»At Gud kan bruge mig som et redskab til noget så stort, fylder mig med en utrolig ydmyghed.«
Redaktionens bemærkning: Det følgende er en udskrift af et interview, hvor EWTN News’ direktør og driftsdirektør, Montse Alvarado, taler med Colm Flynn i EWTN News In Depth om sin tid i tjeneste for det apostolat, som Moder Angelica grundlagde, og om sine håb i forbindelse med, at hun tiltræder sin nye stilling som præfekt for Dikasteriet for Kommunikation i Vatikanet. Udskriften er redigeret af hensyn til længde og klarhed.
Vi sidder her foran scenografien til EWTN News in Depth. Det var her, det begyndte for dig på EWTN – lige dér, hvor du sad som vært for programmet.
Ja. Men mit forhold til EWTN begyndte langt tidligere, da jeg forsvarede netværket og Moder Angelica mod et myndighedskrav på sundhedsområdet, som tvang dem til at dække abort gennem medarbejdernes sundhedsforsikring. Til sidst førte det til en stor sejr ved USA’s højesteret. Det var dér, mit arbejdsmæssige forhold til EWTN begyndte. Men jeg havde naturligvis også et personligt forhold til EWTN, fordi jeg kendte apostolatet og Moder Angelica og hendes vidunderlige katolske arv.
Det var, mens du arbejdede hos Beckett, ikke? Før du kom til EWTN?
Ja.
Før vi kommer til alt dette, må jeg selvfølgelig sige, at vi virkelig kommer til at savne dig her på EWTN – dit lederskab, din vision og din måde at lede på. Men et stort tillykke med din nye rolle som præfekt for Dikasteriet for Kommunikation. Når jeg selv foretager mig noget, spørger folk: »Hvordan fik du den mulighed? Hvordan gik det til?« Så jeg vil stille dig det samme spørgsmål: Hvordan kom det i stand?
Ja, det er en sjov historie. Historien kan ikke fortælles uden Moder Angelica og EWTN. Sagen er den, at jeg som kommunikationsfaglig leder hos Becket bestemt ikke var på den Hellige Stols radar og heller ikke havde noget arbejdsmæssigt forhold til Vatikanet. Det hele udsprang af EWTN, et par tjenester og forsøg på at støtte den hellige Faders arbejde, som EWTN altid har gjort. Jeg fik mulighed for at møde et par kardinaler og siden den hellige Fader, takket være ærkebiskop Nelson Perez. Det skete gennem forskellige opgaver, blandt andet samarbejdet i Indianapolis, hvor 16.000 unge mennesker deltog i en live-dialog – den første direktesendte dialog nogensinde med den hellige Fader. Det var i november 2025. Derudover hjalp jeg med lanceringen af hans encyklika, hvor EWTN Video i samarbejde med Dikasteriet var helt i front ved lanceringen af Magnifica Humanitas. Det var i disse sammenhænge, jeg fik mulighed for at lære lidt om, hvordan tingene fungerer internt. Men jeg søgte ikke stillingen. Jeg blev ikke valgt.
Ja, jeg ville netop spørge: Hvordan foregår det? Er det den hellige Fader selv, der ringer til dig?
Det gør han; han tager kontakt. Og det er noget helt særligt. Den slags historier vil jeg gerne bare bevare i mit hjerte. Men det er en udnævnelse fra den hellige Fader, og af mange grunde fylder den mig med stor ydmyghed.
Ved du, hvorfor han bad dig om at påtage dig denne stilling?
Jeg tror, vi befinder os på et tidspunkt, hvor digital og traditionel kommunikation smelter sammen. Det er muligt – man kan aldrig vide det med sikkerhed – at han også oplevede den omstilling, EWTN har gennemgået. Vi ved, at han fulgte Catholic News Agency på Twitter. Det kan altså være, at det var det, han så på. Men det står klart, at han søgte en fagperson fra den næste generation, og om Gud vil, vil jeg være i stand til at løfte opgaven.
Var det svært at sige ja? Jeg har hørt det før. Hvis præsidenten i USA beder en om at gøre noget, gør man det for sit land. Og hvis den hellige Fader henvender sig personligt til dig og siger: »Se, jeg vil gerne bede dig overveje denne rolle«, er der så nogen som helst tvivl om, at du vil påtage dig stillingen?
Når du stiller det sådan op, er svaret et rungende ja. Ikke? Alt for Kirken. Hele mit liv har været en overgivelse til Jesus Kristus og hans Kirke i håbet om, at andre må få et forhold til ham. Men jeg er et menneske, Colm (ler), og det at flytte til et nyt land, lære et nyt sprog … Alt det, der følger med, og det at efterlade alt – det er store ting at overvinde. Derfor tror jeg, at det krævede lidt mere bøn, end jeg vil indrømme. I min villighed til at sige ja er jeg lidt mere menneskelig, end jeg vil indrømme. Men jeg er meget taknemmelig for muligheden. Så, så taknemmelig.
Og Montse, du efterlader ikke blot meget; du påtager dig også meget i et andet land, som du siger, i en anden kultur og i andre omgivelser. Hvis jeg ikke tager fejl, hører blandt andet CTV under Dikasteriet. Det fungerer som Vatikanstatens tv-station og står for at transmittere alle større pavelige begivenheder. Dertil kommer Vatikanradioen med alle dens sprog, pressekontoret og avisen. Det er en enorm opgave.
Vatican News, som er en global nyhedstjeneste, fototjenesten … Der er Vatikanets forlag og desuden trykkeriet; der er alle mulige enheder, som skal betjene kommunikationen. Det er en indsats på tværs af mange platforme – både håndgribelige, fysiske og digitale. Den er enorm. Den del mangler jeg stadig at forholde mig til i den forstand, at jeg for alvor skal lære dette vidunderlige team, som jeg overtager, at kende. Set i et historisk perspektiv er mandatet forholdsvis nyt; Vatikanets kommunikation har jo kun haft denne udformning i ti eller elleve år. Folk tænker på de store kommunikatører under Johannes Paul II, Joaquín Navarro-Valls og – for amerikanerne – Greg Burkes arv i pressekontoret. Men denne form for konsolidering er ny og anderledes.
Fik du nogle retningslinjer? Var beskeden: »Montse, kom her. Fortsæt som hidtil«? Eller: »Vi er nødt til at ændre dette«? Eller: »Dette skal gøres helt anderledes, og derfor er du her«? Altså, hvad er det, du går ind til?
Mandatet for Dikasteriet for Kommunikation er jo at formidle Kristus til verden, og det skal ske i samklang med den hellige Fader. Jeg er velsignet med at kunne føre de samtaler. Nogle af dem har I fået et glimt af på billeder, som Vatican Media har offentliggjort af os siddende sammen. Jeg mødte ikke tomhændet op til mine møder. Jeg havde pen, papir, notesbog – man kan jo ikke rigtig tage en bærbar computer med ind til den hellige Fader – og organisationsdiagrammer med. Vi er ved at finde ud af, hvad det er, hvad det bør være, hvad hans hjerte ønsker, og hvad Helligånden virkelig har givet ham som mandat for hans pontifikat. Min opgave er at tjene ham og Kirken, dikasterierne og Den Romerske Kurie. Jeg påtvinger på ingen måde en vision. Jeg modtager en vision og fører den ud i livet.
Hvad glæder du dig mest til?
Mange mennesker siger noget, som jeg synes er meget fjollet. De siger, at jeg skal passe på, når jeg kommer til Vatikanet, fordi jeg måske mister troen, når jeg ser Kirkens menneskelighed. Jeg vender det gerne på hovedet og siger, at jeg netop skal se Kirkens menneskelighed, som for mig altid har været en bekræftelse på, at Jesus Kristus er virkelig, og at hans Kirke er den sande Kirke. Når jeg ser, hvordan tingene fungerer, oplever jeg faktisk, at det er mirakuløst. Jeg oplever det sådan, når jeg ser de indre arbejdsgange og virkeligheden – også når jeg som Guds barn må overvinde mine egne ufuldkommenheder og min syndighed. Ikke? At Gud kan bruge mig som redskab til noget så stort, fylder mig med en utrolig ydmyghed.
Er du bekymret for kulturen, eller har du nogen forbehold? For efter at have arbejdet sammen med dig ved jeg, at et af dine store talenter er, at du arbejder hurtigt, får tingene gjort og vil have, at det, vi laver, skal være fremragende, og at der skal ske noget. Men, du ved, det sjove er jo, at ting i Italien tager årtier, mens de i Vatikanet tager århundreder, og alting er »i morgen«: Så gør vi det i morgen … Det haster ikke. Hvordan forestiller du dig denne slags kultursammenstød?
Ethvert nyt eventyr har sin egen tid og sin egen karakter, og »piano piano« er virkelig noget, man møder i Vatikanet og Italien. Men der er en positiv side ved det: at tage sig tid til at lære mennesket foran sig at kende og til at forstå arbejdet, hensigten og ønsket bag noget, før man fører det ud i livet. Og så er der den tid, man bruger på at lytte – for nu ikke at bruge et ord, som alle tilsyneladende hader: synodalitet, ikke? Kirken er faktisk god til at lytte, og pave Leo er god til at lytte. Han har bedt os om at gå i dialog. Ja, jeg er meget handlekraftig. Det er både en velsignelse og en forbandelse. Men efterhånden som jeg selv er blevet mere moden, har jeg også lært, at man træffer de bedste beslutninger, når man har det bedst mulige overblik over sammenhængen.
Jeg er sikker på, at der skal træffes vanskelige beslutninger, Montse. For selv om det er en enestående radio- og tv-virksomhed, hvis man vil kalde den det, står den ligesom radio- og tv-virksomheder i verden over for udfordringer: budgetnedskæringer og behovet for at gennemgå kanalernes udbud, når nogle af dem flyttes fra analog, lineær distribution til nettet. Seere og brugere ændrer år for år deres vaner og platforme, som de bruger, og deres medieforbrug. Hvad tror du bliver den største udfordring, når du træder ind i Dikasteriet og forsøger at fremtidssikre Vatican Media og alle de forskellige medier under Dikasteriet?
Det er en glimrende formulering: at fremtidssikre det. Sagen er, at denne vurderingsperiode sammen med den hellige Fader og denne lytten vil lære os, hvordan virkeligheden ser ud. Jeg har en meget teknologiorienteret baggrund. Jeg tror, du ved, at jeg arbejder ihærdigt for, at journalister skal kunne arbejde på flere platforme. Men det handler ikke om at bryde noget op i dele. Det handler om at finde talenterne internt – lidt som hos Vince Lombardi: Man har alle spillerne, men de står på de forkerte pladser. Måske flytter vi derfor rundt på noget, eller måske opdager vi noget andet. Vi bruger dataanalyse til at lære mere om Kirkens behov og formidler derefter den viden videre til de lokale bispekonferencer.
Lad os tale lidt om dig, Montse, hvis det er i orden. Du kommer fra Mexico. Hvor gammel var du, da du rejste derfra?
Det er svært for mig at huske præcis, hvornår vi flyttede, fordi det var lidt af en overgang, men jeg tror, jeg var syv eller otte år.
Du kom til USA som en lille pige og voksede op dér. Havde du en ambition eller drøm om at arbejde med medier og kommunikation? Hvordan endte du egentlig i den position?
Min store ambition har altid været at blive gift og få børn. Min mor og far har det smukkeste ægteskab og er de mest vidunderlige forældre; de er mine bedste venner. Det er i sandhed mit hjertes ønske. Det her var aldrig en del af mine planer. Jeg studerede musik. Jeg tjente med stor kærlighed i min kirke. Jeg overvejede, om Vorherre måske førte mig mod et kald, som ikke viste sig at være mit – naturligvis et ordenskald; vi har jo alle et kald. Hvis du spørger mig: »Er det dét, du gerne vil?« så er svaret nej. Men det er dét, jeg er kaldet til. Og det er to meget forskellige ting.
Men det er forbløffende at se din karriere: Du begyndte som praktikant hos Becket, arbejdede dig op i graderne og beskæftigede dig med nogle særdeles højt profilerede sager. Så kom du til EWTN som vært for programmet her i studiet bag os og avancerede siden til posten som præsident for EWTN News. Da du tiltrådte den stilling, hvad var så din vision? Hvad ville du udrette med EWTN News?
Først vil jeg gerne slå fast, at jeg ikke har gjort noget af dette alene. Hver gang jeg kommer ind i en ny sammenhæng, er der et fantastisk team at arbejde sammen med og mentorer, som er mere generøse, end jeg nogensinde kunne fortjene. Listen over mennesker, der har været mine mentorer og har haft betydning i mit liv, er så lang, at det ville tage mig en evighed at takke dem. Jeg beder rosenkransen for hver eneste, der har berørt mit hjerte og med stor gavmildhed har forsøgt at forme mig. Hvis jeg skulle fortælle jer, hvorfor jeg kan gøre det, jeg gør, ville den liste fylde hele programmet. Aldrig alene, altid i bøn og med støtte fra et fantastisk fællesskab. Men jeg så på EWTN og Moder Angelica, og hun talte til mit hjerte. Det var hendes dybe længsel efter, at mennesker måtte komme i himlen. Da jeg forlod Becket, tænkte jeg på betydningen af religionsfriheden, forfatningen og den amerikanske drøm. Og jeg sagde: »Hvad er alt dette til for, hvis ikke for himlen?« At komme hertil og være i et miljø, hvor jeg hver dag kun talte om Jesus og forsøgte at formidle ham til verden, var derfor en stor ære for mig og mit åndelige liv. Men set fra et kaldsmæssigt og åndeligt perspektiv forekom det også meget logisk.
Når du ser tilbage på dine år her på EWTN og alt det, du har kunnet udrette, hvad er du så mest stolt af?
Det var så kort! Jeg var her i godt tre år. Jeg havde regnet med at blive her meget længere. Derfor er det så stor en overraskelse og kom nærmest som et chok. Det var ikke det, jeg havde ventet, og bestemt ikke noget, jeg søgte. Jeg havde regnet med at blive her og arbejde med teamet i meget lang tid. Derfor er det meget bittersødt. Både programfladen og den måde, teamet er vokset på, har overgået mine forventninger, ligesom det, vi har kunnet udrette, især i samarbejde med det nye pontifikat. Nu, hvor vi har en amerikansk pave, er det en tid, hvor EWTN i sandhed har et kald. Vores spansksprogede tjeneste har base i Peru. Vi har alle disse forbindelser til de store forkyndere lige her på EWTN, hvor mange initiativer er blevet sat i gang. Derfor føles det som forsynets styrelse, at EWTN skal spille en helt særlig rolle i dette pontifikat. Og jeg længtes meget efter at være en del af det. Jeg var ikke klar over, at jeg ville blive kaldet til en slags tættere forhold til pontifikatet.
Da jeg så alle overskrifterne om din udnævnelse, gjorde de meget ud af den kendsgerning – og jeg ved, at du ikke har noget imod, at jeg nævner det – at du var 39 år ung.
Åh, du godeste, nu går det løs.
Det siger jeg, fordi det er vigtigt. Har jeg ret i, at du er et af de yngste mennesker i historien, der har overtaget posten?
I hvert fald i dette dikasterium – og som kvinde, som lægkvinde. Jeg efterfølger en lægmand, som er gift, ikke? Hans kald er altså ægteskabet. Der er andre præfekter, som er ordenssøstre, indviede kvinder i ordensdragt. Men her har man aldrig haft nogen med et lægkald.
En amerikaner, en lægperson på 39 år.
Og jeg har også fået mit ægteskab erklæret ugyldigt i Kirken. Det er også usædvanligt. Jeg tror faktisk, at flere har talt med mig om det end om noget andet. Deres ønske om at søge en erklæring om ugyldighed og overveje at blive forenet med Kirken igen efter en skilsmisse. Man har ganske vist ikke brug for en ugyldighedserklæring, hvis man ikke ønsker at gifte sig igen, men det har man, hvis man gør. Der er meget forvirring om det, og af en eller anden grund … Jeg tror ikke, at det er derfor, jeg blev valgt. Men forsynet virker i alt, ikke? Vorherre bruger alle vores fejl og mangler til noget godt.
Var der nogen modreaktioner på bekendtgørelsen? Var der kritik, eller var der noget, du måtte se i øjnene?
Selvfølgelig. Enhver ny udnævnelse og alt, hvad der er anderledes og falder uden for det forventede, vil gøre folk urolige, ikke? Det gjorde bestemt også mig urolig. Men modreaktionerne handlede især om: »Åh, vil hun have en bestemt ideologi på grund af det her, eller siger hendes baggrund noget om det?« For mit vedkommende har jeg altid tjent Kirken, dens lære og dens virkelighed. Intet politisk tilhørsforhold vil nogensinde kunne være vigtigere end min katolske identitet og Kirkens tro. Ja, der var meget modstand, fordi mennesker, som ikke kender mig, dannede sig forestillinger om, hvem jeg er, og hvad jeg tror. Men enhver katolik, der har læst den Katolske Kirkes Katekismus og Bibelen, ved, hvad jeg tror.
Til sidst: Hvor lang tid har du tilbage? Hvornår rejser du derover?
Kun et par dage.
Dine venner må tænke, at du lever drømmen. Du kommer til at drikke cappuccino hver morgen. Du kommer til at gå forbi al den smukke kunst og ind på et af de smukkeste steder i hele verden. Dér vil dit kontor være. Du skal arbejde inde i Vatikanet. Det bliver dit kontor.
Åh nej. Vi har Palazzo Pio, så det hele får faktisk til huse i det, man kalder et palads. Det er en vidunderlig kontorbygning på Via della Conciliazione, og det er dér, mit kontor skal være. Den ligger lige uden for Vatikanets mure. Den Hellige Stols pressekontor ligger der. Der er alle mulige lokaler, som tilhører Dikasteriet, og som vi skal bruge, men mit kontor kommer til at ligge på Via della Conciliazione. Det bliver endnu et vidunderligt privilegium, lige ved siden af statuen af den hellige Katarina af Siena.
Hvordan går det med dit italienske?
Jeg ved, at det er vigtigt, og jeg arbejder på det.
Du arbejder på det. Det er et utroligt eventyr, ikke?
Det er det. Det er et privilegium og en ære, et stort eventyr.
Montse Alvarado, vi ønsker dig alt det bedste. Tak for din tid.
Tak.
Af NC Register · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
