Flere bispedømmer rundt om i USA går imod den nationale tendens og oplever, at mange mænd bedømmer et muligt kald til præsteskabet.
Hvad får en ung mand til at bedømme et muligt kald til præsteskabet – en støttende familie, et levende sogn, en initiativrig sognepræst eller en biskop, der taler klart og åbent?
Pastor John Eckert svarede: »Ja.«
Eckert, der er ansvarlig for præstekald i bispedømmet Charlotte i North Carolina, smålo, da han beskrev de mange veje, en ung mand kan gå for at nå frem til præstevielsen. Men, sagde han, »det er altid Helligånden, der virker. Det handler altid om at samarbejde med Guds nåde.«
Bispedømmet Charlotte er blandt de bispedømmer i USA, som har mange seminarister og præstevielser. Tidligere i 2026 blev et rekordstort antal på 10 unge mænd viet til præster i bispedømmet i det vestlige North Carolina; det skete efter seks præstevielser i 2025 og syv i 2024.
»Vi er velsignede i bispedømmet Charlotte,« sagde Eckert. »Det er et smukt øjeblik.«
Præsten har netop afsluttet sit første hele år som ansvarlig for præstekald i bispedømmet. Han sagde, at en af bispedømmets styrker er dets levende trosliv, som han til dels tilskrev områdets »evangeliske rødder i Bibelbæltet«.
»Det her er Billy Graham-land,« spøgte han.
Bispedømmet selv vidner om det, sagde han. »Kirken vokser helt vildt hernede,« sagde han. »Vi har vidunderlige familier. Vi har trofaste, hårdtarbejdende præster. Vi har haft fem biskopper, som alle har arbejdet vedholdende for at forkynde evangeliets budskab og bringe det ud i hver en krog af bispedømmet.«
Det voksende antal præster vidner om dette stærke trosliv, selv om Eckert sagde, at det kan være vanskeligt at fastslå præcis, hvad der gennem årene har ført til de mange præstevielser. En af bispedømmets styrker er ifølge ham dets eget »college-seminarium«.
»Det er vidunderligt, at vi, hvis en ung mand er interesseret i præsteskabet, kan tage ham med herhen og vise ham det sted, hvor de første år af hans præstelige dannelse vil foregå,« sagde han.
Skolen giver kommende seminarister mulighed for at se »en gruppe mænd, som lever dette liv, bevidst prioriterer deres bønsliv og stræber efter at vokse i kærligheden til Vorherre«.
Biskop Michael Martin, OFM Conv., fra Charlotte fortalte EWTN News, at når man ser en så stærk hengivenhed til præsteskabet, »må vi ofte blot forundres over Guds værk«.
Præsterne i bispedømmet er ifølge biskoppen særligt gode til at give kandidater til præsteskabet »mulighed for at se et sundt, helligt og godt menneske, som de selv kan forestille sig at blive«.
Familierne er samtidig blevet »langt mere åbne« over for at fortælle deres sønner, at de ville føle sig »beærede, hvis [sønnerne] overvejede præsteskabet«.
»Denne udvikling er kommet, fordi præsteskabet er et godt forbillede,« sagde biskoppen. »Det gør familierne – og især forældrene – mere villige til at skabe dette miljø i deres egne familier.«
Både Martin og Eckert sagde, at Kirkens ledere på et tidspunkt ganske enkelt må anerkende Helligåndens virke. »Det er vigtigt at forsøge at forstå det til fulde,« sagde Martin, »men på nogle måder er det bedst blot at værdsætte og glæde sig over det og være taknemmelig.«
Eckert henviste samtidig til Første Korintherbrev 3,6 som et eksempel. Her taler Paulus til Kirken i Korinth om dens tro: »Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten.«
Præsten talte med glæde om sit arbejde på bispedømmets kontor for præstekald, men nedtonede sin egen rolle i at føre mænd frem til præstevielsen. Leende gengav han, hvad en taler havde sagt til en gruppe kaldsansvarlige på en nylig konference: »Mine herrer, hold op med at tage jer selv så højtideligt. Ingen er nogensinde begyndt på et præsteseminarium på grund af sin kaldsansvarlige.«
Præstekaldet »ses som et naturligt og meningsfuldt liv«
Pastor Garett Burns, der er ansvarlig for at fremme præstekald i bispedømmet Wichita i Kansas, indrømmede, at dette bispedømme i Midtvesten er »velsignet med en stærk kaldskultur«.
»For eksempel blev seks mænd præsteviet i maj i år,« sagde han. »Vi har generelt været velsignet med et stabilt antal præstevielser hvert år. Der har været 22 præstevielser siden 2020 og 44 i løbet af de seneste 10 år. Vi indleder dette studieår med 50 seminarister under dannelse.«
Han sagde, at det er »vanskeligt at beskrive kortfattet«, hvorfor et bispedømme kan have så mange kald, og beskrev enhver katoliks kald som et »nådens mysterium«. Men han sagde, at arbejdet med at fremme kald i alle dele af Kirkens liv – herunder i familier, skoler og sogne – vedvarende har båret frugt.
I bispedømmet er der mange muligheder for eukaristisk tilbedelse, sagde han, herunder evig tilbedelse. Tilbedelseskapellerne giver unge mennesker mulighed for at tilbringe tid i stilhed foran Kristus, og »det er i disse øjeblikke, at kald vokser og blomstrer«.
Præsterne og biskopperne i bispedømmet er samtidig »dybt hengivne til Herren«.
»Når præster elsker livet i præsteskabet og trives i hinandens selskab, virker det tiltrækkende på unge mænd,« sagde han. Et lokalt seminarieprogram har også båret frugt ved at give unge mænd mulighed for at opbygge en tæt og grundlæggende tilknytning til Kirken »hjemmefra«.
Præsten sagde, at han tøver med at rådgive andre bispedømmer, og indrømmede, at der ikke findes »nogen universel løsning«, fordi hvert bispedømme har sin egen historie, sine egne gaver og udfordringer. Men flere muligheder for eukaristisk tilbedelse er ifølge ham »én realistisk mulighed, som tegner til at kunne uddybe kaldskulturen«.
Pastor Noah Morey, der er ansvarlig for præstekald i bispedømmet Arlington i Virginia, delte sine kollegers vurdering: »Det er ikke én bestemt ting; det er det hele,« sagde han til EWTN News.
I bispedømmet Arlington blev syv nye præster viet i 2026; i 2025 havde bispedømmet 12 præstevielser. Morey bemærkede, at når det gælder præstevielser, »handler det ikke om tal, men om kvalitet«. Men han sagde, at bispedømmet Arlington har en »stærk kaldskultur«, som gennem årene har bidraget til at fostre forbilledlige præster.
Bispedømmet har arbejdet for at fremme kald siden grundlæggelsen i 1974. Dets første leder, biskop Thomas Welsh, »fremmede virkelig denne kultur«, blandt andet ved at få et kloster for de fattige klarisser til bispedømmet.
»Vores biskopper har alle haft en aktiv og personlig tilgang til at fremme kald blandt unge mænd fra en tidlig alder,« sagde Morey. Biskopperne i Arlington deltager regelmæssigt i seminariearrangementer og mødes personligt med unge mænd, der overvejer præsteskabet, sagde han.
Eukaristisk tilbedelse er samtidig udbredt i hele bispedømmet. For flere år siden bad den nuværende biskop Michael Burbidge ifølge Morey alle sognepræster i bispedømmet om at indføre 40 timers eukaristisk tilbedelse om året.
Bispedømmet afholder også St. Andrew-middage flere gange om året. Her kan unge mænd tale med både biskoppen og bispedømmets præster om deres potentielle bedømmelse af et muligt kald.
»Jeg siger til de unge mænd, at det er et arrangement, som kun forpligter ganske lidt – I binder jer ikke for livet!« sagde han. »I skal bare møde op til en gratis middag med biskoppen.«
En årlig »Quo Vadis?«-sommerlejr giver unge mænd endnu en mulighed for at bedømme deres kald i direkte samtaler med Kirkens ledere.
Et aktivt og levende præsteskab i bispedømmet er også med til at fremme bedømmelsen af kald, sagde han. »Hvis en ung mand ser en præst, der elsker Herren, gør det præsteskabet virkelig tiltrækkende,« sagde han.
Og familier, der er præget af tro og giver opmuntring, har lige så stor en del af æren for at fremme kald hos unge mænd, fortsatte Morey.
Han brugte en analogi fra baseball til at beskrive den proces, hvor unge mænd finder vej til præsteskabet. »Familierne er startpitcherne,« sagde han. »Præsterne er reliefpitcherne. Og den kaldsansvarlige er closeren.«
På verdensplan har Kirken fortsat oplevet færre kald; de seneste tal viser et fortsat fald i antallet af præster med markante nedgange i Europa og Nord- og Sydamerika, mens Afrika og Asien har oplevet tydelige stigninger.
I de første 15 måneder af sit pontifikat har pave Leo XIV fortsat med at understrege betydningen af kald. I juni 2025 sagde han til kaldsmedarbejdere i Vatikanet, at deres opgave bestod i at »danne mænd, der er i stand til at elske, lytte, bede og tjene som et fællesskab«.
Paven sagde, at Gud »fortsat kalder og forbliver tro mod sine løfter«. Han opfordrede lederne til at medvirke til at skabe de rette betingelser for »at høre [Guds] stemme«.
I Charlotte sagde biskop Martin, at det bedste svar på en stigning i antallet af kald er både at glæde sig over gaven og være fast besluttet på at hjælpe den til at blomstre.
»Der er noget i Guds plan, som overgår selv det, jeg kan sætte ord på,« sagde han. »Jeg kan bidrage med nogle indsigter, men når alt kommer til alt, er dette Helligåndens værk.«
Eckert sagde samtidig, at en stigning i antallet af kald er en velsignelse, uanset hvor den finder sted.
»Den opgave, jeg mener, vi alle har, er bevidst at leve som Jesu Kristi disciple,« sagde han. »Jeg beder for mig selv og alle mine brødre, der arbejder som kaldsansvarlige rundt omkring. Uanset om det sker i Peoria eller i Charlotte, er det godt for os alle.«
Af Daniel Payne · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
