Christian Peschken (EWTN) i samtale med ærkebiskop Ettore Balestrero, den Hellige Stols faste observatør ved FN i Genève.
Genève – lørdag den 17. oktober 2026 kl. 8.00.
Den Hellige Stol advarer imod at basere sikkerhed alene på afskrækkelse, frygt og militær styrke. Den opfordrer til yderligere nuklear nedrustning og et moratorium for dødbringende autonome våbensystemer og satser trods alle tilbageslag fortsat på diplomati og internationalt samarbejde. Christian Peschken (EWTN) talte om dette med Den Hellige Stols repræsentant ved FN i Genève, ærkebiskop Ettore Balestrero.
Den Hellige Stol afviser nuklear afskrækkelse, fordi den i sidste ende bygger på frygt og gensidige trusler. Men kunne man ikke også sige, at netop denne afskrækkelse hidtil har forhindret en storkrig mellem atommagter? Er den – hvor farlig og ufuldkommen den end måtte være – måske alligevel det mindre onde?
Det, De har sagt, er en smule forenklet. Det afspejler ganske vist, hvad mennesker tænker, men ikke fuldt ud, hvad den katolske kirke mener. Kirken fremholder nemlig de etiske principper, der har rod i evangeliet, og disse principper er klare: afvisning af masseødelæggelsesvåben såsom atomvåben samt fremme af forhandlinger og traktater, der mindsker det globale atomvåbenpotentiale, med det mål at nå frem til en verden, der er fuldstændig fri for atomvåben.
Kirken går kun ind for magtanvendelse som en sidste udvej til legitimt forsvar og selv da kun efter meget klare og strenge kriterier. På det principielle plan mener jeg derfor, at enhver god kristen bør tro på disse principper, og at ethvert menneske af god vilje bør – ja, skal – stræbe efter en verden uden atomvåben.
Hvis vi alle levede efter evangeliet, ville der hverken være modstandere eller angreb. Men sådan er virkeligheden desværre ikke i dag. Den balance, der bygger på flere staters eller de vigtigste magtblokkes nukleare afskrækkelse, er derfor bestemt ikke den sande fred, som udspringer af retfærdighed og broderskab.
For ganske nylig mindede paven i sin tale ved UNESCO i Paris om den fejlagtige forestilling, at besiddelse af atomvåben er en garanti for sikkerhed. Denne forestilling breder sig og nærer misforståelsen. Den sætter gang i et nyt våbenkapløb, som er vanskeligt at kontrollere.
Samtidig ville det imidlertid være endnu værre, hvis der var en ubalance. Hvis kun ét land rådede over atomvåben, ville det være meget vanskeligt at modstå fristelsen til vilkårlighed, uretfærdig ekspansion og globalt overherredømme. Det er svært at indrømme, men det forhold, at flere stater råder over nuklear afskrækkelsesmagt, har indtil i dag bidraget til en vis tilbageholdenhed, hvor ufuldkommen og farlig denne situation end måtte være. Sådan forholder det sig.
Samtidig må det dog også konstateres, at besiddelsen af atomvåben efter min opfattelse er blevet et magtprincip, der har muliggjort yderst tvivlsomme eller ligefrem uforsvarlige militære interventioner. Dertil kommer den meget beklagelige kendsgerning, at atommagterne har øget antallet af deres atomvåben. Logikken lyder altså: Hvis min modstander øger antallet af sine atomsprænghoveder, vil jeg også øge mine.
Det står klart, at atomvåben i lyset af den humanitære folkeret og principperne for retfærdig krigsførelse – proportionalitet, sondring og militær nødvendighed – bør stå øverst på listen over forbudte våben.
Alligevel erklærede pave Johannes Paul II – den hellige Johannes Paul II – meget klart for nogle år siden, at afskrækkelse, der bygger på en magtbalance, under de nuværende forhold fortsat kan anses for moralsk forsvarlig, forudsat at den ikke betragtes som et mål i sig selv, men som et skridt fremad på vejen mod gradvis nedrustning.
Han præciserede dog og tilføjede, at det for at sikre freden er helt afgørende ikke at nøjes med dette minimum, som til stadighed er udsat for en reel eksplosionsfare.
Den nuværende pave, Leo XIV, har i denne forbindelse erklæret, at tanken om militær magt som afskrækkelse, navnlig nuklear afskrækkelse, bygger på den irrationelle forestilling, at forholdet mellem nationer skal bygge på frygt og trusler om vold frem for på ret, retfærdighed og tillid.
Hvis denne farlige kurs, der bygger på afskrækkelse, ikke ledsages af en større diplomatisk indsats, tillidsskabende foranstaltninger og samarbejde, men i stedet ledsages af en udhuling af nedrustningsstrukturen – den arkitektur, der blev skabt efter Anden Verdenskrig – sådan som det desværre er tilfældet nu, risikerer menneskeheden og hele vores planet at blive drevet til randen af ødelæggelse og tilintetgørelse.
Jeg mener derfor, at spørgsmålet om besiddelse bør handle om, hvorvidt det ud fra et etisk og politisk synspunkt er forsvarligt at betragte afskrækkelsesstrategien som en endelig tilstand. Det bør også handle om, hvorvidt det er forsvarligt at besidde atomvåben, uden at der samtidig foregår en intensiv og oprigtig diplomatisk indsats og forhandlingsproces, som sigter mod gradvist at reducere atomarsenalet, indtil det er fuldstændig afskaffet.
Svaret på dette spørgsmål er: Nej, det er ikke rigtigt.
Jeg mener, at det egentlige problem netop ligger her: Afskrækkelse må ikke forstås som et mål i sig selv, men højst som en nuværende, farlig og ufuldkommen situation på vejen mod gradvis nedrustning. Derfor kræves der samtidig seriøse diplomatiske bestræbelser, forhandlinger, tillidsskabende foranstaltninger og internationalt samarbejde. Uden disse skridt udgør den gensidige atomtrussel hverken reel sikkerhed eller reel fred. Den forbliver derimod en situation, hvor frygt, mistillid og trusler om vold fortsat præger forholdet mellem verdens stater.
Den Hellige Stols holdning er derfor, at det eneste varige alternativ til den blot tilsyneladende stabilitet, som gensidige trusler giver, er det meget krævende, meget langsomme, men vigtige og nødvendige arbejde for en verificeret, universel nedrustning og en sikkerhedsarkitektur, der bygger på samarbejde frem for terror.
Og Den Hellige Stol vil fortsat fremme forhandlinger og traktater, der reducerer atomvåbenpotentialet, med det mål at nå frem til en verden, der er fuldstændig fri for atomvåben.
Den Hellige Stol opfordrer til et øjeblikkeligt moratorium for dødbringende autonome våbensystemer. Samtidig udvikler militær kunstig intelligens sig utroligt hurtigt. Er det overhovedet realistisk at gennemføre et sådant moratorium i dag?
Ja, et moratorium er faktisk realistisk at gennemføre. Ellers ville den Hellige Stol ikke kræve det. Det afgørende er, om der er politisk vilje til at indføre det. Det er et spørgsmål for staterne, og den Hellige Stol opfordrer naturligvis til, at man bevæger sig i denne retning.
Teknologien udvikler sig hurtigere end diplomatiet, og mange store militærmagter fremskynder i øjeblikket aktivt udviklingen af autonome våben i stedet for at standse den. Men det, at dette kapløb er blevet vanskeligere at standse, betyder ikke, at det er umuligt.
Der findes forskellige fortilfælde. Det internationale samfund har været i stand til at forbyde eller begrænse andre kategorier af våben: nukleare, kemiske og biologiske våben samt antipersonelminer. Meget ofte skete det først, efter at tragedier havde fundet sted. Men det skete som følge af en voksende offentlig bevidsthed og en stigende erkendelse af, hvor umenneskelige visse våben og metoder til krigsførelse er.
Noget lignende sker nu. Brede koalitioner af stater, forskere, trossamfund og civilsamfundet finder sammen om en klar etisk grænse: En maskine bør aldrig træffe beslutning om at tage et menneskes liv.
Et moratorium kunne derfor være et vigtigt første skridt til at skabe tillid mellem staterne, mens der forhandles om en retligt bindende ramme. Vi har allerede set konflikter blive brugt som reelle forsøgsområder for stadig mere autonome systemer. Det er netop denne form for uigenkaldelig dynamik, et moratorium skal bryde.
Målet er i første omgang at afbryde denne proces og skabe tid til forhandlinger, inden udviklingen af autonome våbensystemer får en dynamik, som næsten ikke længere kan vendes.
Kunstig intelligens kan bidrage til at forbedre forsvaret og beskyttelsen af civile. Men kunstig intelligens skal reguleres sådan, at en maskine forhindres i at træffe afgørelser om menneskers liv. Et moratorium i denne forstand er muligt og efter min opfattelse nødvendigt.
Den Hellige Stol siger selv, at de internationale nedrustningsforhandlinger praktisk talt har stået stille i årevis. Hvorfor skulle vi alligevel fortsat tro på, at diplomatiet kan udrette noget, når det så ofte er slået fejl?
Jeg vil sige, at vi må håbe, at diplomatiet lykkes, for alternativet til diplomati har aldrig været fred. Alternativet har altid været krig. Og vi ved kun alt for godt, hvad krig fører med sig: lidelse, død og ødelæggelse.
At opgive diplomatiet får ikke de underliggende farer til at forsvinde. Det betyder blot, at de håndteres med vold, trusler og ensidige handlinger. Det er langt farligere og skaber en væsentligt farligere verden for alle.
Det er rigtigt, at de multilaterale nedrustningsorganer ikke har gjort fremskridt i de seneste år. Det gælder navnlig nedrustningskonferencen her i Genève, som har befundet sig i en blindgyde i flere år.
Men stilstand i forhandlingerne er ikke det samme som, at selve idéen om forhandlinger er slået fejl. Stilstanden er et symptom på manglende politisk vilje, men ikke et bevis på, at diplomati som sådan ikke fungerer.
Diplomati er blot et redskab, og det er et redskab i regeringernes hænder. Det er nødvendigt, og det samme er politisk vilje.
Vi må også huske, at det multilaterale diplomati fortsætter på andre områder, for eksempel når det gælder biologiske våben, forbuddet mod kemiske våben og den fortsatte støtte til ofre for landminer eller klyngeammunition.
Pave Leo XIV understreger i sin encyklika Magnifica humanitas, at dialog er et uerstatteligt redskab til at forebygge konflikter og genopbygge tillid. I lyset af den aggressive retorik og magtpolitik, som desværre kendetegner vores tid, må diplomatiet fremme dialogen med alle. Det er netop dette mål, vi arbejder for, og denne indsats må ubetinget fortsætte.
Bemærk: Interview som dette afspejler de pågældende samtalepartneres synspunkter, ikke nødvendigvis CNA Deutsch-redaktionens holdninger.
Originalinterviewet på engelsk blev optaget af Alex Mur og Laetitia Rodrigues i Genève | Produktionsledelse: Patricia Peschken | Tysk speak: Jan Terstiege | Redaktion, værtsrolle og klipning: Christian Peschken for Pax Press Agency på vegne af EWTN og CNA Deutsch.
Af Christian Peschken / EWTN · CNA Deutsch · Oversat til dansk af EWTN Danmark
