En ny undersøgelse viser, at befolkningen befinder sig i en yderst alvorlig situation og i overvældende grad afviser regeringens håndtering af krisen.
Ifølge »Den 9. undersøgelse af sociale rettigheder« i Cuba, som blev offentliggjort den 13. august, lever 94 procent af cubanerne i ekstrem fattigdom, otte ud af ti har været nødt til at springe et af dagens måltider over, og 95 procent er utilfredse med regeringens håndtering af økonomiske og sociale forhold.
Men bag disse tal ligger historierne om mennesker, der ikke ved, hvad de skal spise næste dag, om syge, der ikke kan få den medicin, de har brug for, og om familier, der overlever takket være hjælp fra udlandet.
Osvaldo Gallardo, der er forfatter, katolsk lægmand og oprindeligt fra Camagüey, emigrerede til USA, men er fortsat ofte i kontakt med familie og venner på øen. Fra udlandet følger han som aktivist for religionsfrihed nøje den situation, der efter hans opfattelse er blevet stadig mere uudholdelig.
»Det, der gør størst indtryk på mig, er den uendelige sorg, den fuldstændige håbløshed, apatien, fortvivlelsen og den angst, som mine slægtninge og alle, jeg kender i Cuba, lever med hver eneste dag,« sagde Gallardo i et interview med ACI Prensa, EWTN News’ spansksprogede søstertjeneste.
»Det er ikke til at måle; det er en fuldstændig mangel på mening med livet, et tab af enhver fornemmelse af, hvor vi er på vej hen, eller hvilke mål vi har,« tilføjede han.
Undersøgelsen bygger på 1 318 interview foretaget i landets 15 provinser og særdistriktet Isla de la Juventud. Den viser en alvorlig forværring på så grundlæggende områder som adgangen til mad, sundhedspleje, boligforhold og offentlige tjenester.
68 procent af de adspurgte husstande oplyser, at deres månedlige indkomst er på under 20 000 cubanske pesos, svarende til cirka 30 amerikanske dollars. Desuden oplyser 80 procent, at de har måttet springe morgenmad, frokost eller aftensmad over på grund af pengemangel eller mangel på fødevarer.
Strømafbrydelser er det største problem, de adspurgte nævner (70 procent), efterfulgt af fødevarekrisen (52 procent), leveomkostningerne (45 procent) og tilstanden i det offentlige sundhedsvæsen, herunder adgangen til medicin og lægehjælp (34 procent).
For Gallardo afspejler tallene en virkelighed, som man kan få bekræftet blot ved at tale med dem, der stadig befinder sig på øen.
»Afsavnene på øen har altid været enorme, men lige nu er udsigterne mere dystre end på noget andet tidspunkt i Cubas næsten 70-årige diktaturs historie,« sagde han.
Otte ud af ti cubanere må undvære et måltid
Et af undersøgelsens mest bekymrende resultater handler om mad. 80 procent af cubanerne oplyser, at de har måttet undvære et måltid i løbet af dagen, mod 70 procent året før.
Gallardo sagde, at denne virkelighed hele tiden kommer på tale i samtaler med hans slægtninge og på sociale medier.
»Jeg kan ikke fortælle, hvad folk gør for at overleve. Jeg ved ikke hvordan. Nogle mennesker formår at overleve. Og jeg tror ikke, at jeg tager fejl, når jeg siger, at der er mennesker, som ikke overlever. Der er mennesker, som sulter ihjel,« sagde han.
Han fortalte, at han selv bestræber sig på jævnligt at sende mad, medicin og hygiejneartikler til sine slægtninge. Han erkendte dog, at der er grænser for, hvor meget hjælp han kan yde.
»Med de økonomiske midler, jeg har, kan jeg ikke give dem alt, hvad de har brug for,« beklagede han.
Undersøgelsen viser, at 63 procent af de adspurgte har svært ved at skaffe selv de mest nødvendige varer, mens yderligere 30 procent har indkomster, der knap dækker de grundlæggende behov. Alt i alt kæmper ni ud af ti cubanske husstande for at overleve økonomisk.
»Jeg forestiller mig, at 90 procent af cubanerne lige nu vågner uden at vide, hvad de skal have til frokost, uden at vide, hvad de skal spise, og uden at vide, hvad de skal have til morgenmad,« sagde Gallardo.
Efter hans opfattelse er det ikke nødvendigt at afvente en undersøgelse for at få denne virkelighed bekræftet.
»Det er en virkelighed, man fornemmer, så snart man ser på sociale medier. Man behøver ikke at gennemføre en undersøgelse; man skal blot tjekke sociale medier om morgenen for selv at se, at den fattigdomsandel på 94 procent, som rapporten angiver, er et ubestrideligt faktum,« påpegede han.
»Det er et land, der dør hver dag«
Manglen på fødevarer er ikke det eneste problem. Krisen rammer også mennesker med behov for lægehjælp hårdt.
Undersøgelsen peger på det offentlige sundhedsvæsen og manglen på medicin som nogle af cubanernes største bekymringer. Gallardo advarede om, at situationen er særlig vanskelig for kronisk syge og ældre mennesker.
»Folk dør. De kronisk syge dør. Folk dør af sult. Der findes billeder af ældre mennesker under virkelig ynkelige forhold. Der findes beretninger. Folk dør. Det er et land, der dør hver dag,« beklagede han.
»Unge mennesker dør også som følge af helbredsproblemer. Mennesker, der ikke ser nogen fremtid, begår selvmord,« tilføjede han.
De usikre forhold er også tydelige på boligområdet. Ifølge undersøgelsen trænger 47 procent af boligerne til reparation, 25 procent kræver akut reparation, og 7 procent er i fare for at styrte sammen. Yderligere 4 procent af de adspurgte oplyser, at de bor på nødherberger eller i provisoriske lejre, mens 2 procent lever på gaden.
De offentlige tjenester er heller ikke gået fri af forværringen. 95 procent vurderer elnettets tilstand som dårlig, mens 87 procent af de adspurgte vurderer affaldsindsamlingen negativt. Utilfredsheden med internet- og telefontjenester ligger på 86 procent, med vand- og kloaksystemer på 84 procent og med hospitaler og sundhedscentre på 82 procent.
Kirken forsøger at afhjælpe krisen
I denne situation fremstår Den katolske Kirke for mange som et af de få steder, hvor de kan få hjælp.
Gallardo fremhævede det hjælpearbejde, som Den katolske Kirke og andre kristne fællesskaber udfører i Cuba, især ved at uddele nødhjælp sendt fra USA.
»For mange mennesker gælder det, at hvis de fik et ordentligt måltid én gang om ugen eller en pille eller anden medicin én gang om ugen mod smerter, så var det takket være Kirken,« bemærkede han.
Han advarede imidlertid også om, at behovene er for store til, at Kirken kan dække dem alene.
»Det er ikke nok, for Kirken i Cuba har selv brug for hjælp og har ofte overlevet på bistand fra udlandet,« sagde han.
For Gallardo tilbyder Kirken noget, der rækker ud over materiel hjælp.
»Folk i Cuba kan finde trøst i Kirken; de kan finde en hjælpende hånd, nogen, der lytter, og undertiden materiel hjælp, selv om det aldrig vil være nok,« bemærkede han.
Forfatteren pegede også på de begrænsninger, som Kirken møder, når den forsøger at udvide sin sociale indsats.
»Kirken har ikke frihed til at drive et suppekøkken. Kirken har ikke frihed til at drive et plejehjem; den driver ganske vist plejehjem, men under meget streng statslig kontrol. Indsatsen kan ikke udvides, fordi Kirken ikke har de økonomiske midler,« forklarede han.
95 procent afviser regeringens håndtering
Den økonomiske forværring ledsages af en stærk afvisning af den måde, regeringen leder landet på.
Undersøgelsen viser, at 95 procent af de adspurgte vurderer regeringens håndtering af økonomien og de sociale forhold negativt, mens kun 3 procent vurderer præsident Miguel Díaz-Canels og premierminister Manuel Marrero Cruz’ indsats positivt.
Desuden har 84 procent ingen tillid til de seneste økonomiske tiltag, som myndighederne har annonceret, og tror ikke, at de vil bidrage til at forbedre landets situation.
Ifølge Yaxys Cires, strategidirektør ved Det Cubanske Observatorium for Menneskerettigheder, viser resultaterne, at »det cubanske regime fuldstændig har udtømt sine politiske og økonomiske muligheder«.
»Styret møder bred modstand i befolkningen, og dets tiltag skaber ikke tillid. Alligevel er det folket, der bærer byrden af denne tilbagegang, især de ældre og de kronisk syge,« påpegede Cires.
Et ønske om forandring fremgår også tydeligt af de adspurgtes svar. 76 procent ønsker både politiske og økonomiske forandringer. Kun 7 procent mener, at ophævelsen af USA’s embargo bør være den vigtigste forandring, og stort set ingen ønsker at bevare status quo.
»Det cubanske folk står alene«
Gallardo sagde, at cubanernes utilfredshed efter hans opfattelse ikke er noget nyt. I årtier har generation efter generation søgt måder at give udtryk for deres afvisning af det politiske system på.
I denne sammenhæng blev demonstrationerne den 11. juli 2021 efter hans opfattelse et vendepunkt.
»I lang tid har det cubanske folk fået at vide, at det ikke har gjort nok. Det er ikke sandt. Ser man på historien, har det cubanske folk og diasporaen gjort oprør på mange forskellige måder, siden det cubanske diktatur blev indført i 1959,« påpegede han.
»Men hvis én ting ændrede situationen grundlæggende, var det den 11. juli 2021. Siden da er protesterne i Cuba ikke ophørt,« bemærkede han.
Undersøgelsen viser, at der stadig er en forventning om, at forholdene kan ændre sig. Halvdelen af de adspurgte mener, at der inden for de næste seks måneder kan ske en betydelig og positiv forandring for det cubanske folk.
Gallardo advarede imidlertid om den udsatte situation, befolkningen befinder sig i.
»Det er et ubevæbnet folk, et sultent folk, et undertrykt folk. Og Cubas magthavere – diktaturet – vil ikke give efter,« sagde han.
Derfor mener han, at internationalt pres kan blive afgørende.
»Folk venter på, at der skal ske noget, og uden hjælp udefra, uden et betydeligt internationalt pres på det cubanske diktatur, er det usandsynligt, at der sker noget, for folket kan gøre oprør og blot blive skånselsløst slået ned i gaderne,« forklarede han.
»Men virkeligheden er, at det cubanske folk dør, og mens det cubanske folk dør, ser andre den anden vej,« tilføjede han.
Kristent håb
Trods alt det, han ser og hører fra sine slægtninge og landsmænd, sagde Gallardo, at han stadig holder fast i håbet.
I hvert fald indtil videre knytter han ikke dette håb til en snarlig politisk forandring, men til sin tro.
»Hvis du spørger mig i dag, om jeg har håb, mener jeg, at jeg har det kristne håb om, at Gud, historiens Herre, vil se på os med barmhjertighed,« sagde han.
»Men det er mit håb. Mit håb ligger ikke i noget, der kan ske på menneskeligt plan lige nu, i hvert fald ikke på mellemlang sigt. Jeg håber og stoler på Herren,« bekræftede han.
Denne artikel blev først offentliggjort af ACI Prensa, EWTN News’ spansksprogede søstertjeneste. Den er oversat og bearbejdet af EWTN News English.
Af Diego López Marina · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
