15.000 nederlændere marcherede tavst gennem Haag for retten til liv

Deltagere ved den stille march for livet i Haag.

Omkring 15.000 forkæmpere for livet er gået gennem gaderne i Haag i Nederlandene som led i den årlige stille march for livet.

Redaktionen – mandag den 16. november 2026 kl. 7.00.

Omkring 15.000 forkæmpere for livet gik lørdag gennem gaderne i Haag i Nederlandene som led i den årlige stille march for livet.

Den seneste udvikling i landet har øget bekymringen blandt forkæmperne for livet. Det gælder blandt andet det første dokumenterede tilfælde, hvor et barn under 12 år døde ved eutanasi – et lille barn, der døde i slutningen af 2025. Sagen blev første gang offentliggjort i en rapport fra sundhedsministeren i juni, og i en afgørelse truffet af vurderingsudvalget i september blev det konkluderet, at lægen havde handlet med den fornødne omhu.

Blandt de øvrige bekymringer er den homoseksuelle premierminister Rob Jettens meddelelse i oktober om, at han venter et barn gennem surrogatmoderskab, samt det årlige aborttal, som ligger på næsten 40.000. Tilsammen ser disse omstridte spørgsmål ud til at have øget deltagerantallet i år.

I et overvejende sekulært land, hvor det er lovligt at dræbe ufødte børn frem til 24. graviditetsuge, har denne udvikling skærpet de etiske bekymringer i den nederlandske bevægelse for retten til liv og øget presset på aktivisterne for at gøre opmærksom på deres bekymringer og tydeligt markere deres tilstedeværelse.

Moddemonstranter formår ikke at bryde marchens stilhed

Arrangementet forløb som en typisk stille march, hvor deltagerne går uden at råbe i kor eller fremføre slagord til forsvar for livet. Stilheden skal symbolisere de ufødte, som ikke har nogen stemme. Det er almindeligt, at nogle deltagere beder højt om beskyttelse af de ufødte og for de børn, der er blevet aborteret.

Man så deltagere med bannere, hvor der stod »For et samfund uden abort« og »Menneskerettigheder begynder i livmoderen«. Små grupper bad rosenkransen, nogle på latin og andre på nederlandsk, mens enkelte sang. Også børnefamilier var talstærkt repræsenteret, og forældre skubbede barnevogne langs ruten.

På et tidspunkt forsøgte omkring 80 moddemonstranter at forstyrre marchens stilhed med megafoner ved at råbe »Haal je Kruis uit mijn Kruis« (»Tag dit kors væk fra mit skridt«) – på nederlandsk bruges det samme ord om »kors« og »skridt«. Andre demonstranter holdt desuden skilte op med teksten »Vi er ikke forplantningsmaskiner«.

Som svar bad nogle deltagere rosenkransen for moddemonstranterne. Da en kanal adskilte deltagerne fra moddemonstranterne, blev der ikke meldt om fysiske forstyrrelser, og den stille march forløb som planlagt.

Et landskab i forandring i Nederlandene

Arthur Alderliesten, leder af "Schreeuw om Leven" (Råb om livet), den organisation, der i 34 år har arrangeret den nederlandske march for livet, sagde, at »en stille march passer til vores budskab«, fordi den retter opmærksomheden mod de ufødte, som ikke har nogen stemme, og hvis liv har brug for beskyttelse. I en samtale med CNA Deutsch opfordrede han de nederlandske lovgivere til at anerkende, at »også ufødte børn har ret til liv«.

I stedet for at betragte det nederlandske samfund som værende på én kurs mod sekularisme mener Alderliesten, at landet bevæger sig i tre retninger på samme tid, især blandt de yngre generationer.

For det første konstaterer han, at »aborttilhængerne bliver stærkere«, og at aktivisterne »optræder langt mere højlydt end tidligere«. Han forbinder denne udvikling med en bredere europæisk kampagne, der forsøger at fremstille abort som et sundhedstiltag og en grundlæggende rettighed – et fremstød, som han afviste som »utroligt tåbeligt« og »farligt«. Som Alderliesten udtrykker det: »Det må aldrig, aldrig blive en rettighed at tage et menneskeliv.«

Samtidig ser han en parallel mobilisering i religiøse fællesskaber. »Flere og flere kristne« erkender, at abort er »noget forfærdeligt, et onde, som man må modsætte sig«, siger han og henviser til den vedvarende stigning i deltagerantallet ved tilsvarende demonstrationer.

Mellem disse to højlydte lejre befinder der sig en tredje, uafklaret gruppe, som Alderliesten anser for afgørende. Mange mennesker forstår i dag »ikke længere rigtigt, hvorfor der overhovedet var så voldsom en kamp om abort«, og er i stigende grad parate til at stille kritiske spørgsmål, forklarer han. »Jeg tror, at det netop er denne gruppe, vi bør nå med vores budskab om retten til liv.«

Med næsten 40.000 aborter om året i Nederlandene håber Alderliesten, at politikerne vil se ud over statistikkerne og erkende de menneskelige omkostninger: »Bag hvert tal findes et ufødt barn. Lad os tage imod nyt liv i stedet for at ødelægge det.«

Videnskab og dialog overrasker unge nederlændere

CNA Deutsch talte med Roos Sparreboom, der er regionskoordinator for ProLife Europe i Nederlandene. Da hun blev spurgt, hvilke fordomme unge nederlændere har med sig til organisationens offentlige informationsarrangementer, svarede hun, at mange bliver overraskede over den type argumenter, de hører ved arrangementerne. »Folk går ofte ud fra, at vi bygger vores argumenter på religion, og bliver overraskede, når vi fremfører sekulære argumenter.« Hun fortalte, at nogle havde sagt til hende, at de fandt det forfriskende at høre argumenter for retten til liv, som i højere grad bygger på videnskab og menneskerettigheder end på religion.

Nogle tilhørere går desuden ud fra, at Sparreboom er uvidende eller hjernevasket. »Jeg gik faktisk oprindeligt ind for ›retten‹ til abort,« sagde hun. Hendes familie, venner og skole havde lært hende, at abort var en kvindes ret. »Med tiden ændrede jeg holdning, men det tog næsten fem år.«

Denne erfaring præger hendes måde at gå ind i samtaler på. »Derfor ved jeg, at det er usandsynligt, at nogen ændrer mening i løbet af én samtale, selv om det er sket nogle få gange,« sagde hun. »For de fleste mennesker er det nok at sætte tanker i gang og opmuntre dem til selv at søge information.«

»Mange forventer, at forkæmpere for livet råber og bliver vrede,« forklarede hun. Efter en samtale får hun ofte at vide: »Jeg er ikke enig med dig, men du har hjulpet mig til bedre at forstå forkæmpere for livet.«

Sparreboom siger, at hendes organisations tilgang bygger på at lytte. »For os betyder det at lytte, at vi forsøger at forstå den anden i stedet for at forberede et svar,« sagde hun. »Det kan være sjovt at debattere, men vores mål er at bevæge hjerter.« I praksis betyder det, at »vi under oplysningssamtalerne ofte lytter mere og stiller flere spørgsmål, end vi selv taler«. Målet er, forklarede hun, at mennesker skal føle sig værdsat som individer og ikke behandlet som modstandere.

Af Bryan Lawrence Gonsalves · CNA Deutsch · Oversat til dansk af EWTN Danmark

Flere nyheder fra EWTN Danmark

Watch Live