Ærkebiskop Gintaras Grušas er blevet genvalgt som formand for CCEE. I dette interview gør han status over de seneste fem år og ser fremad.
Kirkens prioritet i Europa? At evangelisere. Håbet for Europa? Fred. Det understreger ærkebiskop Gintaras Grušas af Vilnius, der er blevet genvalgt som formand for Rådet for De Europæiske Bispekonferencer (CCEE). CCEE samler formændene for bispekonferencerne i et Europa, der forstås geografisk og ikke politisk, og som derfor strækker sig fra Atlanterhavet til Uralbjergene, fra Portugal til Rusland.
I sin samtale med ACI Stampa gør Grušas status over de fem år, der netop er gået, og skitserer samtidig prioriteterne for sit formandskab i den kommende femårsperiode. Netop evangeliseringen sætter han i centrum for sit mandat.
Deres Excellence, De er formand for CCEE i endnu en femårsperiode. Kan De først og fremmest gøre status over de fem år, der netop er gået?
Mine første fem år som formand faldt sammen med en kompleks historisk situation, herunder Ruslands aggression mod Ukraine, som bragte krigen tilbage til Europas hjerte. Men de bød også på mange positive udfordringer. CCEE flyttede sit hovedsæde fra St. Gallen, hvor det havde ligget i flere årtier, til Rom, så Rådet kom tættere på Kirkens hjerte. Den opdaterede Charta Œcumenica blev underskrevet, som regulerer forholdet mellem de forskellige kristne kirkesamfund på kontinentet. Vi har deltaget i den synodale proces, inddraget alle vores fællesskaber og nedsat en arbejdsgruppe, der skal gennemføre den.
Hvad er Europa for et kontinent i dag?
Europa er et kontinent præget af udfordringer og mangfoldighed, som må stræbe efter enhed og fælles mål. Trods sekulariseringen er Kirkens tilstedeværelse i Europa levende. Det viste rejserne, som pave Leo XIV foretog til Frankrig og Spanien, hvor mange troende deltog i de pavelige arrangementer. Det er et kontinent, der tørster efter Gud, og CCEE er kaldet til at opfange denne tørst efter Gud, holde den levende og omsætte den i pastorale initiativer, der kan styrke de kristne fællesskaber i Europa.
Er det den styrke, som pave Leo XIV efterlyste i Metz under den »europæiske dag« på sin rejse til Frankrig?
Talen, som pave Leo XIV holdt i Metz den 28. september, skal være et fast pejlemærke for Rådets arbejde. Der er mange temaer i talen, som skal udfoldes, men jeg vil især fremhæve afslutningen, hvor pave Leo XIV opfordrede Europas unge til at være fællesskabsbyggere. Det er en vigtig appel, og Kirken skal skabe fællesskaber i et netværk af relationer og tro, der udgør det egentlige grundlag for fred i Europa.
Hvilke udfordringer står katolikkerne over for i Europa?
Den første udfordring er naturligvis evangeliseringen. Derfor havde vores plenarforsamling i år temaet »Evangelisering og synodalitet: præsternes mission og de lokale kirkers bidrag«. Det er en udfordring, som først og fremmest forpligter os som præster og biskopper, og som kræver grundig dannelse og, at vi opfanger den søgen efter mening, der kommer til udtryk mange steder i Europa.
Alle de øvrige spørgsmål udspringer af dette behov for at evangelisere. Vi er bekymrede over den »dødskultur«, der breder sig, og vi har værdsat de appeller mod »planlagte dødsfald«, som pave Leo XIV fremsatte i Frankrig, samt pavens tale til det spanske parlament, hvor han opfordrede politikerne til at »løfte blikket« og vedtage mere retfærdige love. Også vi er kaldet til at »løfte blikket«, forkynde evangeliets sandhed og konkret leve evangeliet ud i vores fællesskaber. Det er den store opgave, vi er kaldet til i de kommende år.
Hvad håber De på for Europa?
Først og fremmest fred. Vi afsluttede vores plenarforsamling med en appel om fred og havde flere stunder med bøn for freden. Fred i Europa, fred i verden. Fred som en del af det enestående europæiske projekt, som den ærværdige Robert Schuman stod bag, og hvis mål var at skabe betingelser, der gjorde krig »utænkelig«. En fred, der skabes gennem tilgivelse og forsoning. CCEE opstod som en platform for dialog i hele Europa på et tidspunkt, hvor Jerntæppet og det sovjetiske herredømme kastede en mørk skygge over Europas »østlige lunge«. I dag er vi kaldet til at lade Europa ånde med begge lunger, overvinde vores historiske konflikter og skabe forsoning. Kun sådan kan den ubevæbnede og afvæbnende fred opstå, som pave Leo XIV har efterlyst lige siden de allerførste timer af sit pontifikat.
Af Andrea Gagliarducci · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
