Peters stol i den polske paves virke og lære
En pave, der har sat sit præg på historien. En pave, der legemliggjorde Peters stol, og som viede sit liv og hele sin tilværelse til den. Det var den 16. oktober 1978, at kardinal Karol Wojtyła blev pave Johannes Paul II. Det første »faktum«, det første, der bør fremhæves, er, at man hos ham finder en »ny« petrinsk dimension: Han blev den første ikke-italienske pave i 455 år – uden tvivl et historisk brud med fortiden. Dertil kom en ny forståelse af Peters »stol«, som til sidst næsten viste sig at være omrejsende; det vidner hans utallige rejser om.
I sin berømte tale ved pontifikatets begyndelse den 22. oktober 1978 udstak Wojtyła straks retningslinjerne for sit embede. Han udtalte ord, der skulle ryste verdensoffentligheden og nedbryde ideologiske barrierer: »Vær ikke bange! Åbn dørene for Kristus – ja, slå dem helt op! Åbn staternes grænser, de økonomiske såvel som de politiske systemer og kulturens, civilisationens og udviklingens vidtstrakte områder for hans frelsende magt. Vær ikke bange!« Denne appel kan ikke udelukkende forstås som en åndelig formaning. Det er den ganske vist, men den kan med fuld ret også betragtes som et egentligt manifest fra Den Hellige Stol, der hævder evangeliets retmæssige »borgerret« i historien og i det offentlige rum og dermed direkte udfordrer tidens totalitære regimer.
Peters stol var desuden for den polske pave en måde at give Kirken en stemme i spørgsmålet om alle menneskers værdighed uden undtagelse. Også dette må regnes blandt de vigtigste temaer for forståelsen af pontifikatet under Johannes Paul II. To søjler i hans lære var det ihærdige forsvar for menneskets værdighed over for henholdsvis den sovjetiske kommunismes undertrykkelse og Vestens hedonistiske, kommercielle og kommercialiserede materialisme. Den polske pave handlede uden frygt og, kunne man sige, med »åbent visir«. Han overvejede aldrig at »nedtone« sin rolle af hensyn til det politiske spil, som ofte kunne udspille sig i den særdeles følsomme tid, han levede i.
Et andet tema er det, man kunne kalde »renselse«. Forholdet mellem Johannes Paul II og Peters stol rummede også en dyb og profetisk selvkritik. Han var bevidst om, at udøvelsen af det pavelige primat ofte blev betragtet som en hindring for kristen enhed, og tog med usædvanligt mod spørgsmålet op i encyklikaen »Ut Unum Sint« (1995). I denne grundlæggende tekst erklærede paven sig rede til sammen med hyrder og teologer fra de andre kirker at søge en måde at udøve primatet på, som – uden på nogen måde at give afkald på det væsentlige i dets mission – var åben for en ny situation. Ved jubelåret 2000 ønskede Johannes Paul II, at Peters stol skulle gå i spidsen for en højtidelig »renselse af erindringen«. Under prædikenen på Tilgivelsens Dag (12. marts 2000) udtalte paven ord af historisk rækkevidde: »Vi beder om tilgivelse for de splittelser, der er opstået blandt de kristne, for den vold, som nogle af dem har gjort brug af i sandhedens tjeneste, og for den mistillid og fjendtlighed, der til tider er blevet udvist over for tilhængere af andre religioner.« En handling, der bestemt ikke undergravede hans petrinske autoritet, men som åbnede for dialog, samtidig med at han forblev tro mod sin egen identitet. Det gjaldt også dialogen med andre religioner, som eksempelvis kom til udtryk i den berømte ånd fra Assisi.
I de sidste år af hans pontifikat flyttede tyngdepunktet i forholdet til Peters stol sig fra geopolitisk handling til mystisk vidnesbyrd. Mærket af Parkinsons sygdom og følgerne af attentatet i 1981 ledede Johannes Paul II Kirken og viste verden kroppens sårbarhed. Han steg ikke ned fra korset, men gav dermed en levende teologisk lære: et lidelsens evangelium, som han selv legemliggjorde for at være de lidende nær. Uden at skjule noget. Som da han viste sig ved den tavse Urbi et Orbi-velsignelse i påsken 2005. En pave, der forblev pave trods alt. En pave, som man også i dag bør beskæftige sig stadig mere indgående med – til lærdom for nutiden og fremtiden, for Kirken og historien.
Af Antonio Tarallo · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
