Foto. Julia Greeley levede et liv i hengivenhed til Jesu Hellige Hjerte.
Denvers ”barmhjertighedsengel” tilbragte sit liv med at bringe Kristi kærlighed til de fattige, en vognfuld ad gangen.
Ved den seneste opgørelse har USA frembragt 10 kanoniserede helgener – 11, hvis man medregner Moder Teresa, som blev æresborger i USA i 1996. Dertil kommer fem salige og 15 ærværdige.
Vi er bestemt blevet velsignet med et væld af hellige forbilleder og kristne i himlen, som går i forbøn for os.
Nogle vil måske mene, at dette er et ubetydeligt antal, men vi må også tage de 75 amerikanske Guds tjenere i betragtning.
Blandt denne fornemme gruppe af heroisk hellige mænd og kvinder finder vi Julia Greeley – en tredjeordens franciskaner med dyb tro, heroisk næstekærlighed og ukuelig glæde.
Befolkningen i Denver kendte hende som ”barmhjertighedens engel” og ærede hende for hendes hengivenhed til det hellige Sakramente og spiritualiteten fra den hellige Frans af Assisi.
Julia Greeley blev født som slave i Hannibal, Missouri i 1830’erne. Da hun var lille, blev hun ramt i sit højre øje som følge af en herres uforsigtige og grusomme brug af en pisk mod pigens mor. Slaget gjorde hende blind og vansiret.
Efter borgerkrigen var Julia fri, men fattig, uden familie, ejendom eller uddannelse. Hun drog til Denver, hvor hun arbejdede som stuepige for flere prominente familier, herunder William Gilpin, Colorados første territoriale guvernør. Hendes ærlighed, ydmyghed og flid vandt hurtigt de menneskers anerkendelse, som hun tjente.
Den 26. juni 1880 blev hun døbt i den katolske kirke Sacred Heart Church, Denver. Hendes omvendelse var helhjertet og fuldstændig. Fra dette øjeblik var Julias liv gennemsyret af kærlighed til eukaristien, Jomfru Maria og frem for alt Jesu Hellige Hjerte.
Julias hengivenhed til Jesu Hellige Hjerte blev kilden til medfølelse og styrke, som bar hende gennem livets mange trængsler. Hun udholdt racisme, had, afvisning og ydmygelse. Hendes hengivenhed til Jesu Hellige Hjerte gav hende helbredelse, tilhørsforhold og værdighed.
Hendes spiritualitet var dybt franciskansk i sin karakter. Inspireret af Sankt Frans af Assisis liv indtrådte hun i den sekulære franciskanerorden i 1901. Hun forpligtede sig til at leve evangeliet gennem fattigdom, ydmyghed og tjeneste med glæde. Hun så Kristus i alle, især i de fattige, syge og glemte. Som sekulær franciskaner praktiserede hun radikal ydmyghed, tjeneste og bøn og uddelte ofte mad, tøj og brænde anonymt til trængende.
I nattens mørke kunne man se Julia trække en lille rød vogn gennem Denvers gader, fyldt med mad, tøj og brænde til nødlidende. Hun leverede forsyningerne efter solnedgang, så dem, hun hjalp, kunne bevare deres værdighed.
Julias næstekærlighed var heroisk. Hun levede selv i fattigdom og var ofte afhængig af andres godhed, men enhver indtægt gik straks til dem, der havde større behov end hende selv. Når hun manglede penge, bad hun lokale handlende og naboer om donationer – ikke til sig selv, men til ”sine fattige” – ligesom Moder Teresa senere ville gøre. Hun led af svær gigt, som gav hende konstante smerter, men det afholdt hende ikke fra at gå sine natlige runder. Hun led i stilhed, bar Kristi kors og forenede sine lidelser med Kristi lidelse.
Venner og kolleger beskrev Julias glæde som smittende. Hun lo hjerteligt og var kendt for sin urokkelige tro. Hun stolede fuldt og helt på Guds forsyn og var overbevist om, at Gud ville sørge for hendes behov, hvis hun fortsatte med at tage sig af andre.
Hendes hengivenhed til Jesu Hellige Hjerte gav hendes franciskanske næstekærlighed en særlig dybde. Det Hellige Hjerte var et spejl af hendes egen sårethed og lide med Kristus, hvilket gav hende styrke til at tilgive og elske dem, der havde gjort hende uret.
Jesuitterne og bønnes apostolat fremhævede tilbedelsen til Jesu Hellige Hjerte som soning for synd og som den guddommelige barmhjertigheds sejr over menneskelig ligegyldighed. Som led i sit virke uddelte hun pjecer om det Hellige Hjerte som svar på Kristi anmodning til Sankt Margrethe Maria Alacoque om, at hans Hjerte, fyldt med kærlighed, måtte gengældes med kærlighed.
Hun fyldte sit liv med hengivenhed til de første fredage (ref. i måneden), rosenkransen, eukaristisk tilbedelse og bodshandlinger. Dette udgjorde rygraden i hendes åndelige liv. Hun så sig selv som en ”missionær for Jesu Hjerte”, der ikke prædikede med ord, men med barmhjertighedens handlinger – i overensstemmelse med Sankt Frans af Assisis valgsprog : ”Prædik evangeliet til enhver tid; hvis nødvendigt, brug ord.”
Julias franciskanske kald var en praktisk teologi om nærvær. Ligesom alle helgener genkendte hun Kristi ansigt i hvert lidende menneske. Hun brugte sine nætter på at besøge syge, ældre og ensomme. Hun trøstede børn og hjalp familier i nød. Hun bad sin rosenkrans hvor end hun befandt sig og satte andres behov og lidelser før sine egne.
Hun ejede næsten intet af materiel værdi – en gammel hat, et falmet sjal, sin rosenkrans og sin altid tilstedeværende røde vogn.
Ifølge Guds forsyn døde Julia den 7. juni 1918 – på højtideligheden for Jesu Hellige Hjerte, netop den fest og tilbedelse, som havde præget hendes liv. Hun blev begravet på Oliebjergets kirkegård, men hendes jordiske rester blev i 2017 flyttet til Domkirken den Uplettede Undfangelse i Denver. Hendes saligkåringsproces blev formelt åbnet i 2014, hvilket gav hende titlen ”Guds tjener”.
Hendes hellighed var ikke kendetegnet ved visioner, profetier eller mirakler. I stedet for kom den til udtryk i barmhjertighedens gerninger og troskab til Kristi kærlighed.
I takt med at Kirken fortsætter med at undersøge hendes sag om helgenkåring, bliver hendes hellighed – som i hendes levetid var skjult bag hendes ydmyghed – nu kendt af alle, der kommer for at høre om hendes enestående kærlighed til Jesus Kristus.
Angelo Stagnaro. 13. juni 2026.
Oversat af EWTN Danmark.
