Kritikere af den fromme ordensleder har i årevis hævdet, at hun nægtede at give syge og døende bedøvelsesmidler på sin mission i Calcutta.
Den 4. september er det 10 år siden, Moder Teresa blev helligkåret – en helgen, som pave Johannes Paul II kaldte »et ikon for den barmhjertige samaritaner«, og som levede sit liv »som en fuldstændig gave til de fattige«.
Nonnen blev verdensberømt for at have grundlagt et netværk af hjem i nogle af verdens fattigste områder, heriblandt sit »hjem for døende« i Kalighat i Calcutta.
Dette hospice, der stadig er i drift, tager sig af mennesker, som ikke har andre steder at søge hen, heriblandt mange døende. Ordenssøstrene dér arbejder for at tjene Jesus, »skjult under de fattigste blandt de fattiges lidelsesfulde skikkelse«, som Johannes Paul II udtrykte det.
Selv om Moder Teresa blev hyldet for sin livslange opofrelse og sin utrættelige indsats for de fattige, er hun med mellemrum blevet kritiseret af personer, der hævder, at hun ikke hjalp fattige mennesker effektivt – blandt andet ved angiveligt at nægte mennesker i hendes varetægt smertestillende medicin, mens de lå for døden og led stærkt.
Det var især den åbenmundede britiske ateist Christopher Hitchens, der fremførte disse påstande. Han besøgte hjemmet i Kalighat og skrev senere kritisk om plejestandarden dér – herunder med en påstand om, at søstrene nægtede lidende patienter bedøvelsesmidler.
»I frontlinjen for at lindre smerte og lidelse«
Jim Towey, en amerikansk advokat, som første gang mødte Moder Teresa i 1985 og senere i en årrække blev juridisk rådgiver for hende og Næstekærlighedens Missionærer, afviste kraftigt påstanden om, at nonnen var »ligeglad med menneskers smerte«.
I sin roste bog fra 2022, »To Love and Be Loved«, beskrev Towey indgående sine år i Moder Teresas tjeneste. Han fortalte EWTN News, at hun over hele verden »konstant stod i frontlinjen for at lindre smerte og lidelse«.
Towey argumenterede for, at Hitchens’ ofte gentagne kritik byggede på beretninger fra nogle få tidligere medlemmer af Kærlighedens Missionærer samt på et besøg, Hitchens selv aflagde på institutionen i Kalighat i begyndelsen af 1980’erne, og som han skrev om flere år senere.
Kritikere af hjemmet i Kalighat »har ingen anelse om, hvordan det var på gaderne [i Calcutta], hvor mennesker bogstaveligt talt døde lige uden for Moder Teresas døre«, sagde Towey.
»Hun tog dem ind, vaskede dem og sørgede for, at de havde det behageligt,« sagde han. »Halvdelen af dem døde, mens den anden halvdel med tiden kom sig og forlod stedet.«
Ifølge Towey gjorde forholdene i det østlige Indien i begyndelsen af 1980’erne det næsten umuligt at skaffe stærke smertestillende midler.
»Der var ingen morfin til rådighed i Calcutta, ikke engang på hospitalerne,« sagde Towey. »Man kunne ikke få bedøvelse. Forsyningsruterne til og fra Vestbengalen var elendige, selv helt ind i det 21. århundrede. Man afviste vestlige investeringer, og handel var ikkeeksisterende.« Den regionale sovjetiske politik begrænsede også vareudvekslingen, sagde han.
»Der var ingen stabil adgang til medicinske forsyninger,« sagde Towey. Men »hvis [Moder Teresa] havde dem, brugte hun dem«.
Plejestandarden på institutionen i Kalighat er blevet markant forbedret i de årtier, der er gået, siden Hitchens besøgte den, påpegede Towey. Han havde senest besøgt hjemmet i maj. »Det har forandret sig dramatisk. Kvaliteten af plejen, den lægehjælp, de yder, og den smertelindring, de giver mennesker, [er alt sammen blevet bedre].«
Han advarede dog mod at anvende hospitalsstandarder på det, der i praksis er et hospicehjem. »Moder drev ikke et hospital,« sagde han. Men hun var fast besluttet på at lindre lidelsen hos dem, hun havde ansvar for, i størst muligt omfang, sagde han. Hun tog selv regelmæssigt medicin mod kroniske rygsmerter og følgerne af adskillige knoglebrud, herunder en brækket skulder.
»Dette var et menneske, hvis liv var gennemtrængt af lidelse,« sagde Towey. »Men når lidelsen blev voldsom, tog hun smertestillende medicin. Hun forstod lidelsens forløsende betydning, men vidste også, at Kirken opfordrer mennesker til at få deres smerter behandlet.«
Towey, der stod for første læsning ved Moder Teresas helligkåringsmesse i Vatikanet i 2016, sagde, at hun »gjorde, hvad hun kunne«, og »brugte det, hun havde«, for at lindre lidelsen hos dem, hun tog sig af. Derudover arbejdede hun for at sikre, at de mennesker, der led eller lå for døden på hendes institutioner, blev vist kærlighed og omsorg.
»Hun forsøgte at hjælpe mennesker med at forstå smerten, hvis hun ikke kunne lindre den,« sagde han.
Og i sidste ende »lod hun mennesker vide, at de var elskede, at de havde en værdighed, Gud havde givet dem, og at deres lidelse ikke ville mindske denne værdighed«.
Af Daniel Payne · EWTN News · Oversat til dansk af EWTN Danmark
