Pave Leo XIV under den generelle audiens på Peterspladsen den 27. maj 2026.
Når videregående uddannelsesinstitutioner bliver steder for møder og fællesskab, opfylder de deres højeste forpligtelse: at forme helgener.
For nylig spurgte nogen mig, om jeg var bekymret for den indvirkning, kunstig intelligens (AI) har på vores studerende. Jeg svarede: »Hvis du med ‘bekymret’ mener: ‘Arbejder jeg hårdt på at give vores unge den bedst mulige menneskelige, åndelige og akademiske dannelse?’ så er svaret ja.«
Det ser ud til, at pave Leo XIV deler denne bekymring. For nylig talte han med ledere fra katolske colleges og universiteter i Rom om de udfordringer, undervisere står overfor.
Den første bekymring, han nævnte, var en »stigende fragmentering af viden«. Folk mangler ofte, sagde han, »en global forståelse af virkeligheden, som ikke blot kan forene de forskellige vidensområder, men også livets mange aspekter og det menneskelige hjertes indre længsler.«
Selv når unge mænd og kvinder søger bestemte uddannelser og karriereforberedelse, bemærkede han, at undervisere har »den ædle opgave at vejlede dette vidensbegær, så de også lærer at søge og elske sandheden, reflektere over livets mening og erkende hvert menneskes værdighed« (Magnifica Humanitas, 143).
Efter syv år som rektor for Franciscan University of Steubenville kunne jeg ikke være mere enig i Den Hellige Faders vurdering af både udfordringerne og den ædle opgave, som katolske videregående uddannelse står overfor. Heller ikke i hans tørre konstatering: »Dette er ingen let opgave.«
Nutidens unge lever bestemt et liv i brudstykker. Hvordan skulle de kunne undgå det? Fra deres tidligste år har de vendt sig mod sociale medier og AI for at få svar, men den »sandhed«, de finder der, viser sig ofte at være tom. Selv hvis de får et glimt af sandheden, mangler de en samlet forståelsesramme for virkeligheden. Uden en rammestruktur, der hjælper dem til at forstå, hvem de er, hvorfor de er her, og hvad der er sandt, bliver de som et skib uden ror, prisgivet de stærkeste vinde.
Men svaret på denne fragmentering er ikke blot bedre information. Det er et møde med Ham, i hvem al sandhed finder sit udspring og sin enhed. Pave Leo udfordrede universitetslederne til at hjælpe de studerende med at opleve dette møde med »Sandheden, som er Kristus selv«, samtidig med at de søger den intellektuelle sandhed.
Dette har i årtier været et grundlæggende element i det franciskanske universitets mission. Et katolsk universitet må skabe et fællesskab, hvor Jesus står i centrum for alt, hvad det gør. Som paverne Johannes Paul II, Benedikt XVI, Frans og nu Leo har mindet os om, er det mødet med Jesu person, som giver os liv og frelser os. Det er ikke en teologi, en filosofi eller en idé; det er altid Jesus.
På franciskanske universitet arbejder vi med vor tids alvorlige spørgsmål – emner, der virkelig betyder noget og påvirker vores verden – og vi gør det i troens lys. At opdage det, som er sandt, står altid i centrum for vores akademiske arbejde, og vi er overbeviste om, at der ikke findes nogen adskillelse eller modsætning mellem den sandhed, vi opdager, og Jesus, som er »Vejen, Sandheden og Livet« (Joh 14,6).
Når studerende oplever den enhed, som findes i sandheden, bliver den faktisk som en helende balsam for deres fragmenterede tilværelse.
Det er også afgørende, at unge mennesker møder hinanden. En af tragedierne ved sociale medier og AI er den afhængighed de skaber af teknologi. Ægte menneskelige relationer skubbes ud i periferien. En persons verden bliver mindre, mindre personlig, mindre menneskelig, og han eller hun bliver mere og mere isoleret og splittet.
Universiteter skal bevidst modarbejde dette. Unge mennesker har brug for at møde mere af det, man kunne kalde … mennesker. På frankciskanske universitet gør vi dette gennem vores tros-husstand, små fællesskaber af unge mænd eller unge kvinder, som beder, studerer, leger og tjener sammen. Vi gør det også gennem vores kristuscentrerede sportshold, som opbygger hinanden lige så meget som katolikker som de gør som atleter.
Moder Teresa sagde engang: »Vi har glemt, at vi hører sammen.«
Katolske skoler må skabe et miljø, hvor mennesker søger hinanden, før de søger teknologien. I stedet for straks at vende sig mod AI bør studerende opsøge en medstuderende eller en professor, når de kæmper med et fag. På den måde får de mulighed for at kæmpe med stoffet, søge hjælp og indgå i en relation med et andet menneske. Både den, der hjælper, og den, der modtager hjælpen, bliver bedre af dette enkle møde.
På denne måde oplever mennesker den skønhed og mangfoldighed, som Gud havde til hensigt, da han skabte os som sociale væsener.
Jo mere jeg lytter til, hvad Den Hellige Fader siger om AI, desto mere erkender jeg behovet for at være opmærksom på både teknologiens fordele og dens farer. Men i sidste ende er han langt mere optaget af mennesket selv. Hans seneste encyklika blev ikke kaldt Farlig AI, men “Den Storslåede Menneskehed” (Magnifica Humanitas).
Den menneskelige person er Guds herlighed, og vi afspejler Gud på en måde, som intet andet af hans skaberværk gør.
Jeg tror, at mange unge finder teknologi fascinerende, fordi de endnu ikke har opdaget menneskets storslåethed. Universiteter må hjælpe de studerende med at opdage menneskehedens storslåethed. Når de gør det, vil også de blive forundrede over det, Gud har skabt. Ingen algoritme kan måle sig med mennesket.
Derfor uddanner vi vores studerende til at bruge teknologi på måder, der respekterer den menneskelige person. Med dette mål har vi netop igangsat en søgning efter en professor til vores nyoprettede lærestilling i AI og menneskelig trivsel. Generøse alumner fra teknologibranchen har finansieret stillingen, som skal give ekspertvejledning til ingeniør- og datalogistuderende, for at implementere nye teknologier, såvel som til studerende og undervisere inden for andre fagområder, så de lærer at mestre teknologien i stedet for at blive bemestret af den.
Vi har brug for mere menneskelig kontakt. Vi har brug for mere fællesskab. Vi har brug for mere Kristus. Alt, hvad der står i vejen for disse ting, bør give os anledning til bekymring.
I sidste ende har katolske universiteter en forpligtelse til at uddanne deres studerende, men målet er ikke blot et eksamensbevis eller et job, så vigtige begge dele end er. Vi uddanner og former dem til at leve sandheden som glædesfyldte disciple, klar til at tage deres plads i opbygningen af Guds Rige. Kun inden for denne vision kan den fragmentering, de oplever, blive helbredt.
Når videregående uddannelsesinstitutioner bliver steder for møder og fællesskab, opfylder de deres højeste forpligtelse: at forme helgener.
P. Dave Pivonka, TOR. 9. juni 2026. Oversat af EWTN Danmark
