Pavens første tale ved indledningen til hans rejse til det land, hvor han virkede som missionær og biskop.
Det er en »hjemkomst« til det sted, hvor han »i årtier har delt livet med folket« og også nydt »en god ceviche«: pave Leo XIV ankommer til Peru, og til de diplomatiske myndigheder siger han først og fremmest, »hvor er der meget af dette land, der stadig lever i mig, og hvor er der meget af min egen historie, der også tilhører jer«. Derefter holder han en tale fyldt med emner, der viser, hvordan paven har oplevet »sit« folks problemer på tæt hold, og som munder ud i, at han foreslår Kirkens sociale lære som et kompas til at vejlede samvittighederne.
Paven ankommer til sit Peru kl. 17.05, svarende til kl. 23.05 i Italien, efter en flyvning på fem en halv time fra Argentina. Fra kontroltårnet lyder ordene: »Velkommen hjem«.
Det er begyndelsen på en rejse gennem minderne. Leo XIV var først missionær og siden missionærbiskop i Chiclayo. Han delte peruanernes erfaringer med oversvømmelserne og covid-19-krisen, og i 2015 fik han peruviansk statsborgerskab, hvilket han betragter som en vigtig milepæl i sin personlige historie. Alt dette fortæller han – på usædvanlig vis – under mødet med myndighederne og civilsamfundet i Gran Teatro Nacional. Efter landingen og æresvagten begav pave Leo XIV sig først til Palacio del Gobierno for at besøge præsident Keiko Fujimori. Turen gik først i bil og derefter i pavemobil gennem Limas centrum, hvor begejstrede menneskemængder, anslået til tre millioner mennesker, stod langs ruten. Her sang et børnekor Vatikanets hymne, som til lejligheden var oversat til spansk, og derefter den peruvianske nationalsang, som pave Leo XIV også sang med på. Paven fortsatte derpå til mødet med myndighederne. Budskabet er gennemgående og har været det samme gennem hele rejsen i Latinamerika: Menneskets værdighed skal respekteres, der skal skabes muligheder og sættes fokus på de unge, og det økonomiske system må ikke skabe ulighed.
Men først og fremmest står de personlige minder for paven, der allerede i sin første tale valgte at henvende sig til befolkningen i Chiclayo på spansk. »Jeg vender tilbage«, siger Leo XIV, »som Peters efterfølger, kaldet til at tjene den universelle Kirke. I lyset af dette ansvar erkender jeg, at disse år var en del af den vej, Herren brugte til at forme mig som hyrde. Hvis jeg fik lov til at leve disse år igen, ville jeg med glæde gøre det og tage imod både de lykkelige stunder og vanskelighederne. Derfor kan jeg med dyb taknemmelighed sige til jer, at jeg også vender tilbage til mit fædreland«.
Paven minder om Perus »tusindårige historie«, formet af »folk med forskellige sprog og traditioner«. Quechua, aymara og Amazonas’ øvrige sprog tales stadig i dette land, hvor »troen har slået dybe rødder«, og hvor »hellighedens første blomst i Latinamerika bar navnet Rosa, og denne Rosa var peruviansk«.
Leo XIV fremhæver forskellene mellem Perus regioner og siger, at »et folks enhed styrkes, når disse forskelle finder deres plads, og hver enkelt bidrager med afsæt i sin egen historie og sine egne overbevisninger«. Han minder desuden om, at »Peru bevarer daglige udtryk for solidaritet: fællesarbejde, hvor naboer går sammen om en opgave til gavn for alle; den hjælp, familier yder hinanden i vanskelige tider; og den gæstfrihed, som jeg så ofte har oplevet«.
Det er handlinger, der viser et folks kærlighed, »en følelse«, siger paven, »som jeg takket være jer har lært at forstå bedre, og som jeg i dag ønsker at dele med dem, der beklæder offentlige embeder«.
Først henvender pave Leo XIV sig til dem, der arbejder i offentlige tjenester. Han bemærker, at »det demokratiske liv forener mennesker med forskellige overbevisninger og mål, som er knyttet sammen af en fælles national skæbne«, og at »institutionerne skaber kanaler, hvor disse forskelle kan komme til udtryk, og hvor man kan finde veje til forståelse«. Han minder om, at »offentlige beslutninger også berører dem, der bor langt fra de steder, hvor beslutningerne træffes«, men at »denne afstand aldrig må føre til, at de bliver glemt«.
Og det skyldes, at »den, der henvender sig til institutionerne, håber at blive hørt«, og »bag sagsmapperne, de rutinemæssige administrative procedurer eller det abstrakte tal fra den nationale folketælling gemmer sig konkrete ansigter, der venter på svar, som i høj grad afgør deres ro i sindet«.
Der er brug for tålmodighed til at lytte, siger pave Leo XIV, også når man står over for vanskelige begivenheder fra fortiden, som »fortjener at blive behandlet med retfærdighed og følsomhed«. For »det demokratiske liv indebærer en erkendelse af, at ingen har alle svarene, og at forskelle ikke forhindrer os i at dele en oprigtig bekymring for landets bedste«.
Pave Leo XIV opfordrer til at fremme »ærlighed, retskaffenhed og villighed til at mødes«. Han understreger, at »fred har en meget konkret betydning for familierne: at gå på arbejde uden frygt, tage sig af børnene og vende hjem i tryghed«.
Kirken »anerkender den lidelse, volden har forårsaget, og ønsker at forblive tæt på dem, der rammes af den«. Den støtter desuden »indsatsen fra alle, der arbejder for at beskytte menneskers liv, værdighed og rettigheder gennem lov og retfærdighed«.
»Freden i hverdagen«, fortsætter pave Leo XIV, »handler også om at kunne forsørge sin familie på en værdig måde«. Det gælder især landmænd, fiskere og småhandlende, hvis arbejde må støttes som led i en »autentisk udvikling«, der »omfatter både det materielle velbefindende og hvert menneskes kulturelle, moralske og åndelige stræben«.
Leo XIV siger: »Der findes goder, som ingen økonomisk velstand kan erstatte: samvittighedens fred, visheden om at være elsket og friheden til at søge sandheden og rette sit liv ind efter den. Ønsket om at søge sandheden viser sig meget tidligt i de spørgsmål, et barn stiller, mens det opdager verden. En skole, der kan give plads til denne søgen, kan åbne horisonter, der før syntes fjerne, og hjælpe barnet med at erkende sine egne evner«.
Paven retter blikket mod lærerne i Peru, men beder også om, at »de horisonter, der åbner sig i klasseværelserne, siden fører til reelle muligheder«. Han opfordrer til en indsats for, at unge, der søger deres første arbejde, kan »udvikle deres talenter og gavmildt stille dem til rådighed for andre, især dem, der har størst behov«.
Leo XIV tænker også på »ældre mennesker, personer med handicap og dem, der lider under ensomhed eller psykiske problemer«. Deres familier tager sig af dem med store ofre. Samtidig retter paven blikket mod »dem, der bruger deres kræfter på at tage sig af andre«, og minder om, at også de »har brug for nogen, der tager sig af dem«.
Pavens tanker går også »til de mange peruvianske kvinder, der har støttet folkekøkkener og fælleskøkkener, og til dem, der gennem deres arbejde og offentlige ansvar bidrager til landets bedste«. Han håber, »at de alle frit kan udvikle deres evner, deltage fuldt ud i deres lokalsamfund og leve fri for vold og enhver form for udnyttelse«.
Talen drejer sig derefter om naturressourcerne og Amazonas, som paven skal besøge under rejsen. Pave Leo XIV bemærker, at »udnyttelsen af ressourcerne« i Amazonas’ floder, på Andesbjergenes højland og langs kysten kræver, »at man tager vare på naturen og respekterer de samfund, som er afhængige af dem«.
Paven understreger især, at man må kende territoriet for »at kunne forudse risici forbundet med naturfænomener og beskytte befolkningen bedre«. Han bemærker, at »den solidaritet, peruanerne viser i nødsituationer, fortjener at blive mødt af lige så engagerede institutioner, der kan forebygge og handle i tide, når et menneskeliv er i fare«.
Videnskab og teknologi spiller en vigtig rolle i denne forebyggelse. Det gælder også kunstig intelligens, hvis muligheder kræver, »at de bedømmes og styres ansvarligt med det fælles bedste for øje«. Derfor opfordrer paven til, at fordelene ved de nye teknologier »når ud til alle, og at deres udvikling fortsat tjener menneskets værdighed«. Samtidig efterlyser han »passende juridiske garantier, der kan forebygge eventuelt misbrug og beskytte mennesker mod følgerne«.
Pave Leo XIV gentager også sin opfordring til internationalt samarbejde. Han bemærker Perus åbenhed over for dialog og understreger, at »mange spørgsmål, der påvirker indbyggernes liv – fra beskyttelsen af miljøet til migrationsstrømmene – finder bedre svar gennem dialog og samarbejde«. Samtidig fremhæver han, at »mange peruanere bor uden for landet. Mens de opbygger et liv i andre lande, bevarer de kærligheden til deres familier og bidrager til deres oprindelige lokalsamfund«.
Men hvis »afstanden ikke nødvendigvis mindsker kærligheden til fædrelandet«, så »bringer også de, der ankommer til Peru, historier og håb med sig og fortjener at blive taget imod og mødt med respekt«. For »deres livshistorier viser, at forholdet mellem lande har meget konkrete konsekvenser for familiernes liv«.
Pave Leo XIV gentager også sit engagement »for et tålmodigt diplomati, som holder dialogen åben, respekterer folkeretten og søger aftaler, der beskytter menneskers liv og værdighed«. For »enhver nation har legitime ambitioner, men ingen kan betragte andre nationers skæbne som noget, der ikke vedkommer dem«.
Af Andrea Gagliarducci · ACI Stampa · Oversat til dansk af EWTN Danmark
