Udstillingen »The Gospel of Mark: Seven Centuries. Three Fragments. One European Story« har gjort det muligt at se de originale manuskripter fra det 6. århundrede, der engang blev æret som relikvier.
For første gang i syv århundreder har Aquileia, en by i det nordøstlige Italien med en fascinerende fortid, samlet de tre spredte fragmenter af et manuskript fra det 6. århundrede. Manuskriptet blev i århundreder æret, som om det var det evangelium, St. Markus havde skrevet med egen hånd.
Forfatteren til det evangelium, der bærer hans navn, var St. Peters tolk og sekretær. Han fulgte apostlen til Rom, hvor han overværede St. Peters forkyndelse i hjemmene hos Kristi første tilhængere, der vovede at trodse Romerrigets love om religionsudøvelse.
St. Markus nedskrev omhyggeligt hvert et modigt ord fra denne tidlige katekese, og hans noter blev en førstehåndskilde til fortællingen om Jesu liv.
I dag værner Aquileia, en lille by med lidt over 3 000 indbyggere, om mindet om St. Markus som grundlægger af et af middelalderens mest blomstrende kristne fællesskaber.
Efter Milanoediktet i år 313 e.Kr. blev byen, der lå ved krydset mellem øst og vest og fungerede som bro mellem middelhavsverdenen og den slaviske kultur, et centrum for kristendommens udbredelse til Centraleuropa og Balkan.
I det 5. århundrede var byen endda blevet hædret med titlen apostolisk by, og dens biskop havde rang af patriark. Dette privilegium var kun forbeholdt bispedømmer, der kunne føre deres oprindelse tilbage til en apostels forkyndelse.
»I basilikaen har vi bevaret enestående middelalderlige fresker, som viser St. Markus, da han ankommer hertil for at grundlægge byens første kristne menighed. Derfor tror vi, at han faktisk kom til Aquileia,« sagde Anna Sairu, turistguide i Aquileia, til »EWTN Noticias«, EWTN News’ spansksprogede tv-udgave.
Kodekset, der blev en relikvie
Et af de vigtigste vidnesbyrd om denne tradition er »Codex Forojuliensis«, også kendt som »Cividale Gospel Book«. Manuskriptet fra det 6. århundrede er skrevet med uncialskrift – den kalligrafi, der var forbeholdt hellige tekster – og indeholdt oprindeligt alle fire evangelier i St. Hieronymus’ latinske oversættelse.
Forskere mener, at manuskriptet højst sandsynligt blev fremstillet i Ravenna i Italien. Derfra kom det til Aquileia i anden halvdel af det 9. århundrede, hvor det blev bekræftet som ægte med en underskrift af Theodemar, patriark af Aquileia.
Kodeksens tilstedeværelse styrkede traditionen, der knyttede St. Markus til evangeliseringen af regionen. Dens betydning blev så stor, at synoden i Mantova i 827 anerkendte Aquileias kirkelige overhøjhed over Grado.
Venedig så med mistro på naboens voksende religiøse anseelse. Blot et år senere, i 828, bragte venetianske købmænd de relikvier, der blev tilskrevet evangelisten, fra Alexandria til lagunebyen. Dermed fik »Den Højst Ophøjede Republik« Venedig en skytshelgen med apostolsk rang og styrkede det religiøse og politiske grundlag for sin magt.
Det fragmenterede evangelium
I løbet af det 12. og 13. århundrede blev de syv læg – foldede papirark syet sammen til hæfter – som rummede Gospel of Mark, skilt ud fra resten af kodeksen, genindbundet som et selvstændigt bind og forsynet med et kunstfærdigt, forgyldt sølvomslag. Det forvandlede bogen til en genstand for ærbødighed, der lignede et relikvieskrin.
Fra da af blev manuskriptet ikke længere blot betragtet som en gammel afskrift, men som et autografmanuskript skrevet af St. Markus selv. Middelalderlige inventarfortegnelser over Aquileias patriarkalske skatkammer afspejler denne opfattelse.
»Evangeliet blev opsplittet, da det blev taget ud af den evangeliebog, der rummede alle fire evangelier, og begyndte at blive betragtet som et autografmanuskript af evangelisten selv. Det hænger sammen med traditionen om, at St. Markus evangeliserede denne del af Italien, Aquileia og området omkring byen. I det 12. og 13. århundrede fik Gospel of Mark sit eget liv og blev betragtet som en enestående relikvie,« sagde Cristiano Tiussi, direktør for Aquileia-fonden og kurator for udstillingen, til »EWTN Noticias«.
Kejseren, der ville have et stykke af St. Markus
Rygtet om det angiveligt ægte evangelium skrevet af St. Markus spredte sig hurtigt over hele Europa. På vej til Rom for at modtage kejserkronen gjorde Karl IV af Luxembourg i 1354 ophold i Aquileia. På det tidspunkt var hans halvbror Nicholas af Luxembourg patriark i byen.
Kejseren bad om en del af det ærede manuskript og fik to af de syv læg, som Markusevangeliet bestod af. Siderne blev ført til Prag og anbragt i St. Vitus-katedralen sammen med St. Wenceslaus’ relikvier. I løbet af århundrederne blev de det ældste skriftlige dokument, der er bevaret i tjekkiske biblioteker.
Udstillingen viser endda de originale dokumenter, som dokumenterer Karl IV’s anmodning til patriarken af Aquileia.
»At eje en del af St. Markus’ evangelium betød, at man ikke blot var i besiddelse af en religiøs relikvie, men også af et symbol på anseelse, legitimitet og magt,« bemærkede Tiussi.
Erobringen af Venedig
Resten af manuskriptet forblev i Aquileia indtil 30. maj 1420, da dogen Tommaso Mocenigo erobrede byen. Derefter gjorde Venedig krav på de tilbageværende fragmenter med den begrundelse, at de hørte hjemme ved evangelistens grav i Markuskirken.
Overførelsen symboliserede Aquileias endelige indlemmelse i den venetianske magtsfære.
Handlingen havde også en umiskendelig politisk betydning. Hvis Venedig siden 828 havde gjort krav på at have evangelistens legeme i sin varetægt, kom byen nu også i besiddelse af en del af det manuskript, som traditionen mente var skrevet med hans egen hånd.
Dermed blev Gospel of Mark varigt delt mellem byerne Cividale del Friuli, Venedig og Prag.
For selve manuskriptet fik det imidlertid katastrofale følger. Fugtigheden fra den venetianske lagune beskadigede gradvist siderne, indtil de blev næsten ulæselige. I dag opbevares resterne i en relikvievitrine i Markuskirkens skatkammer.
Middelalderens Facebook
Udstillingen byder de besøgende på endnu en overraskelse. Før manuskriptet blev skilt ad, fungerede det som »Liber Vitae« eller »De Levendes Bog«. Mere end 1 500 navne blev indført på siderne af mennesker, der ønskede at blive husket i bønnerne hos det klosterfællesskab, som havde kodeksen i sin varetægt.
»Det er et af de træk, der gør denne evangeliebog enestående. I Italien kender vi kun to ›libri vitae‹ fra karolingertiden. Dette er et af dem. Disse indførsler, der er skrevet med en anden håndskrift end den oprindelige uncialskrift, var i begyndelsen enkle liturgiske anmærkninger. Det er noter, der blev skrevet i evangeliet i det 7. og 8. århundrede, og som angiver, hvilke passager der skulle læses på bestemte tider af året, eller giver andre anvisninger på bogens liturgiske brug,« sagde Luca Villa, der også er kurator for udstillingen.
Fra anden halvdel af det 9. århundrede blev navnene på velgørere, adelige, pilgrimme og fornemme besøgende føjet til.
Blandt dem var så fremtrædende personer som kejser Ludvig II den Yngre og hans hustru Engelberga, den moraviske fyrste Svatopluk og udsendinge fra det nyligt kristnede kongerige Bulgarien.
»Der er mere end 1 500 betydningsfulde personer, som skrev deres navne i evangeliet, ikke blot for at efterlade sig et spor, men fordi de troede, at de dermed ville få del i de liturgiske fejringer, hver gang bogen blev brugt i den kirke, hvor den blev opbevaret,« sagde Villa til »EWTN Noticias«.
For historikere giver disse lister et enestående indblik i middelalderens Europa. De afslører et netværk af kontakter, pilgrimsrejser og kulturelle udvekslinger, som forbandt fjerne egne flere århundreder før de moderne nationalstaters fremkomst.
En europæisk historie
Nu er de tre bevarede dele af evangeliet for første gang i omkring 700 år blevet genforenet.
De læg, der opbevares i Prag, har for første gang forladt Tjekkiet. Fragmenterne i Venedig har midlertidigt forladt Markuskirken. Sammen med siderne, der opbevares i Friuli, genskaber de en historie, som har været opsplittet siden middelalderen.
Den tjekkiske kurator Martina Dlabajová sagde, at hun mener, at genforeningen også symboliserer selve Europas væsen.
»Det smukke er, at vi anerkender, at hvert fragment har haft sin egen historie og fulgt sin egen vej, samtidig med at vi ved at samle dem har valgt at tage den fælles historie til os. Derfor taler udstillingens titel om ›Seven Centuries, Three Fragments, One European Story‹, for de tre fragmenter ophørte aldrig med at være en del af en fælles fortælling, og den fortælling er europæisk,« forklarede hun.
»Jeg vil også gerne fremhæve, at Europa selv bør anerkende forskellene, acceptere, at der findes særskilte historier, og forstå, at disse forskellige historier fra forskellige lande beriger vores fælles historie,« tilføjede hun over for »EWTN Noticias«.
Udstillingen »The Gospel of Mark: Seven Centuries. Three Fragments. One European Story« vil være åben frem til og med april 2027. På grund af pergamentets skrøbelighed er begrænsninger dog nødvendige. Originalmanuskripterne vises kun i udstillingens første seks uger. Derefter erstattes de af digitale gengivelser i høj opløsning.
Denne reportage kunne realiseres takket være støtte fra Aquileia-fonden.
Denne historie blev første gang offentliggjort af ACI Prensa, EWTN News’ spansksprogede søstertjeneste. Den er oversat og bearbejdet af EWTN News English.
Af Victoria Cardiel · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
