KOMMENTAR: Når det er det at lytte – og ikke evangeliet er budskabet, så er lytterne stadig faret vild på vor tids mange veje til Emmaus.
Mod slutningen af det nylige møde i Rom om Kirkens mission i det 21. århundrede over for ægteskabet og familien bad pave Leo XIV de deltagende biskopper om at dele deres refleksioner over denne erfaring. Det gjorde biskop Erik Varden, OCSO, fra Trondheim i Norge i et indlæg på sin uundværlige blog, Coram Fratribus [Blandt brødre]. Brug gerne et øjeblik på at læse det her.
Trods sin relative korthed – måske netop på grund af den – mener jeg, at det er den mest overbevisende, pastoralt anvendelige og bevægende udtalelse om ægteskabet og familien, der er kommet ud af den synodale proces, som begyndte i 2014–2015 og til sidst førte frem til mødet i Vatikanet tidligere på måneden.
Med den klarhed og humor, der kendetegner hans forfatterskab, forklarer den norske munk og biskop Kirkens forståelse af det oprindelige sakramente og det kristne familiebegreb med bibelsk og teologisk dybde. Samtidig fletter han charmerende indslag fra populærkulturen ind i sin udsøgte katekese, såsom duetten mellem Tevye og Golde i Fiddler on the Roof.
Biskop Vardens redegørelse for den katolske forståelse af ægteskabet og familien er så meget desto mere overbevisende – og så meget desto mere nødvendig – fordi den er fuld af evangelisk substans. Når den aktuelle krise for ægteskabet og familien skal imødegås – en krise, der blandt andet har medført styrtdykkende fødselstal stort set overalt – er det, verden har mest brug for, nemlig den bibelske sandhed: sandheden om mænd og kvinder, deres særpræg og komplementaritet; sandheden om ægteskabet som en pagt og ikke blot en kontrakt; sandheden om familierne som frihedens første skoler, hvor de små tyranner, vi alle var som toårige, forvandles til voksne, der kan udfolde sig som individer og samtidig leve i solidaritet med andre.
Desværre afspejler et fremtrædende begreb i den »synodale proces«, der begyndte i 2014–2015, tog til under synoderne om synodalitet i 2023 og 2024 og var tydeligt i Rom tidligere på måneden, en anden – og, om jeg så må sige, foruroligende afmagret – opfattelse af Kirkens mission i forhold til ægteskabet og familien. Begrebet trådte tydeligt frem, da en af de teologer, der var blevet udvalgt til at tale på en pressekonference ved afslutningen af det nylige møde i Rom, sagde, at denne samling af formændene for verdens bispekonferencer viste, at vi nu er »en Kirke, hvor det at lytte bliver budskabet«. For »når vi lytter til hinandens fortællinger, når vi lader hinandens fortællinger blive til vores egne, ser vi et pludseligt sammenfald mellem mange fortællinger, og gennem dem kan vi tydeligt se Guds fodspor«.
Det var ikke de to disciples erfaring, da de vandrede ud ad vejen til Emmaus i Lukasevangeliet.
De fortalte hinanden deres egne og andres beretninger om »Er du alene fremmed i Jerusalem, så du ikke ved, hvad der er foregået dér i disse dage« (Luk 24, 18). Men de kunne ikke se »Guds fodspor« i beretningerne, og de fortsatte i den forkerte retning, indtil Guds inkarnerede og opstandne Søn havde undervist dem, og de genkendte ham ved brødsbrydelsen. Først da »åbnedes deres øjne (Luk 24, 32). De begyndte nu at gå i den rigtige retning: tilbage til Jerusalem, der foregriber det nye Jerusalem (Åbenbaringen 21, 2), som er målet for en forløst og herliggjort menneskehed.
»Kirkens budskab« er ikke »at lytte«. Kirkens budskab er evangeliet. Dets forkyndelse og opfordring til venskab med Herren Jesus kræver ganske vist, at man lytter, så forkyndelsen og opfordringen bliver tilpasset dem, der bliver evangeliseret og indbudt. Men hvis budskabet er »at lytte«, så er Kirken en endeløs snakkesal, fanget i den nutidige kulturelle forvirring, som den bibelske fortælling om vores menneskelighed og Jesu Kristi evangelium tilbyder et middel imod.
En katolicisme, hvor »det at lytte bliver budskabet«, kan ikke være en Kirke, der til stadighed er på mission, for missionen bygger på overbevisningen om, at der findes fastslåede sandheder i den katolske tro, som fremmer personlig lykke og solidaritet med andre, herunder lykke og solidaritet i ægteskaber og familier. At invitere et menneske til at høre disse sandheder og hjælpe vedkommende med at tage dem til sig kræver ganske vist, at man lytter opmærksomt. Men hvis mediet – det at lytte – bliver budskabet, går budskabet tabt. Måske er det sådan, nogle gerne vil forstå »synodalitet«. I så fald tager de desværre fejl. For når det at lytte er budskabet og ikke evangeliet, er lytterne stadig faret vild på vor tids mange veje til Emmaus, og ingen af dem er motorveje til det nye Jerusalem.
Af George Weigel · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
