Katolikker samledes for at undersøge, hvordan den hellige Johannes Paul II’s forståelse af mennesket som person kan forenes med psykologisk videnskab i mødet med angst og søgen efter varig kærlighed og helbredelse.
I en kultur præget af en stigende forekomst af angst og tab af mening søger et voksende antal katolikker måder at fremme menneskelig trivsel på ved at forene det bedste fra den psykologiske videnskab med den hellige Johannes Paul II’s personalistiske filosofi.
Katolikker samledes i Dallas fra 20. til 23. oktober til CatholicPsych Institutes Summit of Integration. Instituttets grundlægger, Greg Bottaro, hvis arbejde er centreret om at forene den hellige Johannes Paul II’s lære om kroppens betydning og formål med psykologisk praksis, sagde til deltagerne: »Den hellige Johannes Paul II har skrevet mere for psykologer end nogen anden psykolog i de seneste 150 år.«
»Johannes Paul II brugte ikke psykologisk fagsprog i sin fremstilling af kroppens teologi, men alt det, han talte om, havde berøringspunkter med faget«, sagde Bottaro til EWTN News. »Tro, fornuft og videnskab forenes i hans værk.«
Kroppens teologi lærer, at mennesket er en enhed af krop og sjæl, skabt som mand og kvinde i Guds billede og kaldet til fællesskab gennem oprigtig selvhengivelse. Kroppen har en »brudemæssig« eller ægteskabelig betydning: Den udtrykker personen og er rettet mod kærlig selvhengivelse, som virkeliggøres fuldt ud enten i ægteskabets varige, eksklusive og livgivende forening eller i den cølibatære selvhengivelse for Guds rige.
Talerne ved konferencen, der var planlagt til at falde sammen med den hellige Johannes Paul II’s festdag den 22. oktober, satte helgenernes skrifter i forbindelse med deres eget arbejde og personlige liv.
En kærlighed, der er »stærkere end døden«
Christopher West, en katolsk forfatter og underviser med speciale i kroppens teologi, holdt et oplæg med titlen »My Interior Journey with St. John Paul II.«
West sagde, at helgenernes skrifter hjalp ham med at forstå en længsel, der var opstået i hans barndom – en længsel efter en kærlighed, som aldrig ville høre op.
Han forklarede, at længslen begyndte som en uskyldig forelskelse i en pige i tredje klasse, men at den, efterhånden som han voksede op, førte ham til et forvrænget syn på seksualitet og kroppen: »Jeg ønskede mig skønhed; jeg ønskede mig glæde; jeg ønskede mig en lykke, der varer evigt, og som ikke dør.«
»Kirken kalder denne længsel eros«, sagde han og forklarede, at det er det græske ord for romantisk kærlighed. »Eros råber efter en kærlighed, der er ›stærkere end døden‹«, fortsatte han og citerede Højsangen i Det Gamle Testamente.
»Kristendommen er en invitation til en bryllupsfest, som modsvarer dette råb i hjertet«, sagde han.
Den hellige Johannes Paul II lærte, at »kristendommen ikke er en forløsning fra kroppen og seksualiteten. Det er kroppens og seksualitetens forløsning. Kristus kom til verden, ikke for at fordømme dem, hvis eros er forvrænget, men for at rette den ud.«
»Den mest katastrofale fejl, kristne begår, er at betragte seksualiteten som affald og smide den væk i stedet for at forløse den«, fortsatte han. »Vi har tre muligheder med eros: Vi kan undertrykke den, rette den mod en begrænset nydelse eller ved Guds nåde lære at rette vores længsel efter det uendelige mod det uendelige.«
Han sagde, at han ikke først og fremmest ser den hellige Johannes Paul II som teolog, men som en åndelig fader, hvis skrifter hjalp ham med at se sin egen frygt for døden i øjnene.
»Eros’ grænseløse krav udtrykker det grundlæggende problem ved den menneskelige eksistens: Hjertet kræver det uendelige, men kan ikke selv skænke sig det. Det gør krav på evigheden, men er bundet af døden«, fortsatte West. »Vores dybeste frygt er at se vores egen død i øjnene.«
»Johannes Paul II har virkelig været en fader for mig«, sagde West. »Det er denne mands gave i mit liv: Han har hjulpet mig med at se min dybeste frygt i øjnene og givet mig mod.«
West sagde, at han havde brug for dette mod til at se de vanskeligheder i øjnene, som frygten havde skabt i hans 31 år lange ægteskab med hustruen Wendy, der sad på forreste række, mens han talte.
Han fortalte, at han havde opdaget »dybe, ubevidste sår efter afvisning«, som hans bror havde påført ham i barndommen, men som i sidste ende stammede fra en frygt for døden, der fik ham til at »afvise min hustrus sande hjerte«.
»Når jeg har voldt dig så stor sorg og lidelse, skyldes det, at jeg ønskede, at du skulle gøre noget for mig, som du umuligt kunne: fjerne min frygt for døden«, sagde han. »Jeg ønskede, at du skulle fjerne den eksistentielle trussel.«
»Og vi bliver ældre – har du ikke lagt mærke til det?« spurgte han hende leende. »Vi nærmer os de 60, og alt det grå hår minder os om, at vi er ved at dø; vi står alle på dette transportbånd, og vi kommer alle til at falde af.«
En »arv til livet«
I sin hovedtale vendte Bottaro gentagne gange tilbage til tanken om, at kristne modtager en »arv til livet« fra Gud frem for en arv af frygt og død.
»Livets arv, livets og opstandelsens eftermæle, er svaret på menneskehjertets dybeste frygt: døden«, sagde han og henviste til den hellige Johannes Paul II’s formaning: »Frygt ikke!«
Bottaro beskrev også helgenen som en åndelig fader, der havde formet hans liv.
Han fortalte om et besøg i Polen på et tidspunkt, hvor han kæmpede med mismod i sit arbejde. Han sad ved det køkkenbord, hvor den unge Karol Wojtyla (Johannes Paul II) havde fundet sin far død. Mens Bottaro sad der, følte han, sagde han, at »Johannes Paul II bare lagde armene om mig«. Derefter kunne han vende tilbage til sit professionelle arbejde med fornyet målbevidsthed.
Han brugte de næste fem år på at skrive »The Personalist Cure«, en bog, der forener helgenens teologiske lære med psykologi. Bogen udkom under konferencen på den hellige Johannes Paul II’s festdag.
Bottaro sagde, at bogen er en håndbog i, hvordan helbredelse og mental sundhed kan forstås ud fra et katolsk perspektiv, og at den henvender sig til alle, der studerer mental sundhed eller menneskelig dannelse.
Michelle Gardiner, en mor til fire, der deltog i konferencen, sagde til EWTN News, at konferencen »omgav mig med den virkelighed, som Johannes Paul II viede sit liv til: Sand helbredelse begynder med at møde og beskytte den ukrænkelige gave, som jeg selv og ethvert andet menneske er, med ærbødighed.«
»Vi vender uforvarende ryggen til Gud, den fuldkomne elsker, som skabte os til glæde, når vi afviser gaven på grund af sår i vores relationer«, sagde hun. »Johannes Paul II vidste dette: Sand menneskelig trivsel kræver, at vi tager imod og beskytter mennesket som en ukrænkelig gave.«
Af Amira Abuzeid · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
