Mens Kirken og verden beder for pave Leo XIV i denne uge, vender vi os mod den hellige Bernardin af Siena, der både er kendt som »Italiens apostel« og for sin forbøn for mennesker med lunge- og luftvejsproblemer.
Mens pave Leo XIV i denne uge gennemgår en lungeoperation og kommer sig på Gemelli-hospitalet i Rom, kan de troende søge forbøn hos en franciskanerbroder fra det 15. århundrede, der er skytshelgen for lunge- og luftvejssygdomme.
Den hellige Bernardin af Siena blev kendt som »Italiens apostel« for sin indsats for at genoplive den katolske tro i landet i 1400-tallet. Tidligt i livet overvandt han en svag stemme og alvorlige problemer med luftvejene og halsen, samtidig med at han tog sig af pestofre og hospitalsindlagte.
Bernardin Albizeschi blev født i 1380 af forældre fra overklassen i den italienske republik Siena, men blev snart ramt af ulykke: Han mistede sin mor som treårig og sin far fire år senere. Derefter tog hans tante Diana sig af ham og lærte ham at søge trøst og tryghed i tilliden til Gud.
Allerede som ung viste Bernardin en bemærkelsesværdig omsorg for de fattige, der udsprang af hans kærlighed til Gud. Han var vant til at faste og valgte undertiden helt at undvære mad for at hjælpe en, der havde større behov. Fra han var 11 til 17 år, koncentrerede han sig om sine studier og udviklede den veltalenhed og ihærdighed, der senere skulle komme ham til gode i hans virke som evangelist.
Inden han blev prædikant, tilbragte Bernardin imidlertid flere år med at pleje de syge og døende. Han sluttede sig til en religiøs sammenslutning, der gjorde tjeneste på et hospital i byen Scala, og helligede sig dette arbejde fra 1397 til 1400.
I den periode brød en alvorlig pestepidemi ud i Siena og udløste en krise, som til sidst fik den unge mand til at overtage ledelsen af hele hospitalet. På hospitalet døde op mod 20 mennesker hver dag af sygdommen, som også tog livet af mange ansatte. Personalet var decimeret, og nye ofre blev hele tiden bragt ind.
Bernardin overtalte 12 unge mænd til at hjælpe ham med at holde hospitalets arbejde i gang, og han stod i spidsen for det i fire måneder. Selv om han ikke blev smittet med pest, svækkede det udmattende arbejde ham, og han pådrog sig en anden sygdom, som holdt ham sengeliggende i fire måneder.
Efter at være kommet sig plejede han sin tante Bartholomaea i mere end et år frem til hendes død. Derefter flyttede den 22-årige Bernardin til et lille hus uden for byen, hvor han gennem bøn og faste begyndte at bedømme Guds vilje for sit fremtidige liv.
I 1403 valgte han til sidst at slutte sig til franciskanerne af den strenge observans og tog et nøjsomt liv præget af fattigdom og ydmyghed på sig. Mens han i denne periode bad foran et krucifiks, hørte Bernardin Kristus sige til ham: »Min søn, se mig hænge på et kors. Hvis du elsker mig eller ønsker at efterligne mig, så lad dig også nøgen fæstne til dit kors og følg mig. Så vil du med sikkerhed finde mig.«
Efter at Bernardin var blevet præsteviet, gav hans foresatte ham til opgave at prædike som missionær blandt de italienere, der var ved at falde fra deres katolske tro. Den dominikanske evangelist, den hellige Vincent Ferrer, holdt kort før sin afrejse fra Italien en prædiken, hvori han forudsagde, at en af tilhørerne ville fortsætte hans arbejde blandt italienerne – en profeti, som Bernardin selv hørte og senere kom til at opfylde.
Bernardins personlige hengivenhed for Gud, som forbløffede selv de strenge franciskanere, gjorde hans forkyndelse særdeles virkningsfuld. Han bevægede sine tilhørere til at opgive deres laster, vende tilbage til Gud og slutte fred med hinanden. Han fremmede andagten til Jesu navn som et enkelt og virkningsfuldt middel til altid at huske på Guds kærlighed.
Når andre præster søgte råd hos ham, gav Bernardin dem en enkel regel: »Søg i alt, hvad I gør, først Guds rige og hans herlighed. Lad alt, hvad I gør, alene være rettet mod hans ære. Hold fast i broderlig næstekærlighed, og gør først selv alt det, I ønsker at lære andre.«
»På denne måde,« sagde han, »vil Helligånden være jeres læremester og give jer en sådan visdom og en sådan talegave, at ingen modstander vil kunne stå imod jer.«
Bernardins eget liv vidnede om denne kilde til styrke, når han mødte prøvelser. Han udholdt tålmodigt en anklage om kætteri – som pave Martin V afviste som falsk – og nægtede at opgive sin dristige forkyndelse, da en adelsmand truede ham med døden.
Men Bernardin nød også stor beundring i hele Italien og blev tre gange tilbudt et bispeembede. Hver gang afslog han dog embedet og valgte at opfylde den hellige Vincent Ferrers forudsigelse gennem sit missionsarbejde. Bernardin prædikede flere gange i det meste af Italien som prædikant og formåede endda at forsone medlemmer af landets stridende politiske fraktioner.
Senere i livet tjente Bernardin i fem år som generalvikar i sin franciskanerorden og genoplivede efterlevelsen af dens strenge leveregel. I 1444, 40 år efter sin indtræden i ordenslivet, blev Bernardin syg under en rejse. Han fortsatte med at prædike, men mistede snart sine kræfter og sin stemme.
Han døde 20. maj 1444, og blot seks år senere, i 1450, helligkårede pave Nikolaus V ham.
Denne artikel blev første gang offentliggjort 15. maj 2011 og blev opdateret 13. oktober 2026.
Af EWTN News Staff · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
