Paven sagde til seminaristerne, at Gud skænker sit kald frit og ikke på grund af nogen fortjeneste hos dem. Han tilføjede, at deres tilstedeværelse er et tegn på håb for Kirken, fordi Gud fortsat kalder.
Den 3. september modtog pave Leo XIV en gruppe seminarister fra to italienske præsteseminarier i Det Apostolske Palads i Vatikanet og takkede dem på Kirkens vegne for »det ›ja‹, som I har sagt, og som I fortsat siger hver dag«.
»Det er hverken let eller en selvfølge i dagens verden, og det ved Kirken godt,« sagde han under en audiens for delegationer fra Det Pavelige Regionale Pius XI-præsteseminarium for Apulien i Molfetta og Det Interdiocesane Præsteseminarium i Aversa.
Begge seminarier fejrer betydningsfulde jubilæer i år. Molfetta markerer 100-året for sine nye lokaler – opført på foranledning af pave Pius XI, som seminariet er opkaldt efter – mens Aversa fejrer 300-året for åbningen af sin nuværende bygning.
Leo XIV udtrykte også sin taknemmelighed over for de tilstedeværende familier. »Et kald opstår aldrig uden de rette rammer; ofte kræver det et hjem og forældre, som beder og forstår at give slip på deres børn. Min og hele Kirkens tak går til jer, kære familier,« bemærkede han.
Paven fremhævede også Guds frihed, som ethvert kald udspringer af. »Der er ingen konkurrence, ingen rangliste, og der står heller ikke skrevet, at han valgte de bedste: Han valgte dem, han ville. I en verden, der er så optaget af at hylde personlig selvrealisering, er det vigtigt at huske, at ingen af jer og heller ingen af os er her, fordi vi har gjort os fortjent til det, men alene i kraft af et frit valg fra Gud Faders side – et tegn på og en garanti for en frit skænket kærlighed, som altid går forud for os og aldrig skuffer,« understregede han.
Han bekræftede også, at alene det, at disse mænd med præstekald er til stede på seminariet, udgør et tegn på håb for hele Kirken. Dette håb udspringer, forklarede han, ikke af »vag optimisme«, men af »visheden om, at Herren fortsat kalder til alle tider i historien og overalt«.
Paven understregede desuden, at den indsats, det kræver at leve det åndelige liv, bæres af »det smukke ved broderskab og fælles mission«.
»Jesus kalder ikke blot én mand, men tolv – med vidt forskellige personligheder, som efter vores målestok til tider kan virke overraskende. Herren samler dem og holder dem sammen, så de kan lære, at Kirken leves i fællesskab: Den tilhører ingen af os, og vi er alle kaldet til at elske og tjene den som ét legeme,« forklarede han.
Han henvendte sig til dem, der står for seminaristernes dannelse, og bad dem om at være »de første lærere i den omsorg og det broderskab, der kommer til udtryk i ægte relationer – både personlige og fælles – med rod i sandhed og næstekærlighed«.
Paven gjorde det klart, at de kommende præsters mission bliver at bringe evangeliet til menneskene i deres lokalsamfund, det vil sige »til familier, der kæmper for at klare sig; til unge mennesker, som knap 20 år gamle pakker deres kufferter for at søge arbejde; til ældre mennesker, der lever i ensomhed; til de marginaliserede; til dem, der har mistet oplevelsen af, at livet har et formål«.
Denne artikel blev først udgivet af ACI Prensa, EWTN News’ spansksprogede søstertjeneste. Den er blevet oversat og bearbejdet af EWTN News English.
Af Victoria Cardiel · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark





