Kaldæiske katolikker fra hele verden forsamledes med deres patriark i Vatikanet. Tro, genforening og håbet om at vende hjem: Kaldæiske katolikker forsamles i Vatikanet.
Hundredvis af kaldæiske katolikker fra Irak og diasporasamfund verden over forsamledes i Vatikanet i sidste uge og deltog sammen med patriark Paul III Nona i en messe i Peterskirken den 15. oktober.
Messen, der blev fejret efter den kaldæiske ritus, fyldte Peterskirken med bønner og sang på aramæisk og bragte den gamle kaldæiske Kirkes traditioner ind i katolicismens hjerte. Begivenheden var et udtryk for Den katolske Kirkes enhed på tværs af dens forskellige riter og traditioner.
Fejringen fulgte efter en messe på Peterspladsen den 14. oktober, hvor kardinal Luis Antonio Tagle på vegne af pave Leo XIV offentligt bekræftede det kirkelige fællesskab, som paven havde givet Nona efter hans valg i april til patriark af Bagdad for kaldæerne.
For et samfund, der er spredt over flere kontinenter, var sammenkomsten også en lejlighed for de kaldæiske katolikker til at forsamles i bøn, fejre deres fælles arv og overveje de udfordringer, som kaldæerne står over for både i hjemlandet og i udlandet.
»Det var en smuk, åndelig og historisk dag for os alle – en dag, som vi vil værdsætte resten af vores liv,« sagde pastor Fawaz Kako, en kaldæisk præst, der virker i USA, til EWTN News. »Det er en stor velsignelse at kunne forsamles ét sted under én hellig katolsk Kirke.«
For Kako er troen hos tidligere generationer, især hos dem, der led martyrdøden, fortsat en støtte for kaldæerne, uanset hvor de bor. »Vores forbindelse til vores Kirke handler om mere end blot sproget. Den er dybt rodfæstet i Kristus og i alle de martyrer, der gav sig selv til ham, og som vi ser hen til,« sagde han.
»De, der gik forud for os, udgød deres blod for Jesus. I dag ser vi det som en kilde til styrke, noget vi kan holde fast ved, mens vi fortsætter med at følge Kristus.«
Det giver særlige udfordringer at bevare denne identitet langt fra hjemlandet.
Pastor Christopher Somo, der ligeledes er kaldæisk præst og virker i USA, beskrev det pres, som mindre fællesskaber oplever i de samfund, hvor de har slået sig ned.
»Når man kommer til en anden kultur, er der en fristelse til at lade sin egen kultur blive udvandet i mødet med en større og mere dominerende kultur,« sagde han.
Samtidig understregede Somo, at Kirken står over for den udfordring at bevare sin tilstedeværelse og kulturarv i Irak efter mange års forfølgelse.
Pastor Albert Hisham, en kaldæisk præst med base i Irak, beskrev, hvordan gentagne voldsbølger, især siden 2003, havde tvunget kristne til at rejse. Han mindede om bombninger af kirker, bortførelser og drab på gejstlige og andre kristne samt gruppen Islamisk Stats fordrivelse af kristne fra Mosul og landsbyerne på Ninevesletten.
»Det har fået vores folk, vores kaldæiske troende, til næsten at miste troen på, at det er muligt at blive i Irak. Det gør os dybt bedrøvede,« sagde Hisham. Han anslog desuden, at mere end 1 million kristne var udvandret i løbet af de seneste to eller tre årtier. Men det at forlade Irak har ikke nødvendigvis gjort en ende på deres længsel efter hjemlandet.
For dem, der bor i udlandet, består ønsket om at vende hjem ifølge Hisham, men vanskelighederne ved at etablere sig på ny afholder mange fra at føre det ud i livet.
»Der er mange kristne, som finder det meget vanskeligt at vende tilbage til Irak, efter at de har slået sig ned i udlandet,« understregede han.
Kako erkendte også usikkerheden om en permanent hjemvenden, selv blandt dem, der bevarer tætte bånd til deres hjemland. »Vi tager altid hjem på besøg. Men vi har også etableret os godt i diasporaen,« sagde han. »Det afhænger helt af, hvor fredelig den region bliver.«
Hisham sagde, at patriark Nona har understreget, at det at opmuntre kristne til at vende tilbage må følges af praktiske tiltag, der kan hjælpe dem med at genopbygge deres liv. De omfatter boliger, beskæftigelse og investeringsmuligheder.
»Der må være jobmuligheder, hvis kristne skal vende tilbage; ellers er invitationen alene ikke nok,« sagde han.
Mens spørgsmålet om at vende tilbage fortsat er uløst, støtter fællesskaber i udlandet fortsat dem, der bor i Irak. Pastor Mahir Murad, en kaldæisk præst, der virker i Australien, beskrev en indsats, der spænder fra at indsamle penge til at arbejde for, at de bliver beskyttet.
»I Australien udfører vi et omfattende lobbyarbejde over for parlamentsmedlemmer om, hvordan vi kan sørge for, at vores folk er i sikkerhed, hvad vi kan gøre for at beskytte dem, og hvordan vi kan hjælpe dem med at forlade landet, hvis vi kan,« sagde han.
Menighedsfællesskaberne indsamler også donationer og sender økonomisk hjælp til mennesker i hjemlandet, tilføjede han. Murad erkendte, at støtten til både dem, der ønsker at blive, og dem, der føler, at de må rejse, indebærer svære valg. Han udtrykte et ønske om at bevare fællesskabets tilstedeværelse i hjemlandet og samtidig respektere behovene hos mennesker, der frygter for deres sikkerhed.
»Vi er Iraks oprindelige folk. Vi ønsker, at vores folk bliver, men også at de føler sig beskyttet,« sagde han. »Dem, der ønsker at rejse, fordi de føler sig forfulgt, vil vi gerne hjælpe med at forlade landet.«
Murad sagde dog, at han håber, at fred vil gøre det muligt for flere kaldæere at vende tilbage.
Denne artikel blev først udgivet af ACI MENA, den arabisksprogede søstertjeneste til EWTN News. EWTN News English har oversat og bearbejdet den.
Af Romy Haber · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
