28. oktober fejres deres liturgiske mindedag.
To navne, to helgener, to livshistorier. Sammen. I dag. To helgener, som forenes af deres engagement for evangeliet og deres tjeneste for brødre og søstre i Kristus. Judas Thaddæus, apostlen for det umulige. Simon Kananæeren, den forvandlede zelot. Sådan kan deres portrætter sammenfattes helt kort.
Judas Thaddæus er gennem århundreder ofte blevet forvekslet med Iskariot og huskes især for et spørgsmål – man kunne kalde det afgørende – under den sidste nadver: »Herre, hvordan kan det være, at du vil åbenbare dig for os og ikke for verden?« Sådan lyder det i Johannesevangeliet. I Kristi svar gemmer sig i grunden selve Thaddæus’ mission: Den guddommelige åbenbaring er ikke et skue for folkemængderne, men et indre hjem, der bygges op i kærlighed og lydighed mod Ordet. Traditionelt tilskrives han »Juda’s Brev«, et kort, men skarpt skrift i Det Nye Testamente, som med stor kraft vender sig mod kætterier, moralsk fordærv og åndelige kompromiser. De troende opfordres således til at »kæmpe for den tro, som én gang for alle er blevet overdraget til de hellige«. I teksten træder en årvågen hyrde frem, streng over for det onde, men fuld af barmhjertighed over for dem, der famler i tvivl. Den folkelige fromhed har siden gjort Judas Thaddæus til »helgenen for fortvivlede og uløselige sager«, den fremmeste forbeder i stunder med dybt mørke, næsten som for at befri dette navn for den byrde, som den anden Judas’ forræderi har lagt på det.
Og så er der det andet navn, som fejres i dag: Simon. Hos Thaddæus aner vi den teologiske glød; hos Simon ser vi den dramatiske indre forvandling. I listen over apostle kaldes han »Kananæeren« eller »zeloten«, og navnet vidnede om et ganske bestemt politisk og religiøst tilhørsforhold. Zeloterne var kompromisløse patrioter i Judæa, faste modstandere af den romerske besættelse og rede til at gribe til sværdet for at forsvare Guds herredømme over Israel. Jesus kald til Simon rummer et enestående paradoks: I kredsen af de tolv kom zeloten Simon til at dele brød, vej og liv med Matthæus, embedsmanden, der havde tjent den romerske administration.
I traditionen og de apokryfe kilder (især Simon og Judas’ livshistorier) knyttes de to helgeners missionsveje efter pinsen uløseligt sammen. Efter at have evangeliseret Judæa, Samaria og Mesopotamien nåede de to apostle sammen frem til kongeriget Persien, hjertet af Sasanideriget og en højborg for de hedenske præster.
Evangeliets budskab udbreder sig over land, hav og himmel. Det når helt frem til i dag. Det overskrider tid og rum. Det er de to helgeners lære.
Af Antonio Tarallo · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
