En bog giver læseren mulighed for at lære en stor historisk skikkelse bedre at kende.
Jomfrudronningen, herskerinden over en hel tidsalder, den største af dem alle, som gav Tudor-slægten glans og ære og gjorde England til en stormagt, frygtet og beundret: Elisabeth I. Hun halshuggede den forhadte gejstlige stand og gav den protestantiske reformation ny livskraft. Der er skrevet side op og side ned om hende og hendes personlige liv, som blev vævet sammen med et helt århundredes historie, og det sker stadig i dag, stærkt hjulpet på vej af film, tv-serier, dokumentarfilm og lignende. Historien, som her nærmer sig mytologien, har overleveret os denne skikkelse, der troner – og ordet er velvalgt – blandt alle dem, som byggede det moderne Europas grundstruktur. Alligevel findes der en anden måde at forstå både hende og den tid, hun kastede glans over, men også lagde i skygge. De religiøse forfølgelser, den voldelige undertrykkelse, de økonomiske vanskeligheder og de vedvarende krige, hvis meget høje pris især blev betalt af folket: Denne virkelighed er blevet og bliver stadig kun sparsomt skildret og forklaret.
Det gjorde blandt andre Hilaire Belloc, som vi gerne vil rette opmærksomheden mod igen, fordi han er en af de forfattere, der praktisk talt er forsvundet fra den moderne forlagsverdens radar, men som fortjener at blive læst og genlæst. Takket være forlag som Fede & Cultura er det stadig muligt. Som et modstykke til vor tids fascination af emnet foreligger således essay-pamfletten "Elisabeth I, omstændighedernes dronning – en myte skabt af den protestantiske reformation". Det er en fortolkning, der går imod strømmen. Efter at have overlevet de endeløse magtkampe ved Tudor-hoffet, ikke mindst den dominerende skikkelse, som hendes far Henrik VIII var. Elisabeth I af England (1533–1603) kom på tronen efter sin søster Marias død. Allerede som ganske ung måtte hun lære at håndtere sammensværgelser, forræderi og vold af enhver art, og hun viste stor evne til at fastholde magten med alle midler. Det gjorde hun især ved at støtte sig til den protestantiske reformation og den klasse af nyrige, der var opstået gennem konfiskationen af den katolske Kirkes ejendom og afviklingen af hele det engelske klostervæsen. Dette mindretal bidrog til at skabe den fremherskende ideologiske model: forestillingen om Jomfrudronningen, om England som ny sømagt og om den elisabethanske guldalder. Modellen blev brugt til politisk og religiøs forherligelse af det, der grundlæggende stod i modsætning til den katolske Kirke. I denne bog, der befinder sig mellem et historisk essay og en polemisk pamflet, analyserer og tilbageviser Belloc disse fortolkninger af den elisabethanske tid og fremlægger samtidig en mere objektiv læsning. Han skildrer dermed en dannet og opportunistisk Elisabeth, på én gang skrøbelig og stærk, som kom til at føre sit land ind i den moderne tidsalder. Ifølge forfatteren skyldtes det omstændighederne, at Elisabeth fulgte den reformationsvej, hendes far havde udstukket; og det skyldtes en mørk skæbne, at England i slutningen af 1500-tallet blev skueplads for kampe mellem katolikker og anglikanere, forfølgelser og martyrdød. Denne ensomme kvinde uden nære kærlighedsbånd var en passioneret læser og aktiv støtte for kunsten, og hun forstod at omgive sig med snedige mænd og dygtige politikere. De vigtigste af dem var William Cecil og Lord Burleigh. Som rådgiver for Hendes Majestæt og overbevist anglikaner styrede Cecil Englands indenrigs- og udenrigspolitik gennem størstedelen af Elisabeths regeringstid og forvandlede landet til den nation, vi kender i dag.
Denne bog giver samtidig, som nævnt, anledning til at genopdage Belloc, der i hvert fald i Italien næsten kun omtales i forbindelse med den langt mere kendte G. K. Chesterton, hans nære ven og kampfælle i mange stridigheder. Belloc var en lidenskabelig ånd med en skarp og ironisk prosa i den bedste angelsaksiske tradition, og i løbet af omtrent et halvt århundredes virke stod han bag mere end 150 udgivelser. Foruden at skrive skønlitteratur og poesi virkede han som journalist, essayist, apologet og politiker og blev to gange valgt ind i Parlamentet. Frem for alt hørte han til de førende intellektuelle i den europæiske katolske kultur i begyndelsen af det 20. århundrede.
Belloc, hvis fulde navn var Joseph Hilaire Pierre, blev født i La Celle Saint Cloud, få kilometer fra Paris, som søn af en engelsk mor og en fransk far. Han havde en søster, Marie, som var to år ældre og senere også blev forfatter. Hendes mest berømte roman var sandsynligvis Il pensionante, som inspirerede Alfred Hitchcocks film af samme navn fra 1927.
I år 1900 fandt det skæbnesvangre møde mellem Belloc og Chesterton sted i en lille barrestaurant i Soho i London. Dermed opstod det tohovedede uhyre, som G. B. Shaw gav navnet »Chesterbelloc«. Venskabet kom snart også til at omfatte Chestertons bror Cecil, og de var alle forenet af mottoet »Skriv meget, skriv for sandheden«.
Det, der gør indtryk, når man genkalder sig disse forfattere og denne tid, er deres styrke, mod og foretagsomhed: De kastede sig ud i livet, accepterede risikoen og satte sig selv på spil, og de forsvarede troen, idealerne og deres overbevisninger til det sidste. Denne livskraft gennemstrømmer deres værker og får meget af nutidens litteratur til at tage sig endnu mere bleg og overflødig ud.
Hilaire Belloc, Elisabetta regina delle circostanze. Un mito creato dalla riforma protestante, Edizioni Fede & Cultura, 192 sider, 16,90 euro
Af Caterina Maniaci · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
