Hans Excellence biskop Francesco Cavina kommenterer søndagens evangelium.
Af Hans Excellence biskop Francesco Cavina, emeriteret biskop af Carpi
Med lignelsen om de indbudte til bryllupsfesten viser Jesus os noget afgørende om menneskets skæbne og historiens fuldendelse. Menneskehedens historie bevæger sig nemlig ikke mod intetheden. Trods de katastrofer, krige, synder, grusomheder og uretfærdigheder, som stadig sårer verden, er den rettet mod en fuldendelse: mod det evige festmåltid, mod den fest, hvor Gud vil samle sine børn og skænke dem livets fylde.
Men for at få del i denne skæbne, der rummer godhed og frelse, må mennesket tage imod det tilbud, Gud giver mennesket; tilbuddet er på ingen måde bindende eller tvingende. Herrens invitation – »Kom til brylluppet« – er ganske vist vedholdende, men den indskrænker ikke menneskets frihed. Det ses af, at de indbudte reagerer med afvisning, ligegyldighed og fjendtlighed, ja, de går så vidt som til at dræbe tjenerne. Tænk blot på, hvor aktuelle disse holdninger også er i verden i dag.
De indbudte i lignelsen har andet at tage sig til. De har deres egne gøremål, deres egne planer og deres egne prioriteter. Netop her ligger dramaet: Man kan gå glip af festen, ikke fordi man har valgt det onde, men fordi man altid har valgt noget andet. Man kan blive så fanget i sine egne vaner, at man ikke længere er villig til at lade sig overraske af Gud. Menneskets frihed har også dramatiske konsekvenser for Gud. Han kunne trænge sig på, men accepterer i stedet, at hans skabning kan ignorere ham, glemme ham og betragte ham som uden betydning. Ingen foragt er mere radikal end ligegyldigheden. De tomme og triste kirker, det stærkt faldende antal kald til præstelivet og ordenslivet samt familiens krise vidner om, at mennesket ikke længere synes at vise nogen interesse for sin Skaber og Fader.
Alligevel giver kongen ikke op: »Gå ud til vejkrydsene, og indbyd alle, I træffer både onde og gode.« Guds kærlighed er utrættelig. Den lader sig ikke påvirke af menneskets negative holdning og lammes ikke af dets foragt. Guds gode plan for menneskeheden bliver hverken sat i bero eller slukket. Derfor holder han aldrig op med at kalde, for han ved, at mennesket har brug for ham.
Bryllupsklædningen er tegnet på, at frelsens ord er blevet modtaget. Det er et billede på efterfølgelsen af Kristus. Den klædning, vi må iføre os, hvis livet ikke skal mislykkes, er Jesus selv. På dåbsdagen modtog hver af os den hvide klædning som tegn på vores forpligtelse til livet igennem at iklæde os Herren, så vi tilegner os hans sindelag og tanker, bliver et ekko af hans ord og sår hans handlinger ude i verden. For at træde ind i festsalen er det ikke nok at blive bedre mennesker. Vi må lade Kristus blive formen for vores liv, dag for dag.
De hellige taler om nødvendigheden af at nå frem til at »ånde Kristus«. Det anbefalede den hellige Antonius den Store sine munke mod slutningen af sit liv. Og det er i grunden det, Paulus oplever, når han siger, at vi i Kristus “lever og røres og er vi”. For til sidst vil spørgsmålet ikke blot være, om vi har sagt ja til at deltage i festmåltidet. Spørgsmålet vil være, om vi har ladet os forvandle af den Kærlighed, der har indbudt os.
Af Hans Excellence biskop Francesco Cavina, emeriteret biskop af Carpi · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
