Ærkebiskoppen af Westminster ser en mulighed i en tid, hvor der tales om en »stille vækkelse«, og taler om migration, assisteret selvmord, den traditionelle latinske messe og Storbritanniens nye katolske premierminister.
LONDON – Ærkebiskop Richard Moth siger, at Kirken i øjeblikket befinder sig i et »særligt ideelt øjeblik«, hvor mange mennesker tørster efter evangeliet, og at den derfor må »træde ind i det rum«, hvor mennesker søger »på en ny måde og med en ny frimodighed«.
I en samtale med NCR den 7. september – hans første omfattende samtale siden indsættelsen i februar – delte ærkebiskoppen af Westminster sine tanker om tegn på en »stille vækkelse« af troen verden over, den voksende migrationskrise i Storbritannien og dens indvirkning på kulturen samt sine synspunkter på nye forsøg på at få vedtaget lovgivning om assisteret selvmord i landet.
Ærkebiskop Moth, der står i spidsen for Biskopkonferencen for England og Wales, talte også om sin tilgang til Traditionis Custodes, forfulgte kristne, Storbritanniens første premierminister, som er født og opvokset som katolik, og om, hvorvidt biskopperne i England og Wales bør ytre sig mere og med større klarhed til forsvar for Kirkens morallære.
Deres Excellence, ved Deres indsættelsesmesse i februar opfordrede De de troende til at lade Guds gave flamme op og modigt leve i kraft af Helligåndens gaver i en verden, der netop nu råber på håb. Hvilke udfordringer ser De for tiden som de største i Deres embede som ærkebiskop af Westminster, og hvordan kan de troende bringe det håb, Kristus giver, til et samfund, der i høj grad har brug for evangeliet?
Der findes en vending, som måske er noget banal: »En udfordring er også en mulighed.« Men jeg mener, at der ligger en sandhed i den, navnlig netop nu i Kirkens liv, for jeg fornemmer, at vi befinder os i et særligt gunstigt øjeblik, om man vil. Som jeg sagde i prædikenen ved min indsættelsesmesse, leder og søger verden omkring os, og det er dette rum, vi nu skal træde ind i. Vi har altid været dér, men jeg mener, at vi har mulighed for at træde ind i dette rum, hvor mennesker søger – at gøre det på en ny måde og med ny frimodighed.
Ser De også talen om en katolsk vækkelse som en del af dette – at især unge mennesker måske søger efter evangeliet og i stigende grad drages mod det på grund af det åndelige mørke, vi befinder os i?
Jeg ser faktisk også en hel del åndeligt lys omkring os. Jeg vil ikke sige, at vi befinder os helt i mørket; mange mennesker omkring os lever et vidunderligt kristent liv. Sådan er det efter min erfaring altid, [men] man bør være lidt forsigtig med udtrykket »stille vækkelse«. En statistiker ville for eksempel sige: Jo, vi har set et stigende antal dåb i påsken gennem tre eller fire år. Lad os give det lidt længere tid. Når det er sagt, ser vi helt klart et stigende antal mennesker komme til tro. […] Jeg er også bevidst om, at troen vokser i andre lande. Så ja, Helligånden er helt bestemt på færde her.
I den forbindelse har der tidligere været talt meget om en form for ny omvendelse af England. Ser De også den katolske vækkelse som en del af denne omvendelse?
Det beder vi bestemt om. Man ser Helligånden virke, og bønner bliver helt klart bønhørt. Lad os se, hvordan det udvikler sig. [Vi må] tage vores dåbskald på os og de kald, der følger af det – hvad enten det er ægteskab, præsteskab, diakonat eller ordensliv – og leve dem fuldt ud. Når det sker, tror jeg virkelig, at vi vil nå dertil, hvor Kirkens mission er ustoppelig. Men det vil naturligvis tage tid.
Migrationskrisen i Storbritannien ser ud til at blive værre. Hvad bekymrer Dem mest ved den udvikling, vi ser?
Ethvert menneske har værdighed. Det er vores udgangspunkt. Ethvert menneske. Uanset hvor mennesker kommer fra, eller hvor de er på vej hen, må vi forkynde menneskets værdighed. De fleste ønsker ikke at forlade deres hjemland, og vi må ikke glemme, at rejsen for langt de fleste – det er jeg sikker på – ikke er let. Derfor må vi anerkende deres trængsler.
En kritik går på, at kirkeledere lægger stor vægt på den fremmede, men ikke viser tilstrækkelig omtanke eller omsorg for befolkningen i de lande, migranterne rejser til, og måske heller ikke værner om disse modtagerlandes kultur, herunder den kristne kultur. Hvad siger De til det?
Ser man på Kirkens liv i dette land, er vi i England og Wales vant til, at Kirken i vid udstrækning er en indvandrerkirke. [Der er] faktisk noget meget smukt ved det. Det betyder ikke, at Kirken i England og Wales lukker sind og hjerte for befolkningen i dette land. Bestemt ikke. Det ser vi i vores arbejde på uddannelsesområdet og i menighedernes daglige liv. Den omsorg, Kirken yder de indlagte og de syge, fortsætter hele tiden.
Hvad siger De til bekymringen over den betydelige muslimske indvandring og dens indvirkning på det, der er tilbage af den kristne kultur i dette land?
Jeg vil ikke foregive at være ekspert i interreligiøs dialog, men min erfaring med det muslimske samfund [er, at] forholdet mellem trosretningerne er usædvanlig godt. Det giver mulighed for et meget positivt samarbejde. Samtidig skal dette naturligvis ses på baggrund af det, De har beskrevet om en fornyet interesse for den kristne tro, og jeg er bevidst om, hvor mange mennesker fra andre trosretninger der denne påske er kommet ind i det katolske og kristne fællesskab.
Et stigende antal muslimer ser ud til at blive kristne. Vi har Tavelic Network og andre, som hjælper dem. Vil Kirken opmuntre disse grupper?
Hvor som helst mennesker undersøger den katolske tro nærmere, mener jeg, at der altid vil være åbenhed. Vi vil ikke gå ud og bedrive proselytisme eller tvinge mennesker til at blive døbt – bestemt ikke. Men dørene står åbne, og dialogen er der.
På fredag når forsøget på at vedtage en lov, der tillader assisteret selvmord, et nyt stadium i parlamentet. Vil biskopperne komme med en udtalelse og måske organisere en bønnekampagne?
Der er allerede kommet udtalelser. […] Vi har konsekvent fastholdt, at der er tale om dårlig lovgivning. Det budskab bliver slået meget kraftigt fast af biskopperne i hvert eneste bispedømme. Vi beder derfor om, at forslaget ligesom tidligere ikke bliver vedtaget. Men det er dårlig lovgivning. Jeg er sikker på, at der ligesom sidst vil blive mange anledninger til bøn – hellige timer, eukaristisk tilbedelse, rosenkransbønner og bøn i vores menigheder – bestemt.
Mange glædede sig over at se så mange biskopper ved March for Life sidste lørdag. Alligevel lyder der også kritik af, at vi ikke synes at høre biskopperne udtale sig tilstrækkeligt om en lang række spørgsmål, især moralske spørgsmål. Hvad skyldes det? Og kan vi forvente, at biskopperne fremover taler højere og tydeligere om disse spørgsmål?
Ser man på biskopkonferencens udtalelser om spørgsmål om værnet om livet, har de været meget klare og helt åbenlyst konsekvente gennem mange år. […] Jeg har i de seneste 12 år været kontaktbiskop for fængsler, og der kommunikeres også meget om strafferetlige spørgsmål. […] Der kommunikeres altså konsekvent om disse emner. […] Man kan måske argumentere for, at vi kunne gøre mere på dette område, men der skal findes en vis balance. Som vi ved, leder medierne nogle gange efter den historie, de ønsker; måske ønsker vi at fortælle en anden. Det spiller også ind.
De skal, så vidt jeg forstår, snart mødes med premierminister Andy Burnham. Han er den første premierminister, som både er født og opvokset som katolik, men han har offentligt erklæret sig uenig i Kirkens morallære om ægteskab, abort og lignende spørgsmål. Vil De eller hans biskop tage det op med ham?
En samtale, jeg ville føre med nogen om vedkommendes samvittighed, er en sag mellem mig og den pågældende; [men] hvis bestemte spørgsmål bliver rejst, ville jeg tale om dem og forholde mig til dem, ja.
Hvad er Deres overordnede syn på ham som katolsk premierminister? Nærer De nogen forhåbninger i den forbindelse?
Som nævnt har jeg endnu ikke mødt ham, og jeg ser frem til den mulighed, så det er måske lidt tidligt at tage den samtale. Men ét eksempel, som han selv netop har fremhævet [i forbindelse med Terminally Ill Adults (End of Life) Bill], er behovet for at tage hånd om den palliative indsats, og det mener jeg faktisk er meget positivt. Han siger, at vi ikke bør debattere dette, før den palliative indsats er, som den bør være. Det er vi nødt til at få bragt i orden, for hvis den palliative indsats her i landet var, som den burde være, ville vi ikke have behov for at se på disse andre spørgsmål.
Som De ved, er der stor bekymring i en lille, men voksende del af Kirken over den traditionelle latinske messe og Vatikanets restriktioner for den. Hvordan forholder De Dem til Traditionis Custodes og de fortsatte restriktioner?
Det er stadig tidligt for mig her, men i mit tidligere bispedømme betragtede jeg spørgsmålet ud fra det pastorale behov. Jeg har også tidligere sagt til medierne, at hvor der er et pastoralt behov, ville jeg argumentere for, at der gives mulighed for den traditionelle latinske messe. I mit tidligere bispedømme kan jeg med hånden på hjertet helt oprigtigt sige, at vi imødekom dette pastorale behov.
I hvor høj grad mener De, at mange af nutidens problemer i Kirken skyldes, at Kristus ikke længere står centralt i liturgien, og at Kirken er blevet mere menneskecentreret end gudcentreret?
Kristus skal afgjort stå i centrum for ethvert menneskes liv. Jeg kan ikke sige, at det, De beskriver, svarer til min erfaring; det mener jeg virkelig ikke. Jeg er enig med dem, der siger, at vi har brug for en stærkere sans for det transcendente i vores liturgiske fejring. Det vil jeg ikke bestride. Jeg mener også, at det fuldt ud er muligt med Missa Normativa. […] En udvikling, man har set i de senere år, er en øget interesse for og hengivenhed til tilbedelsen af det Allerhelligste Sakramente. Her står Kristus i høj grad i centrum, især blandt unge mennesker. Vi har for eksempel bevægelser som Youth 2000, der helt og holdent er centreret om eukaristisk tilbedelse. Det er vidunderlige og positive sider af Kirkens liv.
Et emne, De tog op for nylig, er forfulgte kristne. De er ofte en glemt gruppe og fylder ikke meget i nyhederne. Hvad vil De gerne sige på de forfulgtes vegne?
Vi må altid bede for dem og støtte dem. [Nogle gange] er det nødvendigt at gøre det i stilhed, for hvis man gør for meget opmærksom på det, tager forfølgelsen til; man må gå meget varsomt frem. Men der bliver gjort meget, som måske netop må gøres diskret. Ja, forfølgelse vil altid ramme os i forskellige former – nogle gange helt åbenlyst, andre gange meget subtilt – men den er altid til stede, og vi må dagligt bede for den forfulgte Kirke.
Er der noget, vi ikke har været inde på, som De gerne vil dele med os?
Jeg vender tilbage til det, vi talte om indledningsvis: Jeg mener, at Kirken befinder sig i en meget gunstig situation netop nu. Vi ser denne tørst efter evangeliet, og som katolsk fællesskab her i landet må vi træde ind i dette rum, og alle i Kirken må indtage deres plads i den opgave, Herren har givet os.
Deres Excellence, mange tak, fordi De ville være med os i dag.
Mange, mange tak.
Af Edward Pentin · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
