Med VM-stjernen Erling Haaland til den nobelprisvindende forfatter (og mulige fremtidige helgen) Sigrid Undset får Norges kristne arv fornyet opmærksomhed, mens pilgrimme følger i St. Olafs fodspor – kongen, der kristnede en nation.
Med en historisk VM-præstation rettede Norges fodboldlandshold hele verdens opmærksomhed mod det skandinaviske land – og måske på forsynets vis mod en af landets vigtigste helgener.
Succesrige idrætsfolk verden over bruger ofte deres indtjening på luksusvarer til sig selv. Erling Haaland, det norske landsholds topscorer og vinder af flere Golden Boot-priser, brød med mønstret: Han købte i stedet et sjældent manuskript fra det 16. århundrede om Norges norrøne konger og skænkede det til biblioteket i sin hjemby.
Heimskringla fra det 11. århundrede er skrevet på oldnordisk i Island og består af flere sagaer. I centrum står Olav den Helliges saga, »Sagaen om St. Olaf«, som fortæller om den norske konges liv, hans 15-årige regeringstid, omvendelse og martyrium. Kongen havde tidligere været vikingekriger.
Sagaen – som alene fylder næsten en tredjedel af hele værket – fortæller, hvordan kong Olaf fra sit kongesæde i Nidaros (det nuværende Trondheim) konsoliderede sit herredømme og fremmede kristningen af Norge.
Med købet og den efterfølgende donation af Heimskringla er Haaland ikke den eneste, der på ny har rettet opmærksomheden mod St. Olafs arv. Den nylige meddelelse om en helligkåringssag for den norske forfatter Sigrid Undset har også vakt fornyet interesse. I nobelprisvinderens anerkendte middelaldertrilogi Kristin Lavransdatter drager den fiktive heltinde Kristin eksempelvis på pilgrimsfærd til St. Olafs helligdom i Trondheim for at gøre bod. Rejsen bygger på den virkelige tradition for at vandre hundredvis af kilometer for at bede ved den hellige konges grav.
Da åbningen af Undsets helligkåringssag blev bekendtgjort i Selja, roste biskop Fredrik Hansen af Oslo hendes litterære arv: »Gennem sine mange bøger har hun præget utallige troende, inspireret dem til at leve i Kristus og vidnet om vores helgener fra middelalderen.«
Takket være denne øgede internationale opmærksomhed oplever pilgrimsfærden til Trondheim i St. Olafs fodspor tilsyneladende et opsving.
Regan Quigley fra Pennsylvania, som for nylig selv gennemførte pilgrimsfærden, fortalte, hvor bevæget hun var blevet af St. Olafs liv og iver. Det fik hende til at spørge: »Hvorfor Norge? Hvorfor nu? Hvad sker der?«
»Hvis jeg skulle gætte, ville jeg sige, at det er, fordi Herren ser sit folks og verdens behov,« sagde hun til NCR. »Han ser også, hvor skønheden findes, og hvor der er mulighed for at blive velsignet, og han ønsker at drage mennesker dertil, så de kan modtage disse velsignelser.«
At tage del i troens genoplivning i Skandinavien
Relikvierne af St. Olaf, der levede ca. 995–1030, menes at hvile i Nidarosdomen fra middelalderen, som er blevet et af Nordeuropas vigtigste pilgrimsmål.
Siden 2002 har Norges nationale katolske ungdomsforening, Norges Unge Katolikker (NUK), været med til at genoplive den gamle pilgrimstradition til Nidarosdomen – en rejse, som nu tiltrækker en ny generation af pilgrimme fra lande uden for Norge.
Tidligere på året førte pastor Gregory Pine fra dominikanerordenen en gruppe på 15 pilgrimme fra forskellige lande og med forskellig baggrund på den gamle pilgrimsfærd til Trondheim.
Gabriele Silva, 32 år og oprindeligt fra Rio de Janeiro, fortalte NCR, at han efter næsten to år i Sverige – hvor han genfandt den tro, han var gledet bort fra – blev stadig mere opmærksom på det, han beskrev som »troens genoplivning i Skandinavien«.
»Og det inspirerede mig,« forklarede han, »for jeg oplevede en så stærk tro dér, at jeg vidste, at jeg var på vej ind i noget godt.«
Invitationen til at vandre til Trondheim var både helt ny og spændende for ham. »Jeg vidste ikke meget om St. Olaf, men jeg vidste, hvad der skete i området, og jeg syntes, det var meget smukt at være en del af det.«
Andre pilgrimme delte denne følelse af at være en del af noget større.
Mary O’Brien, 26 år og fra Irland, så pilgrimsrejsen som en del af en bredere »genoplivning af kristendommen i Skandinavien«. Hun fortalte NCR, at hun også var blevet inspireret af muligheden for »at være en del af det, selv på min egen ganske lille måde«.
Selv om hun tidligere havde gennemført en hel del pilgrimsrejser i Europa, følte hun sig »virkelig tiltrukket af pilgrimsrejsen til St. Olaf, alene fordi den var mindre kendt«. Det tiltalte hende, at ruten ville være mere afsides, mindre befærdet og bedre egnet til stilhed og bøn.
Pilgrimmene begyndte i Berkåk, en uges vandring fra Nidarosdomen, og begav sig ud på en smuk, men fysisk krævende rejse. Hver dag var præget af stilhed om morgenen, daglig messe og tilbedelse samt stunder med bøn – i lutherske kirker (katolske kirker er sværere at finde langs pilgrimsruten) eller hvor som helst de kunne finde et egnet sted.
»At Kristus blev nærværende, hvor end vi samledes,« sagde O’Brien, »og tog bolig iblandt os, hvor vi nu befandt os, var noget ganske særligt.«
For nogle pilgrimme var rejsen til Nidaros opfyldelsen af et ønske, de havde båret på i årevis.
Blandt dem var søster Maria Joseph fra dominikanerordenen i USA. Da hun tænkte tilbage på sin fascination af Norge fra barndommen – først vakt af OL i Lillehammer i 1994, Sigrid Undsets hjemsted – sagde hun til NCR: »Herren plantede på en måde dette ønske i mit hjerte.«
For hende gjorde historien om Kirken i landet pilgrimsrejsen endnu mere meningsfuld. Hun lærte, at katolicismen efter reformationen i 1537 blev forbudt i Norge, og at offentlig katolsk gudstjeneste var forbudt i århundreder. Denne undertrykkelse satte også en stopper for den gamle pilgrimsrute, St. Olafs pilgrimsvej til Nidaros.
»Kirken måtte virkelig genopbygges helt fra grunden,« bemærkede hun. »Jeg tror, at det, der på nogle måder begynder at bære frugt, er de seneste hundrede års arbejde med at genopbygge Kirken.«
At lære St. Olaf at kende
Selv om de fleste af de 15 pilgrimme kun havde hørt om St. Olaf »som denne store konge, der kristnede det hedenske Skandinavien«, brugte gruppen pilgrimsrejsen på »at læse om dele af hans liv og lære ham at kende, mens [de] gik«, sagde O’Brien.
»Jeg anede ikke, hvad denne pilgrimsrejse ville føre med sig – at vandre for en helgen, jeg ikke kendte, i et land, jeg aldrig havde besøgt, med en gruppe på omkring 15 mennesker, hvoraf jeg aldrig havde mødt næsten nogen før,« sagde Quigley, der var en af pilgrimsrejsens arrangører, til NCR.
»Jeg havde en forestilling om – og den viste sig til sidst at holde stik – at jeg bedst ville lære ham at kende ved at rejse dertil, vandre ad St. Olafs pilgrimsvej til Trondheim og undervejs møde mennesker, der kendte ham bedre end jeg.«
Forskellige sider af St. Olafs historie gjorde indtryk på deltagerne.
»Jeg beundrer den enhed, han skabte,« sagde Silva. »Dengang fandtes der mange adskilte stammer og jarler [regionale høvdinge og ledere], som konstant lå i krig med hinanden.«
St. Olaf er, understregede han, »stadig en skikkelse, som både den lutherske kirke og Den katolske Kirke har fælles. Derfor føles det på en måde, som om han stadig forener mennesker i Norge. Jeg oplever, at kristne samles for at hjælpe et meget sekulært land med at møde de udfordringer, sekularismen fører med sig.«
Pilgrimsrejsen sluttede med, at pilgrimmene fik mulighed for at møde biskop Erik Varden, biskop af Trondheim. Hans pastorale virke og tilstedeværelse på nettet har øget interessen for landet, sagde O’Brien.
Søster Maria Joseph understregede, at et af rejsens højdepunkter »var at blive taget imod af biskop Varden ved pilgrimsrejsens afslutning«. Han »fejrede en votivmesse til ære for St. Olaf ved St. Olafs alter i den katolske domkirke og velsignede os med en relikvie af helgenen«.
»Set i bakspejlet gik det op for mig, at vi på en måde ankom til Norge på et tidspunkt, hvor kristendommen er i bevægelse dér,« sagde Quigley. Biskoppen bekræftede denne virkelighed: »Det er stadig et meget sekulært land, men det er ikke blottet for kristne forestillinger eller kristen bevægelse. Herren er til stede. Der er stille, men der sker noget.«
»Tanken om, at katolicismen i Norge har været så forfulgt så længe,« sagde O’Brien, »fordi katolicismen blev forbudt, og selve pilgrimsrejsen var forbudt i mange år – tanken om, at det var noget, man tidligere ikke kunne gøre – gør det mere tillokkende at genoplive den.«
Hvad St. Olaf siger os i dag
»Som unge katolikker vil vi tage vores tro alvorligt og vende tilbage til rødderne,« sagde den 30-årige Sander Floriaan Groenewoud fra Nederlandene om en tendens, han ser i hele Europa.
»Når jeg rejser til Nederlandene, Tyskland eller Belgien, bemærker jeg, at de fleste unge katolske mennesker genopdager kærligheden til deres arv og til deres lande,« sagde han og fremhævede en patriotisme, som han mener er gået tabt i tidligere generationer.
Ud fra det perspektiv er det ifølge ham let at forstå St. Olafs tiltrækningskraft. »Han er jo denne vikingekonge, som jeg kan forestille mig virkelig appellerer til unge katolikker, der ønsker at kæmpe – ikke i fysisk forstand, men kæmpe ihærdigt for Gud,« tilføjede han.
Søster Maria Joseph, der underviser i 6. klasse, forklarede, at hendes »venskab med ham helt sikkert voksede«, og pegede også på den tiltrækningskraft, der ligger i St. Olafs identitet som viking. »Hvis jeg fortalte mine elever, at der fandtes en helgen, som var viking, tror jeg, de ville synes, at det var rigtig sejt.«
»Tanken om, at der kan være håb for en, som virkelig var involveret i det, vi betragter som de værste ugerninger – at han alligevel kunne blive helgen – synes jeg er tiltalende,« fremhævede dominikanersøsteren. Hun bemærkede, at kongelige helgener oftere huskes for deres næstekærlighed, almissegivning og tjeneste for de fattige.
»Jeg er sikker på, at Olaf gjorde den slags efter sin omvendelse, men det er ikke det første, man forbinder med ham. Billedet af ham med øksen er det, folk først husker.«
Mens tusindåret for hans død i 1030 nærmer sig, sagde dominikanersøsteren, at hun mener, at St. Olaf »træder frem som en skikkelse med en vis betydning for vores tid«. Da hun overvejede, hvad hans arv kan bidrage med i dag, spurgte hun:
»Er der noget ved ham, der kan give os indsigt i kristningen af kulturen, i hvordan vi kan indføre en mere kristen tankegang i vores livsform – ja, endda i vores politiske liv?«
Af Bénédicte Cedergren · NC Register · Oversat til dansk af EWTN Danmark
