Betragtninger over »Kroppens teologi« – 123
Redaktionen – lørdag den 31. oktober 2026 kl. 7.00.
Johannes Paul II reflekterer over ærbødighed i katekesen af 14. november 1984 (offentliggjort i L’Osservatore Romano 84/47). Han knytter ærbødigheden uløseligt sammen med den kærlighed, der udfolder sig i det ægteskabelige fællesskab, og betragter kærligheden som »Helligåndens gave«: »Kærligheden er forbundet med den ægteskabelige kyskhed, der viser sig som selvbeherskelse og dermed virkeliggør det ægteskabelige samlivs indre orden. Kyskhed betyder at leve efter hjertets orden. Denne orden gør det muligt for kærlighedens udtryksformer at udfolde sig i det omfang og med den betydning, der tilkommer dem.«
Som »moralsk dyd« er kyskheden tæt »forbundet med Helligåndens gaver«, især med ærbødighedens gave: »Det ægteskabelige samlivs indre orden, som gør det muligt for kærlighedens udtryksformer at udfolde sig i deres rette omfang og betydning, er således ikke blot en frugt af den dyd, som ægtefællerne øver sig i, men også af Helligåndens gaver, idet de samvirker med Helligånden.«
Kun gennem Helligåndens medvirken, altså gennem de skænkede gaver, kan ægteskabet lykkes som et fællesskab mellem personer: »Heraf følger, at de væsentlige træk ved ægteskabets spiritualitet ›fra begyndelsen‹ er indeholdt i den bibelske sandhed om ægteskabet. Denne spiritualitet er samtidig ›fra begyndelsen‹ åben for Helligåndens gaver. Når encyklikaen Humanae vitae opfordrer ægtefællerne til ›inderlig bøn‹ og til et sakramentalt liv og siger, at ›de … frem for alt skal hente nåde og kærlighed fra eukaristiens altid strømmende kilde‹, og at de ›ydmygt og vedholdende skal søge tilflugt hos Guds barmhjertighed, som skænkes dem i rigt mål i bodens sakramente‹ (Humanae vitae, nr. 25), sker det ud fra tanken om, at Ånden ›gør levende‹ (2 Kor 3, 6).«
Ærbødigheden tjener til, at ægtefællerne udvikler »en enestående følsomhed over for alt det, som i deres kald og samliv bærer tegnet på skabelsens og forløsningens mysterium: over for alt det, der er et skabt genskin af Guds visdom og kærlighed«.
Samtidig gør paven det klart: »Respekten for den ægteskabelige akts to betydninger kan kun udfolde sig fuldt ud, når det, der i mennesket er særegent for det at være mand og kvinde, sættes i dyb forbindelse med ægteparrets værdighed som personer og – uløseligt forbundet hermed – med det nye livs værdighed som person, et liv, der kan udspringe af mandens og kvindens ægteskabelige forening. Gaven til at nære ærbødighed for alt, hvad Gud har skabt, kommer netop til udtryk i denne forbindelse.«
Således vokser også den »frelsende frygt« for det, der er »tegnet på skabelsens og forløsningens guddommelige mysterium«, og som ikke må ødelægges eller fornedres: »Når denne frelsende frygt føjes direkte til afholdenhedens negative funktion (dvs. modstanden mod kødets begær), viser den sig også i stadig højere grad – i takt med denne dyds gradvise modning – som en følsomhed fyldt af dyb agtelse for den ægteskabelige forenings væsentlige værdier: for den ægteskabelige akts to betydninger (eller med de foregående analysers sprog: for den indre sandhed i kroppens sprog). Gennem en dyb forbindelse til disse to væsentlige værdier bringes betydningen af ægtefællernes forening i mennesket i overensstemmelse med betydningen af ansvarligt forældreskab. Gaven til at nære ærbødighed for det, Gud har skabt, bevirker, at den tilsyneladende modsætning på dette område svinder, og at den vanskelighed, der udspringer af begærligheden, gradvist overvindes takket være den modne dyd og kraften i denne gave fra Helligånden.«
Bemærk: Meningsindlæg som dette afspejler de respektive gæsteforfatteres synspunkter og ikke nødvendigvis synspunkterne hos redaktionen på CNA Deutsch.
Af Thorsten Paprotny · CNA Deutsch · Oversat til dansk af EWTN Danmark
