Biskop Francesco Cavinas kommentar til søndagens evangelium.
Af biskop Francesco Cavina, biskop emeritus af Carpi
Der er tider i historien, hvor man får det indtryk, at verden er i hænderne på dem, der har penge og våben og kan påvirke menneskers samvittighed, og at der aldrig findes en løsning på uretfærdighed, vold og lidelse. I sådanne situationer melder spørgsmålet sig: Hvor er Gud? Profeten Esajas hjælper os med at finde et svar på dette evigt aktuelle spørgsmål. Men for at forstå svaret må vi – i det mindste for et øjeblik – sætte os ind i den historiske situation, han levede i. Det jødiske folk lider meget: Den hellige by Jerusalem er blevet erobret, templet – det religiøse livs hjerte og symbolet på pagten med Gud – er blevet ødelagt, og mange israelitter er blevet deporteret til Babylon. De løfter om det gode og om fred, som Gud havde givet, synes begivenhederne at modsige, og folket spørger sig selv, om Gud har glemt dem.
Det er netop i denne situation præget af ødelæggelse og nederlag, at Gud forkynder befrielsen fra trældommen gennem en overraskende skikkelse: Kyros, Persiens konge, som han kalder »sin salvede«. I Israels tradition var en »salvet« en person, som Gud havde udvalgt og betroet en særlig opgave. Denne titel blev især brugt om Israels konger, der blev indviet ved at blive salvet. Det er derfor overraskende, at titlen gives til Kyros, en fremmed hersker med en anden religiøs tradition. Alligevel vælger Gud netop ham som redskab til at befri Israel fra eksilet. Herren, der leder historien, kan frit gøre brug af uventede mennesker for at virkeliggøre sin frelsesplan.
I teksten fra Esajas findes der også en særlig smuk og dybsindig sætning. Gud henvender sig til Kyros og siger: »Jeg har kaldt dig ved navn.« Gennem disse ord får vi mulighed for at opdage, hvordan Gud ser på hvert menneske. I Bibelen bruges navnet ikke blot til at skelne én person fra en anden; det udtrykker også personens identitet og det, der gør vedkommende unik. Gud har altså ikke blot oplysninger om os. For ham er vi ikke anonyme væsener i det uendelige univers, men mennesker, som han kender, elsker og værner om, og som han kalder til et venskab med sin enbårne Søn, der blev menneske. Dette forhold kan forandre vores måde at leve på.
Lad os tænke på, hvor mange mennesker i vores samfund der føler sig glemt. Hvor mange ældre føler, at de ikke længere er til nytte for noget eller nogen! Hvor mange unge søger desperat efter en plads i verden og længes efter at blive anerkendt og taget imod! Hvor mange mennesker bærer på fortidens fejl, nederlag eller smertefulde oplevelser, som synes at have fastlagt deres identitet for altid! Guds ord minder os om, at hvert menneske har et ansigt og et navn for Gud. Selv når andre ikke forstår os, forstår Gud os; når vi føler os alene, svigter hans kærlighed os ikke; og når vi har svært ved at se vores egen værdi, er hans blik fortsat rettet mod os og viser os den vej, der fører til livets fylde.
Herrens kærlighed lukker os imidlertid ikke inde i en privat oplevelse, der blot giver tryghed; den åbner os for andre og giver os ansvar for historien. Hvis Gud kunne kalde Kyros og betro ham en opgave med at befri sit folk, må også vi lære at erkende, at vores liv ikke er en ubetydelig episode, og at hver enkelt i sine egne omgivelser kan blive et redskab for det gode. Spørgsmålet, vi skal stille os selv, er derfor ikke blot: »Hvad kan Gud gøre for mig?«, men også: »Herre, hvad kan jeg med din nåde gøre for at bidrage til, at den verden, som er min hverdag, og som du har kaldet mig til at leve i, bliver mere menneskelig?«
Brødre og søstre, Esajas’ budskab indbyder os i sidste ende til at fastholde to store visheder på én gang: Gud er historiens Herre, og Gud kender hver enkelt af os ved navn. Den første befrier os fra frygten for, at verden endegyldigt er i de magtfuldes hænder; den anden befrier os fra følelsen af at være ubetydelige og glemte.
Af S. E. Mons. Francesco Cavina, Vescovo emerito di Carpi · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
