Kommentar til søndagens evangelium ved Hans Excellence biskop Francesco Cavina.
Af Hans Excellence biskop Francesco Cavina, særlig apostolisk visitator for sognet i Medjugorje
Kirken fejrer i dag højtideligheden for alle helgener. På denne fest mindes vi alle vore afdøde brødre og søstre, som allerede har del i det evige livs fylde. Selv om deres navne ikke findes i Kirkens kalender, står de skrevet i Livets Bog, som kun Gud kender. En helgen er således et menneske, der i dåben er blevet Guds barn, har været tro mod kaldet til troen og nu lever i den himmelske Faders hus. Det er trøstende at tænke på, at der i himlen, hvor de skuer Guds ansigt, er mennesker, som vi har kendt og omgåedes, som vi var knyttet til gennem et dybt venskab eller stor hengivenhed, og som er gået forud for os til det himmelske fædreland. På denne fest har vi således glæden ved at betragte »Kirken i Paradis«.
Sammen med den pilgrimsvandrende Kirke på jorden findes der således en Kirke, som allerede lever i det evige livs fylde. Der er enhed mellem den jordiske Kirke og den himmelske Kirke. Kirken er nemlig én, men i denne ene Kirke er der medlemmer, som endnu er pilgrimme, og som i deres tilstand som pilgrimme kan miste nåden og vende sig bort fra Herren, mens andre nu tilhører ham for altid, og intet og ingen vil kunne skille dem fra hans kærlighed. Den kristne er en del af en historie, der omfatter både himlen og jorden.
Den jordiske Kirke sætter derfor sin lid til de mange brødre og søstres forbøn. De er ligesom os gået gennem denne verden, har mødt vanskeligheder og fristelser, der ligner vores, og har sejret. Som den første læsning ved den hellige messe minder os om, udgør de en vældig skare fra alle nationer, racer, folk og sprog, som ingen kan tælle.
At vandre under blikket fra denne skare af »vidner« er til stor trøst. Deres nærvær minder os nemlig om, at vi ikke er de første, der går denne vej, og at vi ikke går alene: Vi er omgivet og ledsaget af og bliver på mystisk vis støttet af alle dem, som allerede har nået livets fylde, og som opmuntrer os til ikke at standse, til ikke at svigte vores værdighed som Guds børn og til ikke at fornægte den tilbedelsesværdige Kristus, som kom til verden for at åbne vejen for os til livets fylde. Helgenerne er ikke passive tilskuere, men tager på mystisk vis del i Kirkens kamp og dermed i vores egen kamp.
De er mænd og kvinder som os, men de har formået at holde blikket fast rettet mod Jesus og er dermed nået frem til målet. Det er vidunderligt at tænke på, at de alle er omkring os, støtter os på vores vej og »hepper på os«. Ignatius af Loyolas erfaring er et oplysende eksempel: Da han under sin rekonvalescens læste om helgenernes liv, spurgte han sig selv: »Hvis de kunne, hvorfor så ikke jeg?« Og i hans hjerte – ligesom i vores – meldte svaret sig spontant: »Det kan jeg også.«
Af Hans Excellence biskop Francesco Cavina, særlig apostolisk visitator for sognet i Medjugorje · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
