I dag er hans liturgiske mindedag.
Den hellige Carlo Borromeo (1538–1584) huskes først og fremmest som en af 1500-tallets helt store skikkelser i Den katolske Kirke. Hans usædvanlige storhed skyldes ikke kun den juridiske strenghed, der kendetegnede ham, men også en intens åndelig erfaring præget af lidelse og næret af en dybtfølt kærlighed til Kristus og Kirken. Carlo blev født i Arona ved Lago Maggiore i en adelig familie med tilknytning til Medici-slægten. Allerede som ganske ung indledte han på foranledning af sin onkel, pave Pius IV, en strålende kirkelig karriere i Rom. Paven udnævnte ham til kardinal og statssekretær, da han blot var 23 år. Det åndelige vendepunkt kom efter hans ældre bror Federicos pludselige død. Samtidig blev Tridentinerkoncilet afsluttet i 1563: Carlo forstod, at Kirken ikke havde brug for verdslige paver og biskopper, men for hellige og helstøbte hyrder.
Borromeos spiritualitet havde sine rødder i den kontemplative bøn. Trods det hektiske tempo i hans pastorale ledelse, hvor han utrætteligt foretog pastorale besøg, grundlagde uddannelsesinstitutioner og karitative institutioner, afsatte Carlo god tid til daglig bøn. Han var dybt overbevist om, at ingen strukturel reform kunne lykkes uden en radikal indre omvendelse, og trak sig derfor gerne med jævne mellemrum tilbage til stille bøn, ofte ved Certosa di Pavia eller på afsides steder i bjergene. Her praktiserede han en streng askese med faste, natlige vigilebønner og bodsøvelser. For den hellige Carlo var spiritualitet ikke et indadvendt tilflugtssted, men en måde at handle på, der var båret af næstekærlighed. Hans bispemotto, »Humilitas« (ydmyghed), var ikke blot et moralsk program, men selve kendetegnet på hans tjeneste.
Kulminationen på denne spiritualitet, som han levede ud til det yderste, viste sig under den frygtelige pest i Milano i 1576–1578. Manzoni har givet en berømt skildring af dette i I Promessi Sposi. Mens de civile myndigheder og de adelige flygtede fra byen for at undslippe smitten, blev Carlo stoisk på sin post. Han var biskop af Milano og ville stå ved sit folks side. Ved den lejlighed besluttede han at sælge sine egne liturgiske klæder og endda sin seng for at skaffe mad til de trængende.
Hans reformarbejde i bispedømmet Milano – som omfattede oprettelsen af de første seminarier til uddannelse af gejstligheden, udarbejdelsen af Den Romerske Katekisme og den strenge gennemførelse af Tridentinerkoncilets dekreter – var ikke et bureaukratisk pålæg for ham, men en sand handling af næstekærlighed over for Guds folk. Carlo krævede hellighed og integritet af sine præster, fordi han vidste, at vejen til Kirkens fornyelse gik gennem præstelivets skønhed og renhed.
En stor, helt enestående biskop, der stadig i dag sætter sit præg.
Af Antonio Tarallo · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
