Præst fører de troende ud af kirke med Det Allerhelligste Sakramente under jordskælv i Colombia

Sognepræsten ved Den Hellige Treenigheds Kirke i Palmira fortæller om evakueringen under jordskælvet.

Da kirken begyndte at ryste umiddelbart efter konsekrationen, bad pastor Oscar Aguirre en kort bøn, tog Det Allerhelligste Sakramente og bad de troende om at forlade kirken.

Jordskælvet i Colombia den 10. august kom bag på utallige mennesker, som deltog i messen i forskellige sogne, blandt andet sognet Den Allerhelligste Treenighed i Palmira i Valle del Cauca. Her sørgede præsten for, at alle kom i sikkerhed: Han forlod roligt kirken sammen med de troende og tog Det Allerhelligste Sakramente med sig.

Som det fremgår af messens livestream fra 53:30 i videoen, havde pastor Oscar Aguirre Calderón netop konsekreret Kristi legeme og blod og var ved at uddele eukaristien til dem, der medvirkede ved messen. Da han gjorde sig klar til at give resten af menigheden kommunion, begyndte jorden at ryste, og kirkens glasmosaikvinduer begyndte at vibrere.

Uden at miste fatningen sagde præsten: »Vor Fader, bed for os alle; hjælp os, Herre, hellige og mægtige Gud.« Derefter bad han menigheden om at forlade kirken i god ro og orden, mens han bar ciboriet med de konsekrerede hostier og førte de troende i sikkerhed.

»Det lykkedes os at komme ud med Det Allerhelligste Sakramente, og det var en velsignelse for os alle. Vi gik hen til en af buerne ved indgangen; dér blev vi stående, og hele menigheden samledes på den lille plads,« fortalte præsten i en video delt af bispedømmet Palmira.

Selv om folk var i sikkerhed, styrtede kirketårnet delvist sammen, og det samme gjorde en del af kuplen. Der faldt også mursten ned inde i kirken: »I området ved kapellet for Vor Frue af Fatima og Den Retfærdige Dommer faldt nogle mursten ned, brød gennem loftet og beskadigede alt derinde,« tilføjede Aguirre.

»Men takket være Gud kom ingen til skade; der var ingen sårede og ingen omkomne, takket være Gud,« sagde han.

Præsten bemærkede, at »sognet Den Allerhelligste Treenighed er en del af kommunens kulturarv«, og at mange af Palmiras indbyggere er blevet døbt og har modtaget forskellige sakramenter dér.

Aguirre sagde, at der efter jordskælvet forestår et arbejde med at restaurere kirken. Mens reparationerne står på, »kan eukaristien ikke fejres; men Herren ske tak er vi alle i sikkerhed.«

Også andre kirker i Palmira blev beskadiget

Bispedømmet Palmira oplyste, at ud over Den Allerhelligste Treenigheds Kirke blev følgende sogne også ramt: Vor Frue af La Candelaria, St. Peter Apostlen, Vor Frue af det evige håb, Den ubesmittede Undfangelse i Yotoco, Vor Frue af Rosenkransen i Vijes, Vor Frue af Karmelbjerget i Restrepo, Vor Frue af Karmelbjerget i Rozo og Vor Frue af Rosenkransen i Chiquinquirá samt det gamle kapel for St. Antonius af Padua.

Historien blev først offentliggjort af ACI Prensa, EWTN News’ spansksprogede søstertjeneste. Den er blevet oversat og bearbejdet af EWTN News English.

Af Eduardo Berdejo · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark

Flere nyheder fra EWTN Danmark

Watch Live