I anledning af reformationsdagen: Martin Luther beskrev i 1531 Maria som »værd at prise«, men afviste i senere udtalelser påkaldelsen af hende som afgudsdyrkelse.
Redaktionen – lørdag den 31. oktober 2026 kl. 8.00.
Den 31. oktober, markerer protestanter reformationsdagen. Martin Luther, hvis 95 teser dagen mindes, roste Maria højt som Guds Moder, men afviste i senere udtalelser påkaldelsen af hende i bøn som afgudsdyrkelse. I en juleprædiken fra 1531 sagde han om Guds Moder: »Sandt er det: Hun skal prises, og aldrig nok, for hun er så ophøjet og herlig.«
»Det er sandt, at man ikke kan prise Maria, den ophøjede, ædle skabning, nok«, hedder det i Luthers bordtaler. Den katolske teolog Franz Courth SAC citerede i 1983 begge passager i Münchener Theologischen Zeitschrift. Ifølge Courth minder den store betydning, der tillægges lovprisningen af Maria, »om det katolske ›de Maria numquam satis (man kan aldrig få nok af Maria)‹«.
»For katolikker er det en god indgang til at nærme sig reformatoren gennem spørgsmålet om Maria, fordi de her møder træk, som de kender fra deres egen trostænkning«, skrev Courth i sin artikel. Han citerede Luther efter sprogligt tilpassede udgaver. Passagen fra juleprædikenen står i Weimarudgaven i en blanding af latin og tysk.
I sin udlægning af Magnificat fra 1521 stod Luther stadig fast i den overleverede marianske fromhed. »Må netop denne milde Guds Moder opnå for mig den Ånd, der kan udlægge hendes sang nyttigt og grundigt«, skrev han i dedikationen til hertug Johann Friedrich af Sachsen.
Til sidst bad han: »Må Kristus skænke os dette gennem sin kære moder Marias forbøn og vilje.« I selve kommentaren hed det: »Man skal påkalde hende, så Gud for hendes skyld giver og gør, hvad vi beder om; i samme betydning skal også alle andre helgener påkaldes, så værket (ja, ganske vist) altid helt og holdent forbliver Guds sag.«
Allerede dér drog Luther en grænse. Maria vil ikke, »at du kommer til hende, men gennem hende til Gud«. Han ville hellere acceptere, »at Maria nedvurderes for meget, end at Guds nåde bliver det; ja, man kan ikke nedvurdere hende for meget, da hun dog er skabt af intet ligesom alle skabninger. Men Guds nåde kommer man let til at nedvurdere for meget.«
I en prædiken på festen for Jomfru Marias fødsel i 1522 vendte Luther sig derpå imod Salve Regina. Han beklagede: »Hvad er det dog for ord, man tillægger hende: ›Hil dig, Barmhjertighedens Dronning, vort liv, vor fryd og vort håb.‹ Er det ikke for meget? Hvem vil stå til ansvar for, at hun skal være vort liv, vor barmhjertighed og vor fryd, når hun dog nøjes med at være et fattigt kar?« Videre spurgte han: »Er det ikke en vanære mod Kristus at tillægge en skabning det, der alene tilkommer Gud?«
I 1523 sagde reformatoren derpå: »Jeg ville ønske, at Mariafromheden blev fuldstændig udryddet, alene på grund af misbruget!«
Senest i 1530 kaldte Luther påkaldelsen af de hellige »et rent menneskepåfund«. En sådan kult ville han »fordømme og lære folk at undgå«. »Til sidst bliver hans dom endnu strengere«, skrev Courth. Luther betegnede påkaldelsen af Maria som »idolatri, som afgudsdyrkelse«.
I de lutherske bekendelsesskrifter forblev Maria den jomfruelige Guds Moder. Apologien kalder hende »den, der er den højeste ære værdig«. »Det afvises at ære bestemte madonnafremstillinger som nådebilleder, men først og fremmest at påkalde Maria«, skrev Courth. De Schmalkaldiske Artikler »anser en almindelig forbøn fra de hellige for mulig; men også de udelukker klart en direkte påkaldelse af dem«, fortsatte Courth.
Pave Leo X havde allerede den 15. juni 1520 i bullen Exsurge Domine fordømt 41 af Luthers udsagn. I Tyskland var der opstået vildfarelser, som »dels allerede tidligere […] var blevet fordømt, dels var kætterske, falske, forargelige, krænkende for fromme ører eller forførende for enkle sind«, hed det i bullen.
De fordømte udsagn vedrørte blandt andet bod, aflad, pavens primat og skærsilden. »Den romerske pontifeks, Peters efterfølger, er ikke Kristi stedfortræder over alle kirker i hele verden, indsat af Kristus selv i den salige Peter«, lyder udsagn 25. I udsagn 37 hedder det: »Skærsilden kan ikke bevises ud fra den hellige Skrift, der står i kanon.« Maria optræder ikke blandt de 41 udsagn.
Luther skulle tilbagekalde sine udsagn inden 60 dage. Den 10. december 1520 brændte han offentligt sit eksemplar af bullen. Den 3. januar 1521 fulgte den endelige ekskommunikation med bullen Decet Romanum Pontificem.
Den katolske Kirke fastholder, at Maria skal æres. »Maria æres […] med rette […] af Kirken med en særlig form for kult. Allerede fra de ældste tider er den salige Jomfru blevet æret under titlen ›Gudfødersken‹, og under hendes beskyttelse tager de troende bedende deres tilflugt i alle farer og trængsler«, hedder det i den Katolske Kirkes Katekismus (nr. 971). Denne kult adskiller sig »væsentligt fra tilbedelsens kult, som frembæres for den menneskevordende Gud såvel som for Faderen og Helligånden«. Courth skrev i 1983 om påkaldelsen af Maria og de hellige: »Deres forbøn er en form for kristen solidaritet.«
»Luthers afvisning af en direkte henvendelse til Maria og de hellige har skadet hans personligt-eksistentielle anliggende i dets eskatologiske konkretisering«, vurderede Courth. Luthers sene udsagn om påkaldelsen af Maria – »at den skulle være afgudsdyrkelse og skyldes hedenskabets indflydelse« – krævede »en saglig (det vil sige upolemisk) uddybning og sikkert også en korrektion«.
Af Alexander Folz · CNA Deutsch · Oversat til dansk af EWTN Danmark
