Pave Johannes Paul II gjorde undervisningen om og udbredelsen af Guddommelig Barmhjertighed til en hjørnesten i sit pontifikat.
Den hellige Johannes Paul II er med god grund blevet kaldt »barmhjertighedens pave«.
Som pave saligkårede og senere helgenkårede han den hellige Faustina Kowalska, som modtog budskabet om den guddommelige barmhjertighed, der senere spredte sig til hele verden. Længe før, da det så ud, som om skrifterne om den guddommelige barmhjertighed aldrig ville blive offentliggjort, var det Johannes Paul II, der greb ind og satte skub i processen. Han talte og skrev om den guddommelige barmhjertighed og gjorde anden søndag i påsken til Barmhjertighedens søndag for hele Kirken. Og han døde på dagen for vigilebønnen før Barmhjertighedens søndag.
Den polske pave talte gennem hele sit pontifikat meget om den guddommelige barmhjertighed og skrev endda en encyklika, "Dives in Misericordia", om Guds barmhjertighed. Barmhjertighedens søndag – som altid falder den første søndag efter påskedag – er et oplagt tidspunkt at mindes nogle af hans mange ord om denne store gave fra Gud.
1. Tre år efter at han var blevet valgt til pave, sagde Johannes Paul II på Kristi Konge-festen:
»Helt fra begyndelsen af min tjeneste på Peters stol i Rom betragtede jeg dette budskab som min særlige opgave. Forsynet har betroet mig det i menneskets, Kirkens og verdens nuværende situation. Det kunne siges, at netop denne situation betroede mig budskabet som min opgave over for Gud.«
2. Da Johannes Paul II den 17. august 2002 var i Polen for at indvie helligdommen for den Gudommelige Barmhjertighed i Kraków-Łagiewniki, sagde han i sin prædiken:
»Ligesom den hellige Faustina ønsker vi at forkynde, at der ud over Guds barmhjertighed ikke findes nogen anden kilde til håb for menneskeheden. Med tro ønsker vi at gentage: Jesus, jeg stoler på dig!«
3. Ved indvielsen fortsatte han:
»Denne forkyndelse, denne bekendelse af tillid til Guds almægtige kærlighed, er særlig nødvendig i vor tid, hvor menneskeheden står rådvild over for det ondes mange udtryk. Påkaldelsen af Guds barmhjertighed må stige op fra dybet af hjerter fyldt med lidelse, ængstelse og usikkerhed, som samtidig længes efter en ufejlbarlig kilde til håb.
»Derfor er vi kommet hertil i dag … for endnu en gang i Kristus at skimte Faderens ansigt: ›Barmhjertighedens Fader og al trøsts Gud‹ (2. Kor 1, 3).«
4. Han understregede, at guddommelig barmhjertighed ikke kun gælder ét sted, og sagde:
»Må Herren Jesu bindende løfte blive opfyldt: Herfra skal ›den gnist, som vil forberede verden på hans endelige komme‹, udgå (›Dagbog‹, 1732). Denne gnist må tændes af Guds nåde. Barmhjertighedens ild må gives videre til verden. I Guds barmhjertighed vil verden finde fred, og menneskeheden vil finde lykke!«
5. Den 18. april 1993, på Barmhjertighedens søndag, deltog titusinder i saligkåringen af den hellige Faustina. Under messen sagde Johannes Paul II til dem:
»Det er virkelig forunderligt, hvordan hendes hengivenhed til den barmhjertige Jesus breder sig i vor tids verden og vinder så mange menneskehjerter! Det er utvivlsomt et af tidens tegn – et tegn på vort 20. århundrede. Når dette århundrede, som nu går på hæld, gøres op, viser det – foruden fremskridt, som ofte har overgået tidligere epokers – en dyb uro og frygt for fremtiden. Hvor kan verden finde tilflugt og håbets lys, hvis ikke i Guds barmhjertighed? De troende forstår det fuldt ud.«
6. Syv år senere, på endnu en Barmhjertighedens søndag – den 30. april 2000, den første i det nye årtusinde – helligkårede Johannes Paul II søster Faustina, »den guddommelige Barmhjertigheds store apostel«. Paven sagde:
»Guds barmhjertighed når menneskene gennem den korsfæstede Kristi hjerte: ›Min datter, sig, at jeg er den personificerede kærlighed og barmhjertighed‹, vil Jesus bede søster Faustina om (›Dagbog‹, 1074). Kristus udgyder denne barmhjertighed over menneskeheden ved at sende Ånden, som … er kærlighed. Og er barmhjertigheden ikke kærlighedens ›andet navn‹ (Dives in Misericordia, 7), forstået i dens dybeste og mest ømme aspekt, i dens evne til at påtage sig byrden af enhver nød og navnlig i dens umådelige evne til at tilgive?«
7. Den dag tilføjede Johannes Paul II også:
»Hvordan bliver menneskets fremtid på jorden? Det er ikke givet os at vide … Men lyset fra den guddommelige barmhjertighed, som Herren på en måde ønskede at bringe tilbage til verden gennem søster Faustinas karisma, vil oplyse vejen for det tredje årtusindes mænd og kvinder.«
8. Samme dag delte Johannes Paul II også mange mindeværdige tanker om den guddommelige barmhjertighed:
»Dette trøstende budskab er først og fremmest rettet til dem, der er ramt af en særlig hård prøvelse eller knust under vægten af de synder, de har begået, og som har mistet enhver tillid til livet og fristes til at give efter for fortvivlelsen. De mødes af Kristi milde ansigt; strålerne fra hans hjerte rører dem og lyser over dem, varmer dem, viser dem vejen og fylder dem med håb. Hvor mange sjæle er ikke blevet trøstet af bønnen ›Jesus, jeg stoler på dig‹, som Forsynet gjorde kendt gennem søster Faustina! Denne enkle overgivelse til Jesus spreder de tætteste skyer og lader en lysstråle trænge ind i ethvert liv. ›Jezu, ufam tobie.‹«
9. I sin prædiken på Barmhjertighedens søndag i 2001 beskrev den hellige Fader tydeligvis betydningen af billedet af den guddommelige barmhjertighed, da han sagde:
»Kristi hjerte! Hans ›Hellige Hjerte‹ har givet menneskene alt: forløsning, frelse og helliggørelse. Den hellige Faustina Kowalska så to lysstråler udgå fra dette hjerte, der flød over af gavmild kærlighed, og oplyse verden. ›De to stråler‹, sådan som Jesus selv fortalte hende, ›repræsenterer blodet og vandet‹ (‘Dagbog’, s. 132). Blodet minder om offeret på Golgata og eukaristiens mysterium; vandet leder med evangelisten Johannes’ rige symbolik tankerne hen på dåben og Helligåndens gave (Joh 3, 5; 4, 14).
»Gennem dette sårede hjertes mysterium fortsætter den genoprettende strøm af Guds barmhjertige kærlighed, at brede sig over vor tids mænd og kvinder. Kun her kan de, der længes efter sand og varig lykke, finde dens hemmelighed.«
10. Samtidig mindede Johannes Paul II os om noget, som Kristus ifølge budskaberne om den guddommelige barmhjertighed sagde, at vi skal gøre:
»Kristus har lært os, at ›mennesket ikke blot modtager og erfarer Guds barmhjertighed, men også er kaldet‹ til selv at vise andre barmhjertighed: ›Salige er de barmhjertige, for dem skal der vises barmhjertighed‹ (Matt 5, 7). Han viste os også barmhjertighedens mange veje. Den tilgiver ikke blot synder, men rækker ud til ethvert menneskeligt behov. Jesus bøjede sig over enhver form for menneskelig fattigdom, både materiel og åndelig.«
11. I "Dives in Misericordia", der blev skrevet i 1980, tre år efter at han var blevet valgt til pave, satte Johannes Paul II særligt fokus på Guds barmhjertighed, sådan som den åbenbares gennem Jesus Kristus. Han skrev:
»Kristus giver hele den gammeltestamentlige tradition om Guds barmhjertighed en endegyldig betydning. Han taler ikke blot om den og forklarer den ved hjælp af sammenligninger og lignelser; frem for alt gør han den selv legemlig og personificerer den. Han er selv i en vis forstand barmhjertighed. For det menneske, der ser den i ham – og finder den i ham – bliver Gud på en særlig måde ›synlig‹ som Faderen, der er rig på barmhjertighed.«
12. Paven skrev også:
»Sandheden om Gud som ›barmhjertighedens Fader‹, åbenbaret i Kristus, gør os i stand til at ›se‹ ham som særlig nært til mennesket, især når mennesket lider, og når det er truet i selve kernen af sin eksistens og værdighed. Og det er derfor, at mange enkeltpersoner og grupper, drevet af en levende tro, i den situation, som Kirken og verden befinder sig i i dag, vender sig – jeg vil næsten sige spontant – mod Guds barmhjertighed. De bliver helt sikkert drevet hertil af Kristus selv, som gennem sin Ånd virker i menneskenes hjerter.“
13. Johannes Paul II, en meget mariansk pave, skrev følgende om den velsignede Moders rolle i den guddommelige barmhjertighed:
»Maria er altså den, der har det dybeste kendskab til mysteriet om Guds barmhjertighed. Hun kender dens pris. Hun ved, hvor stor den er. I denne forstand kalder vi hende barmhjertighedens moder: Vor Frue af Barmhjertighed eller den guddommelige barmhjertigheds Moder. Hver af disse titler rummer en dyb teologisk betydning, for de udtrykker den særlige forberedelse af hendes sjæl, af hele hendes personlighed, som gjorde hende i stand til gennem de komplekse begivenheder i først Israels, siden hvert enkelt menneskes og hele menneskehedens historie at opfatte den barmhjertighed, som mennesker ›fra slægt til slægt‹ får del i efter den Allerhelligste Treenigheds evige plan.«
14. Han sagde også:
»Vi må bemærke, at Kristus, idet han åbenbarede Guds kærlighed og barmhjertighed, samtidig krævede af mennesker, at de også skulle lade sig lede af kærlighed og barmhjertighed i deres liv. Dette krav er en del af selve det messianske budskabs væsen og udgør kernen i evangeliets etos … I Bjergprædikenen forkynder han: ›Salige er de barmhjertige, for dem skal der vises barmhjertighed.‹«
15. Derefter lød der fra paven en advarsel, som er endnu mere aktuel i dag:
»Jo mere den menneskelige samvittighed bukker under for sekulariseringen, mister sansen for selve betydningen af ordet ›barmhjertighed‹, vender sig bort fra Gud og fjerner sig fra barmhjertighedens mysterium, desto større ret og pligt har Kirken til at påkalde barmhjertighedens Gud ›med højlydte råb‹. Disse ›højlydte råb‹ bør kendetegne Kirken i vor tid; de skal rettes til Gud for at bønfalde ham om hans barmhjertighed. Kirken bekender og forkynder, at dens sikre åbenbaring allerede er kommet i den korsfæstede og opstandne Jesus, det vil sige i påskemysteriet. Det er dette mysterium, som i sig rummer den mest fuldstændige åbenbaring af barmhjertigheden …«
16. Under sin første generalaudiens, dagen efter at han havde saligkåret den hellige Faustina, understregede Johannes Paul II kraftigt over for alle, hvad han så som en »klar vejviser« for os:
»›Jesus, jeg stoler på dig.‹ Der findes intet mørke, hvor mennesket behøver at fare vild. Hvis blot det sætter sin lid til Jesus, vil det altid finde sig selv i lyset. Lovet være Jesus Kristus!«
Denne artikel blev oprindeligt offentliggjort den 16. april 2023 af National Catholic Register, CNA’s søstermedie, og er siden blevet opdateret og tilpasset af CNA.
Af Joseph Pronechen · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
