Familier, unge mennesker og internationale livsforkæmpere deltog i Litauens anden March for Life og opfordrede til konkret støtte til mødre, fædre og udsatte mennesker.
VILNIUS, Litauen – Mere end 1.000 livsforkæmpere samledes i Vilnius den 26. september til landets anden March for Life. Trods kolde vinde, morgenregn og efterårståge mødte de op for at bekræfte ethvert menneskelivs værdighed og værdi.
Familier, studerende og ældre mennesker deltog i et varmt og engageret program med personlige vidnesbyrd, håbefulde taler og musikalske indslag, der fejrede livet.
Marchen fandt sted, mens den politiske debat i Litauen om familiepolitik og faldende fødselstal fortsatte. Lovgiverne er også fortsat uenige om lovgivningen vedrørende reproduktion, herunder adgang til abort og kunstig befrugtning.
Arrangørerne understregede, at begivenheden ved at fokusere på familielivets virkelighed skulle række ud over abstrakte slagord og politiske erklæringer. Talerne behandlede moderskab, faderskab og de udfordringer, der er forbundet med tabet af et barn, handicap, sygdom og alderdom.
Under hele marchen fremhævede deltagere og talere, at alle mennesker – især ufødte børn – har samme værdighed uanset helbred, alder eller etnicitet.
Saulius Karosas, der selv er far, illustrerede denne overbevisning ved at beskrive, hvordan det at tage imod børn med særlige behov forandrede hans families syn på livet. Efter at deres fjerde barn, Iva, var blevet født med Downs syndrom, adopterede familien Motiejus, en dreng med samme tilstand. Karosas sagde, at det at tage imod børnene forandrede familiens forståelse af menneskets værdi og skønhed og af, hvordan de ser værdien i andre mennesker.
Mod og udholdenhed
Arrangementet tiltrak også livsforkæmpere fra hele Europa og Nord- og Sydamerika. Blandt hovedtalerne var Agnese Irbe, OFS, grundlægger af den lettiske filosofforening Peripatos; Marcin Perłowski, direktør for den polske pro-life-fond Centrum Życia i Rodziny; og Patricia Sandoval, international foredragsholder om retten til liv og medvært på EWTN’s »Informe Provida«.
Sandoval beskrev marchen i Vilnius som dybt bevægende. »Jeg var imponeret over iveren blandt de unge mennesker, der deltog i marchen,« sagde hun til EWTN News og bemærkede, at de stod »i frontlinjen«. Hun fortalte om den fredelige atmosfære, hvor deltagerne sang »salmer og glædessange«, og roste begivenheden som »meget velorganiseret«.
Sandoval fortalte i sit vidnesbyrd, at hun havde gennemgået tre aborter og senere arbejdet for Planned Parenthood. Hun sagde, at det havde særlig betydning at tale i Vilnius. »Vilnius er barmhjertighedens by,« sagde hun og beskrev muligheden for at dele sin historie som »et meget følelsesladet og meget spændende øjeblik«.
Sandoval gav deltagerne åndelig opmuntring og opfordrede livsforkæmperne til at forblive stærke uanset de politiske udfald. »Stå fast, hold ud, og vær trofaste mod hans vilje,« sagde hun.
Fra kristent vidnesbyrd til praktisk hjælp
Til EWTN News sagde ærkebiskop Gintaras Grušas af Vilnius, at han håbede, at begivenheden ville bidrage til, at »en livskultur kan vokse i Litauen« – en kultur, hvor ethvert »menneske bydes velkommen som en gave fra selve livets begyndelse«.
For Grušas skal denne kultur komme konkret til udtryk. »Jeg ville især glæde mig over at se en konkret forandring,« sagde han. Det skulle betyde, at »en kvinde, der er urolig over sin graviditet, ved, hvor hun kan henvende sig, finder nogen, som vil lytte, og får den støtte, hun har brug for«. Han sagde også, at han håbede, at »familier føler sig støttet af deres lokalsamfund, arbejdsgivere og offentlige institutioner«.
»Vi opbygger en livskultur gennem mange beslutninger i hverdagen,« sagde han. I en by, der er kendt som »Barmhjertighedens by«, tilføjede han: »Jeg håber, at mødre, børn og familier i stigende grad vil opleve denne barmhjertighed her.«
Ærkebiskoppen pegede også på mændenes ansvar. »En mands stabile tilstedeværelse kan gøre en enorm forskel,« sagde han. Han beskrev faderskabet som noget, der begynder, før et barn bliver født, ved at »støtte moderen, lytte til hende, dele hendes bekymringer og sammen forberede sig på at tage imod barnet«.
Grušas henviste til den hellige Josef som et forbillede på stille ansvarlighed. »Han siger ikke et ord i evangelierne, men hans omsorg for Maria og Jesus er tydelig.«
Han beskrev marchen som »et kristent vidnesbyrd med en samfundsmæssig dimension« og sagde, at katolikker kan deltage i det offentlige liv, mens de søger det fælles bedste. »Vi må have både det ufødte barns værdighed og moderens virkelige behov for øje,« sagde han og opfordrede til en offentlig samtale, »der bygger på respekt og følges op af praktisk hjælp«.
Opbygning af en livskultur
Ærkebiskop Kęstutis Kėvalas af Kaunas sagde til EWTN News under marchen, at opbygningen af en livskultur kræver, at mænd påtager sig deres roller som »fædre, ledere og forsørgere«. Han opfordrede dem til at tage aktiv del i deres børns religiøse opdragelse og dannelse.
Dette ansvar påhviler ifølge ham enhver kristen. Alt for ofte går mennesker ud fra, at »en anden vil gøre det«, i stedet for at erkende, at »det er os, der må tage et personligt ansvar for at skabe en livskultur«.
For Kėvalas betyder det, at man fremmer »bønnegrupper, familiebevægelser og også bevidstheden om livskulturen«. Kristne er, tilføjede han, kaldet til at blive »Guds medarbejdere« i videregivelsen af livet og livets evangelium.
Da ærkebiskoppen blev spurgt, hvad der udgør den største trussel mod en livskultur, pegede han ud over de enkelte samfundstendenser på »problemet med troen«. Det dybere spørgsmål er ifølge ham, om mennesker forstår, at »vi har fået livets gave« og er kaldet til at give andre »muligheden for liv«.
Han advarede også mod en materialistisk tankegang, hvor familier primært »beregner omkostningerne« ved at få børn ud fra materielle hensyn. En større tillid til Gud kan ifølge ham fremme »en kultur præget af tillid og opmuntring«.
Til sidst opfordrede han katolikker til at afvise passivitet. »Vi skal ikke være dem, der blot ser på eller betragter livet, men dem, der skaber liv og opbygger kulturen,« sagde han. Han sammenlignede dette kald med katedralbyggernes kald i middelalderen. De lagde fundamenter, som de aldrig selv ville se blive fuldført, i tillid til, at deres arbejde ville bidrage til »et smukt værk«.
Af Bryan Lawrence Gonsalves · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
