Andendagen på pave Leo XIVs apostolske rejse i Peru byder på et tætpakket program.
Pave Leo XIV har et tætpakket program på sin anden dag i Peru. Dagens første møde er med de peruvianske biskopper. Ledsaget af Limas ærkebiskop, kardinal Castillo Mattasoglio, bliver paven modtaget af monsignore Carlos Enrique García Camader, formand for Perus bispekonference.
I sin tale til biskopperne giver paven dem tre anbefalinger: »Hold ikke op med at vandre med dette folk; lad os ikke holde op med at vandre sammen i biskoppeligt fællesskab som vidner om den enhed, vi forkynder; lad os ikke holde op med at åbne hjertet for Gud, så han kan forny vores kald, så splittelserne imellem vores brødre kan heles; og for jeres folk, så I kan finde ›biskoppen som far‹, nærværende, modig og barmhjertig.«
Paven opfordrer biskopperne til at åbne sit hjerte. Det vil sige at »kende vejen til Gud for at gå den sammen med det troende folk og lade Gud og folket bedømme hans prioriteter«, men også at »kende sit bispedømme ved at komme ind i hjemmene, ledsage de syge, møde de unge og nærme sig de lokalsamfund, der på grund af deres geografiske afstand eller sociale sårbarhed sjældent kan komme til orde eller blive hørt. Hyrden er kaldet til at gå alle i møde. I alt dette træder den hellige Toribio de Mogrovejos skikkelse særligt tydeligt frem.«
Pave Leo XIV opfordrede dem til at være »en kirke, hvor vi alle ser os selv som medansvarlige og som Herrens missionerende disciple; hvor hver enkelt lever efter sit kald og i gensidig tillid, så myndighed ikke udøves despotisk, og lydighed ikke bliver til ren underdanighed«.
Paven kom også ind på »overgreb begået af medlemmer af præsteskabet eller i kirkelig sammenhæng. Vi må reagere, som Jesus ville gøre, med sandhed, retfærdighed, tilgivelse, genoprettelse og en stadig mere beslutsom indsats for en kultur, der forebygger disse forbrydelser og beskytter de mest sårbare imod dem«.
Han afslutter: »Vores mission som biskopper kræver, at vi bygger broer, fremmer dialog, lærer mennesker at møde hinanden og hjælper med at hele de sår, der sønderriver det peruvianske samfund.«
Efter talen til biskopperne tog pave Leo XIV til domkirkens basilika viet til den hellige apostel og evangelist Johannes for at fejre middagsbønnen sammen med biskopper, præster, ordensbrødre og ordenssøstre, seminarister, synodeteam og pastoralråd.
I sin prædiken minder paven med et citat fra Det Andet Vatikankoncil om, at »Kirken af natur er missionerende. Derfor opfordrer jeg jer alle til at holde denne kærligheds flamme levende og vidne om den på en troværdig og glædesfyldt måde, hver især efter sit kald«.
Leo XIV understreger: »Jeg er her for at opmuntre jer alle til at fortsætte arbejdet med at udbrede evangeliet med opmærksomhed på menneskers liv og behov.« Det kræver et nært forhold til Herren og til forsoning.
Han afslutter: »Peru har så stort behov for dette – for en Kirke, der sår kærlighed, som kan bygge broer, hvor andre rejser mure, lytte, hele og tilgive, og som samtidig er parat til at erkende sine egne svigt og ydmygt bede om tilgivelse ved at tage ansvaret for de sår, den har forårsaget i sit eget indre og omkring sig. Landet har brug for en Kirke, der holder sig tæt til korset og også forstår at håndtere konflikter med næstekærlighed og mod i troen på, at man i Kristus altid kan begynde på ny og finde enhed.«
Pave Leo XIV’s tredje punkt på programmet denne dag finder sted på Plaza de Armas: møde om udfordringer og håb for det peruvianske folks fremtid, som omkring 40.000 mennesker deltager i.
Paven indleder: »Familien, den kulturelle mangfoldighed, arbejdslivet og kvinders vilkår er alle dele af én samlet menneskelig virkelighed og står i dyb indbyrdes afhængighed.«
Han understreger: »Menneskelivet opstår ikke af intet: Det udspringer af kærligheden mellem en mand og en kvinde, som giver sig selv til hinanden og åbner sig for et nyt livs gave. Et barn er frugten af dette fællesskab, ikke et produkt, og bærer fra begyndelsen præg af det forhold, det udspringer af. Det ufødte livs værdighed har sin naturlige plads i familien, det første naturlige samfund, som har sine egne rettigheder. Det betyder, at familien går forud for enhver skreven lov, som alene skal anerkende og beskytte den, og at de offentlige institutioner skal støtte familien, ikke erstatte den. Gud har skabt mennesket som mand og kvinde, og kun i denne forening kommer gensidigheden og komplementariteten til udtryk; herfra udspringer faderskab og moderskab, det at være barn og det at være søskende samt alles engagement for et bedre samfund. Men at leve i sandheden om, hvem vi er som mand og kvinde, retfærdiggør hverken en ulige fordeling af ansvaret for pligterne i hjemmet eller, at den ene ægtefælle underordnes den anden.«
Pave Leo XIV advarer: »Ingen er fritaget for at tage sig af andre. Jeg vil fremhæve de mange mødre, som ofte lider, står alene, og må overvinde talrige vanskeligheder for at opdrage deres børn, så de vokser op sunde og bliver gode mænd og kvinder. Gud elsker alle familier, især dem, der gennemgår svære perioder. Til dem vil jeg sige: Giv ikke op, når I møder vanskeligheder! Se på Den Hellige Families eksempel.«
Paven opfordrer dernæst til, at »de retmæssige myndigheder støtter iværksættere og arbejdstagere ved at fastlægge retfærdige juridiske rammer og samtidig sikre en rimelig balance mellem arbejde, hvile og familieliv. Det er alles ansvar at sikre stabile, solide menneskelige og økonomiske forhold i familierne. At opdrage vores unge i dag med respekt for deres egen værdighed er en garanti for et retskaffent samfund i morgen. I den forbindelse styrker en stat fundamentet for et retfærdigt og fredeligt samfund, når den fører en socialpolitik med menneskers lige værdighed i centrum, støtter familierne, sikrer pædagogiske retningslinjer, der fremmer elevernes menneskelige og intellektuelle dannelse, og fører en beskæftigelsespolitik, der beskytter både arbejdets værdighed og det private initiativ. At sætte den menneskelige værdighed i centrum kaster også lys over vores forståelse af kulturel mangfoldighed.«
Med henvisning til Benedikt XVI fortsætter paven: »At anerkende den menneskelige værdighed kræver også, at vi konkret fremmer kvinders tilstedeværelse og deltagelse samt respekten for dem. Deres bidrag er uundværligt på alle områder af samfundet og Kirken. Det er sørgeligt at måtte konstatere, at en machopræget tankegang fortsat gør sig gældende. Den viser sig i fædres fravær fra familielivet og i overgreb og vold mod kvinder, og den ignorerer det nye ved kristendommen, som anerkender og forkynder mænds og kvinders lige værdighed. Det gør ondt at konstatere, at vold mod kvinder – som kan være vores bedstemødre, mødre, søstre eller døtre – fortsat er en virkelighed, der sårer hele menneskeheden. Jeg vil rette en indtrængende appel, ikke kun til mine brødre og søstre i troen, men til enhver mand og kvinde af god vilje: Lad os værdsætte kvinder! Lad os beskytte og respektere piger.«
Af Marco Mancini · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
