»Før var det mig, der lærte Micah noget,« sagde Paul J. Kim eftertænksomt, »men nu er det ham, der lærer mig.«
Når en tragedie rammer en familie, er begravelsen alt for ofte det sidste dystre minde, der står tilbage. Sløret mellem dette liv og det næste kan føles tungt, mørkt og uigennemtrængeligt.
Men for den katolske foredragsholder og familiefar Paul J. Kim blev det forfærdelige tab af hans 5-årige søn Micah markerede ikke afslutningen på en fortælling. I stedet rev det sløret helt i stykker.
Det er seks måneder siden, den lille dreng lå på et hospital med dødelige komplikationer som følge af influenza. Selv om utallige katolikker verden over vågede i bøn for ham, døde Micah 31. december 2025.
Nu har familiens private mareridt på den intensive børneafdeling i Texas givet anledning til bøn blandt katolikker, der værner om Micahs minde.
På venners opfordring skrev Paul en bøn til privat andagt, overbevist om, at hans søn stod foran Jesu trone.
Siden da siger Paul, at han har modtaget hundredvis af beskeder fra mennesker, som fortæller om, hvad de mener er nådebevisninger skænket ved Micahs forbøn.
Familiens forfærdelige tab har udløst et verdensomspændende bønsfænomen, ledsaget af hundredvis af indberettede nådebevisninger, hurtige medicinske helbredelser og pludselige omvendelser, som tilskrives forbønnen fra en lille dreng, der elskede den hellige ærkeengel Mikael.
Micah og “miraklerne”
Drevet af sorg og en fuldstændig overbevisning om de helliges fællesskab spredte Pauls bøn sig hurtigt. Den mødte en smule kritik fra en lille gruppe, som undrede sig over, hvorfor han »behandlede sin søn som en helgen«. Men Pauls svar var enkelt, da han sagde til National Catholic Register:
»Micah var for ung til at kunne skelne mellem rigtigt og forkert (han var 5 år – så teknisk set havde han aldrig syndet). Han elskede Jesus, Jomfru Maria og helgenerne; han elskede alle, han mødte, og bad inderligt for andre hver aften. Han døde efter at have modtaget Kirkens sakramenter … Hvis han ikke er i himlen, kommer INGEN af os der.«
I de seks måneder, der er gået, siden Paul skrev den private andagtsbøn, hvor han bad den 5-år gamle om forbøn, er hans indbakke blevet oversvømmet med flere hundrede vidnesbyrd om uforklarlige nådebevisninger skænket fra himlen. Beretningerne, som ikke er blevet uafhængigt efterprøvet, omfatter:
“Micah-babyerne”: Indtil nu har 112 par, som ikke havde kunnet få børn i ét, fem eller endda 10 år, fortalt, at de nu venter barn efter at have bedt om Micahs forbøn.
Øjeblikkelige helbredelser: Otte mennesker, som var døende på intensivafdelingen, er på uforklarlig vis kommet sig, og hos tre mennesker med diagnosticerede hjernetumorer var tumorerne helt forsvundet ved de efterfølgende MR-skanninger.
Omvendelser på dødslejet: En mand, der hele sit liv havde været muslim, og en kvinde, der hele sit liv havde været mormon, konverterede begge uafhængigt af hinanden til katolicismen på dødslejet, efter at deres respektive børn havde bedt til Micah.
»Før var det mig, der lærte Micah,« sagde Paul eftertænksomt, »men nu er det ham, der lærer mig.«
En drøm på intensivafdelingen
Den måske mest ærefrygtindgydende beretning i denne globale bølge handler om Gabe, en anden 5-år gammel dreng, som blev svært forbrændt i en husbrand. Gabes hud var så alvorligt beskadiget, at lægerne slet ikke kunne forsøge at udføre hudtransplantationer eller andre medicinske indgreb.
En ven af familien, som var dybt berørt af Micahs historie, begyndte at bede om den afdøde drengs forbøn. Allerede næste morgen kontaktede Gabes far vennen med en bevægende nyhed: Gabe var vågnet om natten og havde sagt til ham: »Far, der kom en lille dreng og bad for mig.« Næsten med det samme begyndte Gabes hud at regenerere med en hidtil uset hastighed, så hospitalet kunne gennemføre livsvigtige operationer.
I håb om at efterprøve mødet bad Paul vennen om at få Gabes far til at vise ham et fotografi af Micah uden nogen forklaring.
Da det unge brandskadede offer så på billedet, sagde han: »Det er den dreng, der bad for mig i min drøm.«
“Mirakel eller fiasko”: Kampen på intensivafdelingen
Mareridtet begyndte i slutningen af sidste år, da Micah pludselig blev syg. Da hans tilstand forværredes, faldt han i koma og hvor han forblev i ti pinefulde dage. I sin fortvivlelse vendte Paul sig mod sociale medier og delte en indtrængende appel om bøn, som hurtigt gik viralt og mobiliserede over en million mennesker verden over.
»Vi bankede alle helt bogstaveligt på himlens porte og bad Gud om at udvirke et mirakel,« mindedes Paul over for National Catholic Register. Familien påkaldte særligt den ærværdige Fulton Sheens forbøn – hans saligkåring er planlagt til dette efterår. »Det var virkelig enten et mirakel eller fiasko.«
Men troens mysterium er, at Guds svar ikke altid stemmer overens med vores hjertes råb. På den sidste dag af Micahs hospitalsophold informerede lægerne i Texas familien om, at de ifølge loven skulle indlede en hjernedødsundersøgelse. Hvis Micah ikke bestod tre prøver i træk, ville han blive erklæret “død”, og den livsopretholdende behandling ville blive afsluttet.
I dette øjeblik præget af dyb sorg og total sårbarhed stillede Paul et hudløst krav til Gud: »Du må gøre det klart for mig som far. … Jeg kan ikke forlade dette hospital med den mindste form for fortrydelse eller [med tanken om], at jeg kunne have gjort mere.«
Det, der fulgte, var en række begivenheder, som var så perfekt sammensat, at de kun kunne beskrives som forsynets værk.
Den sidste messe og en nøddåb
Den sidste morgen kom familiens præst for at fejre messe lige ved siden af Micahs seng. Da det medicinske personale kørte Micah ud af stuen til hans tredje og sidste undersøgelse, mødte Paul en kvinde længere nede ad gangen. Hendes 2 uger gamle barn lå også i kritisk tilstand på den intensive børneafdeling. En uge tidligere havde Paul nænsomt spurgt hende, om barnet var døbt, og opfordret hende til at overveje dåbens gave.
»Før hun overhovedet nåede at stille mig et spørgsmål, vidste jeg allerede, hvad hun ville spørge om,« fortalte Paul. »Jeg vidste på en mystisk måde, at det var Micah. Jeg sagde: ‘Micah, det er dig, ikke? Du har bedt for denne mor.’«
Kvinden kom hen til ham med tårer i øjnene og sagde: »Paul, jeg har talt med min mand. Vil du døbe mit barn?«
Som lægmand ved Paul, at katolsk tradition kun tillader nøddåb i alvorlige nødsituationer. Efter et hurtigt opkald til sin åndelige vejleder for at få dette bekræftet gik Paul ind på barnets stue med vievand. »Baby Kingsley, jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,« sagde han.
»Det, der egentlig burde have været det mest angstfyldte og ulykkelige øjeblik i mit liv … blev i virkeligheden et øjeblik med stor fred og på mystisk vis endda glæde,« mindedes Paul. En time senere overbragte lægen den alvorlige besked: Micah var død; der var ingen hjerneaktivitet tilbage.
Men familien var ikke i tvivl: Micah havde levet et smukt og glædesfyldt liv i ren tro, fri for enhver synd. Før sin død havde han modtaget sakramenterne: første kommunion, firmelse og den sidste olie. Stående ved sin søns hospitalsseng indgik Paul en pagt med sin dreng:
»Micah, vi er knuste af sorg, men vi ved, at du er i himlen. Så her er aftalen, min ven. Du må bede for os, så vi kan slutte os til dig, når det er vores tid til at tage afsted, og du skal komme og besøge os hver dag.«
“2. Mosebog 3” og den første hilsen
Svarene på den pagt kom næsten øjeblikkeligt. Da familien kom hjem, knust af sorg, begyndte den ældste datter at sortere Micahs tegninger og kreative arbejder fra børnehaven. En af de første ting hun tog frem, var et arbejde, der forestillede den brændende busk fra Det Gamle Testamente.
I hjørnet stod hans navn skrevet med hans egen hånd: Micah. Øverst på arket havde børnehaven trykt ordene fra 2. Mosebog 3: »Jeg vil være med dig.«
Det var Micahs første »himmelske hilsen«.
“Korset er vores vej til frelse”
På trods af de himmelske tegn taler Paul åbent om den knusende byrde, som hans liv fører med sig »Min 5-år gamle søns krop ligger i en grav cirka ti minutter fra mit hjem,« sagde han stille. »Og det er det svære ved alt dette. … I dette liv føles bare virkelig elendigt. Det føles næsten meningsløst.«
Men gennem dyb bøn siger Paul, at han har lært, at lidelse ikke er en straf fra en tilbageholdende Gud, men en invitation.
»Du kan bogstaveligt talt ikke finde én eneste af Kristi efterfølgere, som ikke led. … Se på hans mor, Maria … også hun har lidt forfærdeligt. Korset er vores vej til frelse.«
Han bemærker, at hvis en jordisk far ville gøre alt, hvad der menneskeligt og åndeligt er muligt, for at sikre, at hans barn var omgivet af nåde og var blev værnet om, må vi have et barns tillid til, at Gud Fader vil gøre uendeligt meget mere for os.
Den hellige Ærkeengel Mikael
Før sin død var Micahs yndlingsbøn bønnen til Sankt Mikael. Som mange andre små drenge elskede han billedet af et sværd og svingede begejstret sin rosenkrans som et våben, »mens han stampede med foden for at hjælpe Sankt Mikael med at knuse djævelen«, fortalte hans far.
Det er derfor passende, at selve navnet Micah stammer fra Michael, som betyder: »Hvem er som Gud?«
»Micah, min 5-år gamle søn, er på sin egen måde blevet en lille profet i nyere tid,« sagde Paul til National Catholic Register.
»Og hans far får lov til at være hans sekretær. Jeg får lov til at slutte mig til ham og sige til verden: ‘Hvem er som Gud?’ Se, hvordan Gud bruger en 5-årig til at forandre så mange menneskers liv. Det er alt sammen virkeligt, venner. Himlen er virkelig.«
Læs mere om Paul J. Kims tjeneste på PJKmusic.com
Følg ham på sociale medier for at høre flere vidnesbyrd om Micah:
Instagram.com/HeyPjk
Facebook.com/PaulJisungKim
YouTube.com/PaulJKim
Af Alyssa Murphy · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
