Den franske bjergbestiger Patrick Gabarrou tilegnede sin rute over flere reblængder på Matterhorns sydvæg til den italienske helgen, der står ham nærmest, og gav dermed klatrere et glimt af Guds uendelighed.
ZERMATT, Schweiz – Skaberværket giver os forskellige muligheder for at løfte sjælen mod Gud på måder, der taler til hver af de fem sanser. Det forstår Kirken, som indbyder de troende til at tilbede gennem musik, duften af røgelse, der stiger op i en katedral, og smagen af vin fremstillet af munke. I naturen er det især bjergene, der kalder blikket opad: Deres tinder indbyder øjet til at følge dem, mens de strækker sig mod himlen.
Den berømte franske alpinist Patrick Gabarrou kender kun alt for godt den uimodståelige trang til at bestige jordens højeste tinder – og komme lidt nærmere det guddommelige.
Som 75-årig har han gennemført mere end 300 førstebestigninger – det vil sige, at han er den første dokumenterede klatrer, der har nået toppen ad en given bjergrute. De fleste fandt sted i Mont Blanc-massivet, den største bjergkæde i de vestlige Alper.
Det mest berømte bjerg i dette massiv er ingen ringere end Matterhorn, der rager 14 692 fod over havet. Det ligger på grænsen mellem Schweiz og Italien og er blandt andet kendt for sin silhuet på emballagen til Toblerone-chokolade.
I 2015 satte Gabarrou, der dengang var 65 år, sig for at åbne en ny rute op ad Matterhorn. Som troende katolik gav han ruten navnet »Padre Pio, une Echelle Vers le Ciel« (»en trappe til himlen«). En dokumentarfilm af samme navn, som følger hans vej mod toppen, blev vist i tilknytning til International Zermatt Summit for the Common Good den 17.–19. september.
Ruten var en forlængelse af en rute, som Gabarrou havde åbnet i 2002, og som han også havde opkaldt efter Padre Pio.
»Navnevalget var et svar på den bøn, som mine ledsagere og jeg ofte gentog: ›Padre Pio, kærlighedens lampe, gå i forbøn for os og for hele verden‹,« fortalte Gabarrou NCR. »Vi havde lovet hinanden, at vi ville tilegne ham ruten, hvis vi nåede toppen.«
Gabarrous rute går op over mere end 1 000 meter klippe på bjergets sydvæg – en bestigning på mere end 40 reblængder.
En barndomsdrøm
Som teenager opdagede Patrick Gabarrou bjergene gennem den berømte alpinist Gaston Rébuffats fortryllende og romantiske bøger.
Da han gik på en religiøs kostskole nær Paris – hvor personalet var stærkt engageret i at hjælpe de fattige og arbejderklassen, og hvor han ifølge eget udsagn følte sig »elsket, forstået og respekteret« – havde en fransklærer, der selv var præst og bjergelsker, stillet to bøger på bibliotekets hylder: én om Mont Blanc og én om Matterhorn. Gabarrou var den eneste dreng i klassen, der læste dem. »For mig var de ganske enkelt verdens store monumenter,« sagde han. »Jeg sagde til mig selv: Det er dér, livet er godt.«
Bjergbestigningen kom først flere år senere (»takket være Forsynet«, som han sagde), efter at han havde studeret filosofi ved Sorbonne i Paris. Han tog bjergførercertifikat sammen med nogle venner fra Montpellier – til dels for at kunne benytte de gratis svævebaner i Chamonix i Frankrig, mindedes han med et smil – og opdagede en sand passion for faget. For mere end 50 år siden besteg han Mont Blanc for første gang ad Brenva Spur-ruten, og siden er han vendt tilbage utallige gange.
Matterhorn, bjerget fra hans barndomsbøger, blev hans store lidenskab. Mellem 1992 og 2000 åbnede han to ruter: »To Departed Friends« sammen med sin alpinistkollega Lionel Daudet og »Free Tibet« sammen med den italienske bjergfører Cesare Ravaschietto.
»Padre Pio« skulle blive hans tredje store rute i området.
Siden teenageårene har Gabarrou beundret den berømte italienske kapucinerbroder, som døde i 1968, 81 år gammel.
I juni 2002 rejste han til Rom for at overvære helligkåringen af den hellige Pio af Pietrelcina, ligesom han nogle år tidligere havde gjort ved hans saligkåring. Den sommer fik han øje på en obeliskformet klippeformation, der var omkring 650 meter (omkring 2 100 fod) høj og lå skjult midt i en 1 500 meter (4 900 fod) høj klippevæg på Matterhorns sydside.
Gabarrou tilegnede klippeformationen Padre Pio, sagde han, ikke »af afgudsdyrkelse«, men som en hyldest til »ham, der bygger en bro mellem himmel og jord«. I løbet af fire ture den sommer – den sidste sammen med Ravaschietto – åbnede han rutens første afsnit, som han gav navnet »Padre Pio Prega per Tutti«, der betyder »Bed for alle«.
»Jeg drømte om at nå toppen af Matterhorn ad denne rute,« sagde han. Det tog ham 13 år, mindst fem forsøg og en lang række trofaste ledsagere at nå målet. Han havde sagt til sig selv, at han, inden han blev for gammel, måtte gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at fuldføre ruten helt til toppen »ved Guds nåde«. Det lykkedes den 6. august 2015. Da var ruten vokset fra 650 til 1 300 meter og blevet »et sandt monument over en sikret klatrerute«.
Et år senere vendte han tilbage den 23.–26. august for at gennemføre ruten i ét stræk og tilbragte fire dage på Matterhorns klippevæg sammen med to bjergførere fra Chamonix.
Andre klatrere har siden besteget bjerget ad Gabarrous Padre Pio-rute, blandt dem tre italienske alpinister, som foretog den første vinterbestigning i 2022.
»Små stjerner«
Da Gabarrou blev spurgt, om han nogensinde kunne opgive bjergbestigning, svarede han ja: »Men kun for en højere sag.« Selv om han har fundet inspiration hos blandt andre Gaston Rébuffat og René Desmaison, har disse berømte bjergbestigere aldrig gjort lige så dybt indtryk på ham som helgenerne Pio af Pietrelcina, Teresa af Calcutta og Thérèse af Lisieux. »De er på den sande vej,« sagde han.
Det er almindeligt, at klatrere, som åbner nye ruter, navngiver dem, og hans tro afspejler sig tydeligt i de navne, han har valgt. Tyve år efter sin første bestigning af Dent Blanche åbnede han sammen med en klatrepartner en direkte rute dér og gav den navnet »Deo Gratias« (»Gud ske tak og lov«). Det var en hyldest til de to årtier, der var gået »gennem livets rutsjebane – med de smukke øjeblikke, hjertesorgerne og alt derimellem; vi har tilbagelagt en virkelig smuk vej mellem skygge og lys«.
I august 2024 åbnede den da 73-årige Gabarrou sammen med de to unge bjergbestigere Clément Dumont og Clément Parisse den rute på Mont Blanc, som han kalder sin sidste: »Mary, Gate of Heaven«. »Jeg er et barn af Maria,« sagde han. »Hun, Herrens tjenerinde, er også porten til himlen.« I håb om, at denne »port« åbner sig for ham, når tiden kommer, har han besluttet at lade denne symbolske milepæl være kulminationen på sine bestigninger af Mont Blanc.
Han har dog ingen planer om at forlade bjergene. »Jeg elsker at være bjergfører, men mest af alt elsker jeg at dele rebet med andre,« sagde han. »Når jeg ser tilbage på min vej, siger jeg til mig selv, at jeg har gjort mange mennesker glade.« Han har, tilføjede han, forsøgt at vidne om det lys, der bor i et kristent liv, »uden at bedrive proselytisme«. Alle i bjergbestigermiljøet ved, at han altid har været kristen.
Før hver bestigning beder han sin skytsengel om at våge over gruppen. På hver bjergtop fremsiger han højt et Ave Maria på italiensk for at holde et løfte, han gav sin italienske hustru. »Mange ved ikke engang, hvad det er. Men nogle siger: ›Det er smukt!‹«
Med tanke på sine mange klatrekammerater, som ikke deler hans tro, tilføjede han: »Jeg tror, det er umuligt at være i bjergene uden at have små stjerner et sted i et hjørne af sindet. Og de stjerner taler til hver enkelt på det rette tidspunkt.«
Gabarrou bor nu i den charmerende alpeby Saint-Sigismond i en chalet, der – ikke overraskende – hedder Marie-Providence. Han fører fortsat grupper gennem hele regionen, som omfatter Aostadalen, Savoie og Valais. »Jeg er kun 75,« sluttede han med et muntert smil. »Jeg er stadig bare en ung mand, og eventyret fortsætter!«
Af Solène Tadié · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
