Kirken.
I sine sidste måneder oplevede ærkebiskop Fulton Sheen endnu en stor triumf i et liv, der havde været rigt på dem. Den hellige pave Johannes Paul II besøgte St. Patrick’s Cathedral i New York i oktober 1979, og besøgets følelsesmæssige højdepunkt var hans omfavnelse af den ældre og skrøbelige ærkebiskop Sheen i koret.
»Du har skrevet og talt godt om Herren Jesus,« sagde Johannes Paul II til ham og gentog dermed de ord, som den hellige Thomas Aquinas havde hørt fra et krucifiks. »Du er en trofast søn af Kirken.«
I disse sidste måneder – han skulle dø i december 1979 – lagde ærkebiskop Sheen sidste hånd på sin selvbiografi, der posthumt blev udgivet med titlen Treasure in Clay. På bogens sidste sider spurgte han, om han i et langt liv med bemærkelsesværdige bedrifter, berømmelse og hædersbevisninger overhovedet havde lidt og taget korset på sig.
»Jeg var præst uden at være offer,« skrev han, fuldt bevidst om, at han hundredvis af gange havde prædiket, at Jesus var begge dele, og at præsten og offeret på korset var én og samme. »Under rettergangen mod ham talte han syv gange til Pilatus som præst, og syv gange tav han som offer.«
Fulton Sheen var altid en mand, der helligede sig bønnen, men i hans tjeneste var der ikke megen stilhed. I stedet var der en umådelig strøm af prædikener, bøger, tv-udsendelser og interviews.
»Da jeg var præst, glædede det mig at blive kaldt ›pastor‹,« skrev han:
»Jeg fandt titlen ›monsignore‹ velklingende, men var jeg et offer? Jeg nød den anseelse, der fulgte med at være universitetsprofessor og optræde i radio og fjernsyn, ikke blot hjemme, men også i udlandet; jeg var populær, folk søgte mig, jeg blev mødt med højlydt bifald efter forelæsninger og taler ved banketter, jeg var ven med både kongelige og folket, og mit ansigt dukkede op i millioner af hjem. Jeg skaffede mig den rette slags fjender, nemlig kommunisterne. Men … men … hvor tæt var jeg på korset? Jeg var præsten; var jeg offeret?«
I sine sidste år bar han den lidelse, som en hjerteoperation, smerter og svækkelse medførte, men havde han lidt i sin tjeneste, sådan som Jesus havde? Når alt kom til alt, hvem var så i stand til at få en så berømt præst til at lide?
Kirken sørgede – som den sædvanligvis gør – for, at ærkebiskop Sheen fik den nødvendige lidelse. En stor kirkemand kan fra verdens side komme til at lide for Kirken; mere almindeligt er det, at han kommer til at lide på grund af Kirken.
Ærkebiskop Sheen indrømmede, at han ud over de foreskrevne fastedage ikke fastede, og at hans liv heller ikke havde budt på nogen større selvfornægtelse. Tværtimod: »Jeg elskede livets bekvemmeligheder.«
»Fordi jeg ikke selv ville tage korset op, ville Herren lægge det på min ryg, ligesom han lagde det på Simon fra Kyrene, der senere kom til at elske det,« skrev han. »Korset antog to former: prøvelser inden for Kirken og prøvelser uden for Kirken.«
Om de indre prøvelser tav han, men de havde et navn.
Kardinal Francis Spellman, der var ærkebiskop af New York fra 1939 til 1967, var Fulton Sheens plageånd – et faktum, som mange havde mistanke om i hans levetid, som enkelte vidste med sikkerhed, men som i vid udstrækning var skjult for de katolske troende, for slet ikke at tale om offentligheden som helhed.
Kardinal Spellman var den store magtmægler i Kirken i USA i en tid præget af rigdom, magt og kulturel indflydelse. Alligevel var han ikke engang den mest fremtrædende præst i New York – den titel tilhørte biskop Sheen, som var mere berømt, mere indflydelsesrig og mere elsket. Endnu mere forbittrende var det, at biskop Sheen var hjælpebiskop i New York. Han var blevet udnævnt til biskop, fordi han stod i spidsen for Selskabet for Troens Udbredelse, det pavelige organ, der støttede missionerne. Som hjælpebiskop i New York havde biskop Sheen kardinal Spellman som sin kanoniske overordnede, men i ingen anden henseende – og det vidste alle.
Kardinal Spellmans modvilje mod biskop Sheen kom konkret til udtryk i en konflikt. Den amerikanske regering gav ærkebispedømmet New York overskudsfødevarer til de fattige, og kardinal Spellman overdrog dem derefter til biskop Sheens missionsorganisation til uddeling. Kardinalen ønskede, at biskop Sheen skulle »godtgøre« ærkebispedømmet for fødevarerne, selv om ærkebispedømmet havde modtaget dem gratis.
Der stod millioner af dollars på spil. Biskop Sheen var en usædvanlig dygtig pengeindsamler – men han samlede ind til missionerne, ikke til ærkebispedømmet. Kardinal Spellman ville have fingrene i pengene og mente, at biskop Sheen burde adlyde ham som sin kirkelige overordnede.
Biskop Sheen vidste, at kardinal Spellman handlede uærligt, og insisterede på, at de midler, der var indsamlet til missionerne, ikke måtte føres over til New York. Han afviste kardinalens gentagne og heftige krav. Kardinal Spellman bad sin ven pave Pius XII om at tvinge biskop Sheen til at give efter. Begge mænd blev indkaldt til Rom for at fremføre hver deres sag. Biskop Sheen forsvarede sig og påviste over for pave Pius, at kardinal Spellman havde handlet uærligt og endda havde løjet for den hellige Fader selv.
Pius XII gav biskop Sheen medhold. Kardinal Spellman blev rasende og svor hævn.
Hævnen lod ikke længe vente på sig. Pius XII havde afgjort striden om pengene til Sheens fordel i begyndelsen af 1957. Senere samme år forlod biskop Sheen sit uhyre succesfulde tv-program og gav kun vage »åndelige overvejelser« som forklaring. Hans biograf Thomas C. Reeves skrev i America’s Bishop: The Life and Times of Fulton J. Sheen, at det var »sikkert«, at kardinal Spellman stod bag.
I resten af kardinal Spellmans liv – han døde i 1967 – levede biskop Sheen med hans vrede hængende over sig. Frygtsomme prælater og præster holdt sig på afstand af ham af frygt for, at forbindelsen til ham skulle vække kardinal Spellmans mishag.
Kardinal Spellman hængte over for seminaristerne i New York biskop Sheen ud som »den mest ulydige præst i Amerika« og frarådede præster at invitere ham til at prædike. Biskop Sheen forblev for sin del diskret og ærbødig i offentligheden og accepterede, at det kors, han skulle bære, kom i skikkelse af New Yorks kardinal og ærkebiskop.
I 1979 havde kardinal Spellman været død i 12 år, og hans omdømme var i mellemtiden blevet svækket, ikke styrket. Hans aktive støtte til Vietnamkrigen – som biskop Sheen modsatte sig – var en plet på hans eftermæle. Efter triumfen under pavebesøget i St. Patrick’s Cathedral kunne ærkebiskop Sheen uden vanskelighed have fortalt den sande historie om kardinal Spellmans forræderi i sine erindringer. Af næstekærlighed til kardinal Spellman og for ikke at tage modet fra de katolske troende valgte han at lade emnet ligge.
Det skorter ikke på helgener, der har lidt under deres overordnedes beslutninger. Den hellige Mary MacKillop blev ekskommunikeret; Padre Pio fik pålagt tavshed og blev suspenderet fra offentlig tjeneste; den hellige Óscar Romero blev mødt med modstand fra sine medbiskopper og manglende forståelse i Rom.
At lide på grund af Kirken har gennem tiderne været det kors, mange har fået lagt på sig. Fulton Sheens storsind over for denne lidelse var en vigtig del af hans hellighed. Hans eksempel er særligt aktuelt i vor tid.
Af Father Raymond J. de Souza · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
