Vor Frue af Fatima gav endda præcise anvisninger på, hvordan ikke blot Anden Verdenskrig, men også alle de efterfølgende krige kunne undgås.
I slutningen af september 2026 advarede Rusland NATO og erklærede sig rede til at tage atomvåben i brug, hvis NATO forsøgte at afskære den militariserede russiske enklave Kaliningrad. Dette perspektiveres i det følgende.
Skarpsindig som altid så og beskrev den salige Fulton Sheen, hvordan en sådan krig kunne forhindres – i forbindelse med en advarsel og en stærk påmindelse knyttet til Fatima og solmiraklet den 13. oktober 1917.
I 1947 påviste Sheen forbindelsen i sit ugentlige radioforedrag i The Catholic Hour; i 1952 udfoldede han den med endnu flere detaljer i sin bog The World ’ s First Love.
Den 13. oktober 1917 oplevede 70.000 mennesker solmiraklet, som vores velsignede Moder havde lovet, under hendes sidste åbenbaring i Fatima. De forsamlede så solen dreje rundt, danse og skifte mellem mange farver. Derefter begyndte den at falde og styrte mod jorden med kurs mod at ødelægge verden. Alle faldt på knæ og bad om tilgivelse og barmhjertighed.
Sheen så tre mulige fortolkninger af solmiraklet.
»Den første er at betragte det som en advarsel om atombomben, der som en faldende sol ville formørke verden,« skrev han. »Det kunne tænkes at være et varsel om den dag, hvor mennesket som en anden Prometheus ville rive ilden ned fra himlen og derefter lade den regne ned som død over Nagasaki og Hiroshima.«
Så kom den anden fortolkning:
»På den anden side kunne det ses som et tegn på håb, nemlig at Kvinden, der udsprang af naturen, er stærkere end naturens kræfter.« Han forklarede, at »atomspaltning er den proces, hvormed solen oplyser verden. Gud anbragte atomspaltningen i universet; ellers ville vi ikke have opdaget den.«
»At Maria i Fatima kunne tage dette store centrum og sæde for atomkraft og gøre det til sit legetøj, og at hun kunne svinge solen ›som et smykke om sit håndled‹, er et bevis på, at Gud har givet hende magt over den – ikke til død, men til lys og liv og håb. Som Skriften forudsagde: ›Og nu viste der sig på himlen et stort tegn: en kvinde klædt i solen‹ (Åb 12, 1).«
Sheen fandt også »en tredje måde at betragte solmiraklet på: som en miniature og et lille billede af, hvad der endnu kan ramme verden, nemlig en pludselig omvæltning eller katastrofe … som ville få verden til at skælve af rædsel, ligesom de 70.000 skælvede i Fatima den dag. Denne katastrofe ville være en for tidlig eller ukontrolleret eksplosion af en atombombe, som bogstaveligt talt ville ryste jorden.«
Atomerne i bomben ville gøre oprør og være »et symbol på mennesket i oprør. Men gennem omvendelse vil menneskeheden vinde en natur under fuld kontrol.« Hans beskrivelse gælder også for samfundet, ikke sandt?
Da de 70.000 mennesker faldt på knæ og bad Gud om tilgivelse og barmhjertighed, forklarede han: »Den hvirvlende sol … kan have været forløberen for et verdensomspændende skue, der vil få millioner til at falde på knæ i en genfødsel af troen. Og ligesom Maria åbenbarede sig i det første solmirakel, kan vi se frem til endnu en åbenbaring af hendes magt, når verden næste gang holder generalprøve på Dies Irae (Vredens dag).«
Udfaldet kunne være anderledes
Sheen beskrev smukt, hvordan Vor Frue tog den »oprindelige atomkraft«, som solen er, og viste, at hun rådede over den med henblik på fred. »Men hun ville ikke frelse mennesket fra naturen uden menneskets medvirken, ligesom Gud ikke ville frelse menneskeheden fra synden uden hendes frie samtykke.«
Vor Frue gjorde det klart ved sin åbenbaring den 13. juli. Hun sagde i realiteten, at Anden Verdenskrig ikke behøvede at finde sted:
»Denne krig vil ende, men hvis menneskene ikke holder op med at krænke Gud, vil en ny og frygteligere krig begynde under Pius XI’s pontifikat.«
Ordet »hvis« gjorde udsagnet betinget.
»Anden Verdenskrig ville ikke have fundet sted, hvis menneskene var vendt tilbage til Gud,« understregede Sheen. »Tredje Verdenskrig behøver ikke at finde sted, og den vil ikke finde sted, hvis vi som nation vender tilbage til Gud.«
Vor Frue af Fatima gav endda præcise anvisninger på, hvordan ikke blot Anden Verdenskrig, men også alle de efterfølgende krige kunne forhindres.
Hun sagde:
»For at forhindre dette vil jeg komme til verden og bede om, at Rusland bliver viet til mit uplettede hjerte, og om, at man hver måneds første lørdag modtager kommunionen som soning for verdens synder. Hvis mine ønsker bliver opfyldt, vil Rusland omvende sig, og der vil blive fred; hvis ikke, vil Rusland sprede sine vildfarelser over hele verden og fremkalde nye krige og forfølgelse af Kirken; de gode vil lide martyrdøden, og den hellige Fader vil få meget at lide; visse nationer vil blive udslettet.«
Hun angav klart boden og den daglige rosenkransbøn som midler, hvormed man kunne samarbejde med hende. Sheen mindede om: »Omvendelse, bøn og offer – det er betingelserne for fred, for de er de midler, hvorved mennesket fornyes.«
Himlens indgriben
Biskop Sheen gav to grunde til, at Gud ønskede, at hans velsignede Moder skulle åbenbare sig og gennem bøn og bod føre os tilbage til det sted, hvor vi burde være.
»Én grund falder straks i øjnene,« forklarede han. »Eftersom verden har mistet Kristus, kan det være, at den gennem Maria vil genfinde ham.« Da Jesus som 12-årig var blevet væk, fandt Vor Frue ham. »Nu, hvor han igen er tabt, kan det være gennem Maria, at verden vil genfinde Kristus, sin frelser.«
»En anden grund er, at det guddommelige forsyn har betroet en kvinde magten til at overvinde det onde,« erklærede han. »På den første frygtelige dag, da det onde kom ind i verden, talte Gud til slangen i Edens have og sagde: ›Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved og du skal hugge den i hælen (1 Mos 3, 15). … Det onde vil blive overvundet gennem kvindens magt.«
»Vi lever nu i en ond time,« tilføjede Sheen, »for selv om godheden har sin dag, har det onde sin time. Vor velsignede Herre sagde det selv den nat, da Judas kom ind i haven: ›nu er det jeres time, mørket har magten‹ (Luk 22, 53). Alt, hvad det onde kan gøre i den time, er at slukke verdens lys; men det kan det gøre. Hvis vi da lever i en ond time, hvordan skal vi overvinde Satans ånd, hvis ikke gennem den magt, som den Kvinde har, og som den almægtige Gud har givet mandat til at knuse slangens hoved?«
Biskop Sheen viste betydelig indsigt, da han skrev om Fatima i 1952. Hans betragtning er tidløs, selv om han dengang havde fokus på russerne under den kolde krig. Han skrev: »I russernes teologi, før de blev overmandet af det kolde hjerte hos den, der er imod Gud … forudsagde de videre, at når verden afviste vor Herre, sådan som den har gjort i dag, ville hans Moders lys på denne mørke nat bryde frem, oplyse mørket og føre verden til fred.«
»Den smukke åbenbaring af vores velsignede Moder i Fatima i Portugal fra april til oktober 1917 var endnu et bevis på den russiske tese: Når verden kæmpede mod Frelseren, ville han sende sin Moder for at frelse os. Og hendes største åbenbaring fandt sted i netop den måned, hvor den bolsjevikiske revolution begyndte.«
Vi kender det endelige udfald. Under åbenbaringen i juli erklærede hun, at »mit uplettede hjerte til sidst vil sejre. Den hellige Fader vil vie Rusland til mig, landet vil omvende sig, og verden vil opleve en periode med fred.«
Men vi må samarbejde. Denne anvisning må gentages, for hvor mange mennesker har i alle de årtier, der er gået siden disse advarsler, samarbejdet og fulgt anvisningerne fra Vor Frue af Fatima?
I sit foredrag fra 1947 fremhævede han, at man skulle bære Vor Frue af Karmelbjergets brune skapular; følge anvisningerne fra Vor Frue af Fatima; bede rosenkransen hver dag for Ruslands omvendelse (og naturligvis for fred); samt iagttage de fem første lørdage (Sheen foreslog hver eneste første lørdag).
Biskop Sheen mente, at Amerika på en særlig måde står »under beskyttelse af denne Kvinde, som er bestemt til at overvinde det onde«. I en kort bøn sammenfattede han ikke blot oprørene under den kolde krig, men også de tiltagende oprør i dag, Fatima-åbenbaringerne og nødvendigheden af at lytte til vores velsignede Moders anvisninger. Han bad inderligt:
»O Maria, vi har forvist din guddommelige søn fra vores liv, vores råd, vores uddannelse og vores familier! Kom med solens lys som symbol på hans magt! Helbred vores krige og vores mørke uro; køl kanonmundingerne, der gløder af krig! Befri vores sind fra atomet og vores sjæle fra naturens dynd! Skænk os en genfødsel i din guddommelige søn, os, jordens fattige børn, der med alderen er blevet gamle! … Lad os alle skamme os, så vi melder os som dine krigere for fred og kærlighed!«
Af Joseph Pronechen · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
