Midt i en bølge af reaktioner på nettet efter SSPX’s tilbagevenden til skisma redegør den fremtrædende kirkeretsjurist pastor Cédric Burgun for rammerne for de troendes ytringsfrihed på internettet.
En deling, en kommentar, offentlig støtte til en omstridt sag: På sociale medier kan katolikker i dag tage stilling med et enkelt klik. For en generation siden krævede det en officiel mellemmand – hvad enten det var en udgiver, en journalist eller en biskop – at give sin mening offentligt til kende, medmindre man havde mod til at tale direkte til folkemængderne. Kirkeretten blev skrevet til denne ældre og langsommere verden. Den kirkeretlige lovbog fra 1983, som fortsat er Kirkens gældende lovtekst, blev udarbejdet årtier før de sociale mediers fremkomst og er aldrig blevet revideret for at tage højde for dem.
De praktiske konsekvenser af denne tavshed i loven er imidlertid ikke rent teoretiske. De blev særligt aktuelle, da Præstebroderskabet St. Pius X (SSPX) vendte tilbage til det, Vatikanet betragter som et åbent skisma, og dermed udløste reaktioner på nettet over hele det liturgiske og ideologiske spektrum.
Trods en personlig appel fra pave Leo XIV og uden Roms godkendelse lod SSPX fire af sine præster blive viet til biskopper den 1. juli 2026, en handling, der ifølge kirkeretten medfører automatisk ekskommunikation. Vatikanets dekret dagen efter erklærede ikke blot de direkte involverede biskopper for ekskommunikerede; det fastslog også, at troende lægfolk, som »formelt tilslutter sig« SSPX, skal betragtes som ekskommunikerede, og advarede samtidig gejstlige og andre troende mod at »tilslutte sig« skismaet.
Det er netop den grænse, nogle sympatisører kan komme til at afprøve på nettet. Kan et opslag eller en retweet betragtes som skismatisk og føre til automatisk ekskommunikation? Trækker kirkeretten en grænse mellem legitim ytringsfrihed og en handling, der er alvorlig nok til at bryde fællesskabet med Rom?
Ifølge pastor Cédric Burgun, dekan ved fakultetet for kirkeret på Det Katolske Institut i Paris, er det rigtigt, at der ikke findes et kirkeretligt regelsæt for sociale medier. Men det efterlader ikke de troende i et fuldstændigt juridisk tomrum – det kræver blot, at de anvender veletablerede principper på en offentlighed, der har fået nye dimensioner.
Det afgørende i kirkeretlig henseende er ifølge ham udtalelsens offentlige karakter, ikke den platform, der formidler den. »Enhver skismatisk eller kættersk handling, der begås ved en ytring, er på den ene eller anden måde en offentlig udtalelse,« sagde han, »hvad enten den står i en avis, fremsættes i et tv-studie eller på internettet.«
Med andre ord har en offentliggørelse på nettet nøjagtig samme kirkeretlige vægt som en udtalelse i fjernsynet eller en pressemeddelelse. Hvis indholdet objektivt set er skismatisk, ændrer det anvendte medie ikke lovens bedømmelse af det. Det, der først og fremmest har ændret sig, er antallet af mennesker, som nu er omfattet af denne lov.
For fyrre år siden skulle en udtalelse normalt passere en form for institutionelt filter, før den kunne nå offentligheden – for eksempel ved at blive bragt i en avis eller fremsat i et tv-program. »I dag står det med de sociale medier klart, at alle har deres egen platform,« sagde pastor Burgun.
Når en offentlig kommentar altså kan udgøre en skismatisk eller kættersk handling, følger det så, at man kan blive ekskommunikeret på stedet for noget så enkelt som et opslag på sociale medier?
Kirkeretligt problematisk – men ikke automatisk ekskommunikation
Selv om udtalelser på nettet, der åbenlyst er skismatiske, ikke er kirkeretligt harmløse, udgør de ikke en grund til automatisk ekskommunikation, da denne straf er forbeholdt bestemte typer sager.
Kirkeretten definerer »skisma« som et objektivt brud med pavens styre eller med de medlemmer af Kirken, der er underlagt ham. Pastor Burgun bemærkede, at dette brud med Kirkens myndighed ikke alene vedrører paven, men også biskopper og andre kirkelige myndigheder, der har fået betroet et ledelsesansvar.
At forsvare en gruppe eller en sag offentligt er ikke i sig selv skismatisk. »Forsvaret bliver kun kirkeretligt problematisk, hvis det indholdsmæssigt selv er en skismatisk handling,« sagde pastor Burgun – for eksempel hvis en udtalelse på nettet objektivt afviser pavens myndighed.
I modsætning til den automatiske ekskommunikation (latae sententiae), som gælder for en biskop, der vier en anden til biskop uden paveligt mandat, medfører kirkerettens definitioner af skisma og kætteri imidlertid ikke nogen automatisk straf. »Hvis skisma eller kætteri skal sanktioneres,« forklarede han, »skal en procedure først fastslå, at der foreligger skisma eller kætteri,« før en ekskommunikation kan følge.
Forskellen viste sig både efter de ulovlige bispevielser, som SSPX’s grundlægger, ærkebiskop Marcel Lefebvre, foretog i 1988, og efter SSPX’s bispevielser denne sommer: I begge tilfælde pådrog biskopperne sig automatisk ekskommunikation efter den bestemmelse, der gælder for ulovlige bispevielser, mens eventuelle straffe for tilhængere krævede en særskilt vurdering efter Kirkens regler om skisma.
Selv dette andet skridt er forbundet med et forbehold, bemærkede pastor Burgun: Den Hellige Stol har udtrykkeligt fastslået, at en straf for troende lægfolk »ikke må antages at gælde automatisk, men skal vurderes fra sag til sag«. Formel tilslutning kræver ifølge ham som regel en form for juridisk forpligtelse – skriftligt eller mundtligt medlemskab af SSPX, udelukkende deltagelse i dets liturgier eller afvisning af sakramenterne, når man er til stede ved en messe, der fejres inden for Den katolske Kirke, af grunde knyttet til tilslutningen til SSPX, samt anden lignende adfærd.
Den samme logik gælder for det, folk lægger ud på nettet. En kommentar, der går videre end til at udtrykke sympati – for eksempel ved udtrykkeligt at opfordre andre til at deltage i en SSPX-messe frem for en messe fejret i den ordinære form – kan indgå i den individuelle vurdering, sagde pastor Burgun, for så vidt som den tilskynder til adfærd, Kirken anser for problematisk.
Selv et opslag med skismatiske undertoner udløser derfor ikke i sig selv ekskommunikation. Da skisma og kætteri ikke er forseelser, der medfører automatisk straf, kræver enhver sanktion en kirkeretlig proces, som fastslår, at de juridiske betingelser er opfyldt – uanset om udtalelsen blev fremsat på nettet, på tryk eller et andet sted.
Pastor Burgun vurderede, at kanon 1329, som i begrænsede tilfælde udstrækker strafansvaret til medvirkende, næppe vil kunne anvendes på SSPX-tilhængere på nettet, fordi en bispevielse ikke afhænger af deltagelse fra et onlinepublikum.
Pastor Burgun lagde vægt på, at de samme kirkeretlige principper gælder uanset teologisk eller liturgisk orientering. Katolikker, der offentligt afviser den kirkelige myndighed fra et progressivt udgangspunkt, vil i princippet være omfattet af det samme juridiske regelsæt.
Afsenderens status ændrer imidlertid vurderingen. Præster og ordensfolk har på grund af deres livsstand og deres dannelse en større forpligtelse til at bevare det kirkelige fællesskab og være et forbillede, sagde pastor Burgun. Det betyder, at en gejstligs udtalelser på nettet vurderes efter en strengere målestok end en lægpersons. Lægfolk »undskyldes lettere« end gejstlige for ikke at kende loven, bemærkede han.
Frihed inden for fællesskabet
Det rejser uundgåeligt spørgsmålet om de troendes egen ytringsfrihed. Pastor Burgun henviste til kanon 205, der definerer det fulde fællesskab med Kirken som et fællesskab i både styre og tro. Derefter følger i kanon 212 de troendes ret – »ja, deres pligt« – til at give deres syn på kirkelige anliggender til kende »med respekt for deres hyrder«.
»Kirken er ikke et demokrati, hvor alle siger, hvad de vil, når de vil,« sagde han. Han anerkendte, at der findes »en vis ytringsfrihed« i Kirken – men en frihed, der aldrig må fjerne sig fra det fælles bedste og hensynet til enheden.
Uanset hvilke juridiske nuancer der i sidste ende måtte være plads til, antydede pastor Burgun, at den egentlige krise, som i øjeblikket udfolder sig på katolske sociale medier, måske i mindre grad er kirkeretlig end åndelig. I den forbindelse citerede han den maksime, der tilskrives St. Augustin: in necessariis unitas, in dubiis libertas, in omnibus caritas – »enhed i det væsentlige, frihed i tvivlsspørgsmål, næstekærlighed i alt«.
»Mange reaktioner,« sagde han, »mangler næstekærlighed og enhed over for et kirkeligt fællesskab, der gennem århundrederne allerede er blevet såret nok.«
Han tilføjede: »De sociale medier bør ikke forværre sår, der er længe om at hele.«
Af Solène Tadié · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
